DSV har sat mål om at blive klimaneutral i 2050. Det kræver, at selskabets underleverandører, der står for 98 pct. af klimaaftrykket, får gjort deres transport klimaneutral. Men for nuværende findes der ingen endegyldig løsning, da hverken lange lastbil-, skibs- eller flyruter kan elektrificeres direkte.
Det lyder måske som et mål ude af DSV‘s hænder, men det er den rigtige vej at gå, mener seniorrådgiver Jeppe Juul fra Rådet for Grøn Omstilling.
“Når man sætter mål, er det jo med henblik på, at man skal nå derhen, og så indretter man sig derefter,” siger han og tilføjer:
“Det er klart, at DSV og andre transportselskaber har begrænsede muligheder for at påvirke hvilke grønne brændstoffer, der er til rådighed, men de kan få stor indflydelse på underleverandørernes arbejde. Jeg synes ikke, det er et overambitiøst mål, og vi forventer, at teknologien udvikler sig, så det kan lade sig gøre.”
Udover ventetiden på grønnere brændstoffer til skibs- og luftfarten kan lovgivning og regnemetoder globalt også blive en forhindring for transportsektorens klimaambitioner. I hvert fald på kort sigt, lyder det.
F.eks. lancerede DSV sidste år, ligesom storkonkurrenterne Kuehne Nagel og DHL, et program, der lader kunderne købe grønnere transport.
Her gøres der bl.a. brug af biobrændstoffer og i visse tilfælde klimakompensation, hvor selskaber f.eks. kan investere i skovprojekter, der skal optage en tilsvarende mængde CO2, som transporten udleder.
Begge tiltag er under heftig debat, og mediet The Guardian bragte for nylig en historie, der pegede på, at over 90 pct. af kompensationsprojekterne fra udbyderen Verra, en af de mest anerkendte standarder på området, ikke leverede de lovede klimareduktioner. Imens har klimaeksperter bredt kritiseret, at biobrændstoffer i dag kan tilskrives langt større klimabesparelser, end de i virkeligheden medfører.
“Problemet er, at definitionerne vakler mange steder i verden. Det er værd at have med i baghovedet, når man gerne vil have grønne produkter på hylderne, og jeg tror, der kommer en ret grundig selekteringsproces blandt de store spillere,” siger Jeppe Juul.
“De vil ikke sælge noget som grønt, de ikke kan stå på mål for i medierne.”
Hos DSV fortæller topchef, Jens Bjørn Andersen, at koncernen lægger sine planer ud fra, hvad der er gældende standarder.
“På nuværende tidspunkt kan jeg ikke overskue, om reguleringen får indflydelse på vores mål, men det er selvfølgelig noget, vi følger. I princippet er vi jo kun interesserede i at få de rigtige tal frem, så vi kan se, hvor langt vi er fra at være i mål,” siger han.
