Eksploderende priser på kakao er en klods om benet på chokoladekoncern

Chokoladeskildpadder, guldbarrer og marcipanbrød kan vække lækkersulten hos mange.

På trods af at chokoladeproduktion udgør mere end halvdelen af omsætningen for Toms Gruppen, er den samtidig forbundet med en vis portion hovedbrud.

Kakao er nemlig højt på listen over de råvarer, der udleder allermest CO2 pr. kg. I 2024 stod kakao alene for ca. 50 pct. af Toms’ samlede udledninger. Samtidig er kakaoindustrien kendt for årelange problemer med skovrydning og børnearbejde.

Kakao er derfor også dét område, hvor der sættes allermest ind, fortæller Ditte Haugaard Clausen, kommunikations- og bæredygtighedschef hos Toms.

“Vi allokerer vores ressourcer og indsatser, der hvor den største belastning er. Og det er i dialogen med leverandører.”

Hun henviser til, at Toms er klar til at udskifte leverandører, hvis de ikke lever op til selskabets klimamål og krav om ansvarlig dyrkning af kakao. Men en lang værdikæde gør det komplekst at nå ud i alle led, påpeger hun. 

“Vi køber kakao af kakaoproducenter, som køber af mellemhandlere, som igen køber af kooperativer. Og der er vi en meget lille spiller i et marked, som er præget af meget store spillere,” lyder det.

Kakaokrisen

Når Toms Gruppen fokuserer på leverandørerne, er det, fordi CO2-udledningen fra kakao er forbundet med måden, den dyrkes på. 

Historisk er der blevet ryddet skov for at gøre plads til kakaodyrkning, og det er én af de faktorer, der medfører en høj CO2-udledning ved kakaoproduktion.

For at sikre en ansvarlig dyrkning af jorden har Toms derfor sat sig for at indkøbe Rainforest Alliance-certificeret kakao og har investeret i et genskovningsprojekt i Ghana, hvor der i samarbejde med Rainforest Alliance plantes 150.000 træer. 

Rainforest Alliance er en international nonprofitorganisation, der arbejder for at fremme bæredygtig landbrug, skovforvaltning og bedre levevilkår for bønder og skovbrugere.

Inden 2025 var målet for Toms at nå 100 pct. certificeret kakao, men konfektureproducenten landede på 92 pct. ved udgangen af 2024.

En af forklaringerne på det er ifølge Ditte Haugaard Clausen kakaokrisen i 2024. På bare et år steg råvarepriserne på kakao med 86 pct. En fejlslagen høst på grund af klimaforandringer sænkede udbuddet af certificeret kakao og blev en bremseklods.

“Det var et spørgsmål om, at vi simpelthen ikke kunne skaffe nok certificeret kakao på markedet,” lyder det fra bæredygtighedschefen, som igen peger på, at Toms er en lille spiller på et globalt marked.

Størrelse forpligter

En af de store spillere er Nestlé, hvor Anna Rise, kommunikationschef i Danmark, fortæller, at kakaokrisen ikke var en hindring i de bæredygtige initiativer sidste år. Alligevel er det først i 2025, at Nestlé forventeligt når sin målsætning om at indkøbe 100 pct. certificeret kakao. 

Men kommunikationschefen mener, at der skal mere til. “Certificeringer er bare en hygiejnefaktor,” lyder det med henvisning til, at de ikke kan stå alene. 

Nestlé har derfor igangsat et indkomstacceleratorprojekt, hvor kakaobønder i Elfenbenskysten kan opnå en økonomisk fortjeneste på op til 500 schweiziske franc ved eksempelvis at registrere børn i skole, plante skyggetræer og diversificere indkomst på flere områder.

Aske Skovmand Bosselmann, ph.d. og lektor ved Københavns Universitet med ekspertise inden for kaffe- og kakaoindustrien, peger på, at virksomheder fint kan udvikle egne programmer som supplement til certificeringer. Problematikken i dens slags programmer er dog, at der ofte mangler transparens, og at de ikke nødvendigvis er verificeret af en tredjepart. 

Anbefalingen fra Aske Skovmand Bosselmann er, at chokoladeproducenter engagerer sig med de landmænd, de køber fra. 

“Jo mere overblik de har i deres værdikæder, jo bedre. Jo mere fleksibilitet i værdikæden ved ikke at være afhængig af en enkelt leverandørs program, jo bedre kan de vælge leverandører ud fra en række krav til ansvarlighed,” lyder det.

Et lignende perspektiv finder man hos Ole Høy Jakobsen, klimachef i Nordic Sustainability. Med mange års erfaring i at rådgive virksomheder inden for bæredygtige indsatser peger han på, at certificeringer ikke er dårligt, men samtidig heller ikke en garanti for et gennemgående bæredygtigt produkt på både den miljømæssige og sociale front, lyder det i en skriftlig kommentar til Børsen.

Forbrugeren sætter dagsordenen

Tilbage på Toms’ hovedkontor i Ballerup fortæller Ditte Haugaard Clausen, at der arbejdes på at indkøbe på en smartere måde, så en kakaokrise som den sidste år ikke bliver en hæmsko for udviklingen fremadrettet. 

Historisk har Toms købt mest kakao fra Ghana, men indkøbsteamet undersøger løbende alternativer og følger udviklingen i markedet.

“Problemet er, at kakao er ligesom rødvin. Du kan smage, hvor kakaoen kommer fra. Og hvis forbrugeren er vant til en bestemt smag, er det svært at skifte hele hovedingrediensen ud,” forklarer Ditte Haugaard Clausen. 

Selv hvis Toms besluttede at betale ekstra for kakao, der er dyrket på en mere klimavenlig måde, vil det afspejle sig i priserne, og der bliver det svært. Ifølge bæredygtighedschefen kan omkostningen, der følger med, nemlig ikke bare sendes videre til forbrugeren.

“Vi konkurrerer mod de andre chokoladevarer i supermarkedet. Vi kan ikke lige pludselig tage 50 pct. mere for en chokoladebar, fordi vi tager en beslutning om mere bæredygtigt indkøb,” lyder det. 

Skridt for skridt

Supermarkedsprodukt eller ej, så er der høje ambitioner. Toms Gruppen blev SBTI-valideret i 2023, hvilket betyder, at virksomheden har sat sig for at leve op til en række målsætninger, som følges af en tredjepart CDP (Carbon Disclosure Project). 

Konfektureproducenten vil blandt andet reducere egne udledninger, også kendt som scope 1 og 2, med 68 pct. inden 2030. Og for værdikæden gælder det mål 30 pct. 

Sidstnævnte, altså udledninger i scope 3, står for 98 pct. af virksomhedens samlede udledninger. Og her er kakao altså den største sten i skoen. Ditte Haugaard Clausen fortæller, at Toms bevidst har fravalgt mål om nuludledning i 2030. Ifølge hende vil det blive svært for mange virksomheder at nå derhen.

“Det vigtigste er, at man prøver at drive realistiske målsætninger i forhold til at reducere den negative påvirkning.” 

“Som udgangspunkt vil vi hellere reducere den dårlige påvirkning, end vi vil gå ud og prøve at købe kompensationer af forskellige arter. Så vi leder efter reelle reduktioner i vores værdikæde,” afslutter hun.