Vindenergi vil i fremtiden fylde den største del af porteføljen hos EKF Danmarks Eksportkredit, men finansiering af power-to-x-projekter bliver også et satsningsområde for det statsejede selskab.
Den ambition blev annonceret sidste år, og det indledende arbejde er i fuld gang hos EKF, der skal hjælpe danske eksportvirksomheder ved bl.a. at stille garantier for finansiering af ordrer i udlandet.
“Den foretrukne plan er at starte tidligt med nogle små projekter
Peter Boeskov,
kommerciel direktør for global wind & structured finance,EKF
“Vi kigger allerede på nogle ptx-projekter i øjeblikket. Der ligger noget i pipelinen, og vi har en forventning om, at vi kommer til at deltage i sådan nogle projekter indenfor en kort årrække,” siger Peter Boeskov, kommerciel direktør for global wind & structured finance hos EKF, og fortsætter:
“Hver gang du går ind i en ny teknologi – også med projektfinansiering – skal du lære den at kende. Så den foretrukne plan er at starte tidligt med nogle små projekter, og så bruger vi de erfaringer til at gå ind i større projekter.”
Power-to-x (ptx) er en samlebetegnelse for at omdanne grøn strøm fra f.eks. vindmøller og solceller til grønne brændsler. Det sker ved at forvandle strømmen til først grøn brint, som herefter kan omdannes til grønt brændstof som ammoniak og metanol, der kan bruges til at reducere CO2-udledningen i f.eks. shipping og tung transport. Teknologien er udset til at skulle spille en nøglerolle i den grønne omstilling.
I dag er industrien i en tidlig fase, men de seneste år har flere selskaber annonceret planer om at opføre ptx-anlæg i kommerciel skala i løbet af dette årti. EKF har også fået til opgave at være mere risikovillige inden for projekter relateret til grøn energi:
“Der er stadigvæk mange ting, der skal modnes på det område. Både teknologien, men også markedsstrukturerne. Her er et institut som EKF helt oplagt til at træde ind og tage noget af den risiko, som markedet måske i de tidlige faser kan have svært ved at vurdere og prisfastsætte rigtigt,” siger Peter Boeskov.
“Derfor mener vi, at vi kan spille en stor rolle her fremadrettet. Jeg tror, at der vil gå fem-syv år, inden det kommercielle finansieringsmarked kan løfte et ptx-projekt selv. Produktionen og industrien skal industrialiseres, og markeds- og aftagerstrukturerne skal på plads. Men det er et rigtigt spændende marked,” fortsætter han.
Herhjemme er flere selskaber allerede aktive inden for grøn brint og ptx. Det gælder bl.a. Haldor Topsøe og Green Hydrogen Systems, der laver elektrolyseanlæg, som kan omdanne strøm til grøn brint. Derudover har energiudviklere som European Energy, Copenhagen Infrastructure Partners og Ørsted også kastet sig over teknologien.
“Der er ved at komme et rigtigt spændende dansk udbud inden for det her område. Man skal også bruge vindmøller til i hvert fald nogle af projekterne, så det er også fremtiden for vindmølleproducenter som Vestas og Siemens Gamesa,” siger Peter Boeskov.
EKF balance lyder i dag på ca. 100 mia. kr., og heraf udgør finansiering af vindenergi, der er opført i udlandet med hjælp fra danske leverandører, ca. 70 pct. Målet er at finansiere grønne projekter til en værdi af næsten 150 mia. kr. fra 2022 til 2030, og selv om power-to-x-projekter nu også er en strategisk satsning for EKF, vil finansiering af vindprojekter fortsat fylde en hel del.
“Hvis du ser på et stort ptx-projekt, så fylder vinddelen ofte også en meget stor del af projektets værdi. Ptx kommer til at reducere vinds relative størrelse lidt, men jeg tror stadigvæk, at vind kommer til at blive den største komponent i vores balance,” siger han og fortæller, at EKF i øjeblikket også ser nærmere på f.eks. finansiering af flydende havvindparker.
