ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Tak fordi du læser med

Danske Bank og Rambøll er partnere på Børsen Bæredygtig. Derfor er alle artikler frit tilgængelige for alle læsere.

Danske Bank og Rambøll har ingen indflydelse på indhold eller redaktionelle valg på Børsen Bæredygtig.

Læs mere om partnerskab.

Energikoncern vil have batterier på banen i presset elnet

Batterier vil kunne give et nødvendigt pusterum til udbygningen af det danske elnet, der er gået for langsomt og truer med at sætte flere projekter på hold. Hos energikoncernen Ewii vil direktøren have gentænkt, hvordan vi udnytter mulighederne 

Udbygningen af elnettet går for langsomt, og derfor foreslår energikoncernen Ewii nu, at man indsætter batterier for at give et nødvendigt pusterum.
Udbygningen af elnettet går for langsomt, og derfor foreslår energikoncernen Ewii nu, at man indsætter batterier for at give et nødvendigt pusterum. Arkivfoto: Bo Amstrup

Elnettet gisper efter mere kapacitet, og flere steder må virksomheder se projekter og udvidelser blive enten udskudt eller nedskaleret, fordi der mangler strøm.

Men ifølge energikoncernen Ewii findes der en løsning, der vil kunne give elnettet et nødvendigt pusterum og samtidig sætte strøm til flere virksomheders projekter: batterier.

Sammen med en bedre udnyttelse af fleksibiliteten i elforbruget kan batterierne udskyde kapacitetsproblemerne i elnettet med op til fire år og dermed give det statslige selskab Energinet mere luft til at kunne følge med en stadig stigende efterspørgsel, vurderer Lars Bonderup Bjørn, der er adm. direktør i Ewii.

“Jeg ser det som den eneste løsning lige nu,” siger han og fortsætter:

“Elnettet kan ikke levere nok strøm, som det ser ud lige nu – og det kommer heller ikke til at kunne blive udbygget hurtigt nok til at kunne levere de efterspurgte mængder.” 

Det bliver sværere og sværere at forudsige, hvor meget kapacitet der er behov for om fem år

Lars Bonderup Bjørn, adm. direktør, Ewii

Meldingen fra Ewii kommer i kølvandet på flere måneders problemer i det statslige selskab Energinet, der står for at udbygge det danske elnet. Selskabet har ikke kunnet følge med den store efterspørgsel efter at blive koblet på elnettet, og det har løbende skabt udfordringer for virksomheder og energiprojekter.

Tidligere på måneden meddelte Energinet, at kapaciteten i transmissionsnettet er tæt på opbrugt. Samtidig vælter ansøgningerne fra projekter fortsat ind, og derfor tog selskabet en beslutning om at pause for alle nye tilslutninger i tre måneder.

Børsen har tidligere beskrevet, hvordan forsinkelserne har skabt udfordringer for flere dele af erhvervslivet. Blandt andet har 72 projekter i elnetselskabet N1’s opland fået besked på, at de for nuværende ikke kan blive koblet på nettet, mens bl.a. fjernvarmeselskabet Hofor har kaldt forsinkelserne for den største forhindring nu og her.

Hos kabelproducenten NKT har topchef Claes Westerlind advaret om, at væksten kan risikere at flytte væk, hvis Energinet ikke får udbygget elnettet hurtigt nok.

Bornholmsk batteri

Ewii og Lars Bonderup Bjørns forslag lyder mere konkret, at man kan bruge batterier til at udjævne de tidspunkter, hvor elnettet er mest presset. Som et eksempel fremhæver direktøren selskabets eget 42 MWh-batteri, der står i byen Hasle på Bornholm. 

Hvis man indstiller batteriet til at lagre overskuddet af strøm i de perioder, hvor forbruget er lavt, kan den samme strøm frigives i elnettet, når forbruget på Bornholm er højere. 

Lars Bonderup Bjørn påpeger, at Bornholm blot er én konkret case, men at de samme principper kan bruges flere steder i landet og altså give et pusterum til udbygningen af elnettet. 

“Mit budskab er dog ikke, at det absolut skal være batterier. Det centrale er, at vi ser på alle de forbrugsenheder, der kan være fleksible og flytte deres forbrug i tid og får dem til at bidrage,” siger direktøren. 

Generelt set er der en udbredt tankegang om, at man kan bygge sig ud af alle problemer, mener Lars Bonderup Bjørn. 

Hvis der mangler strøm, bygger man bare til mere kapacitet. Men dén tankegang er ikke nødvendigvis den mest hensigtsmæssige i en verden, der bliver stadig mere og mere digital, og hvor det dermed bliver nemmere at styre strømforbruget efter, hvornår det er billigst, fortæller direktøren. 

Samtidig kommer stadig flere enheder som elbiler, husholdningsbatterier, frysehuse og fjernvarmeanlæg til at forbruge mere strøm, i takt med at samfundet elektrificeres. Og fordi de kan styres digitalt efter den billigste strøm, ender de med at ramme de samme tidspunkter – og det skaber så bare nye spidsbelastninger i nettet. 

Samme dilemma har CIP Foundation tidligere peget på i en analyse. 

Bæredygtig
Analyse: Billig el om natten belaster elnettet
Charlotte Jepsen

Men digitaliseringen kan også være en del af løsningen, fordi den netop gør det muligt at styre og flytte forbruget. I dag bruges kun omkring 20 pct. af den samlede kapacitet i elnettet. 

En andel, som Lars Bonderup Bjørn påpeger, ville være en dårlig forretning i enhver anden sammenhæng. Historisk har elnettet dog været indrettet efter spidsbelastningstidspunkterne, og det er den, der har bestemt, hvor meget kapacitet der skal bygges. 

“Men det bliver sværere og sværere at forudsige, hvor meget kapacitet der er behov for om fem år. Og derfor står vi i en situation, hvor det kan give mening at spørge: Hvad kan vi gøre her og nu for at købe tid?” siger Lars Bonderup Bjørn. 

Ekstraregning til Energinet

På Bornholm ville det koste Energinet omkring 19 mio. kr. årligt at benytte sig af Ewiis batteri. 

Men alternativet er, at dele af samfundet risikerer at gå i stå, eller at nogle virksomheder bliver nødt til at tage midler som dieselgeneratorer i brug for at sikre nok strøm til deres projekter, påpeger Lars Bonderup Bjørn. 

“Det er et ret absurd valg. I det lys virker 19 mio. kr. om året pludselig ikke som et stort beløb,” siger direktøren, der samtidig fremhæver, at Ewii har lavet en beregning på den samfundsøkonomiske værdi, der ligger et sted mellem 2 og 9 mia. kr. 

I har vel også en klar økonomisk interesse i at promovere den her løsning?

“Vi opererer allerede på kommercielle vilkår i forvejen. Men der er selvfølgelig et forretningselement i det. Det er dog vigtigt at huske, at Energinet i dag allerede køber forskellige ydelser i markedet fra mange aktører, der har tjent gode penge på at levere ydelser til Energinet. Så der er egentlig ikke noget usædvanligt i det. Forskellen er bare, at vi her taler om en fysisk enhed, man kan se. Tidligere har det været handel med elektroner. De er ikke lette at se.”

Forsiden lige nu