ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Tak fordi du læser med

Danske Bank og Rambøll er partnere på Børsen Bæredygtig. Derfor er alle artikler frit tilgængelige for alle læsere.

Danske Bank og Rambøll har ingen indflydelse på indhold eller redaktionelle valg på Børsen Bæredygtig.

Læs mere om partnerskab.

Efter 256 dages pause: Nu får virksomheder grønt lys til el

De første projekter får nu svar på deres ansøgninger om at komme på elnettet, efter Energinet satte alle tilladelser på pause i foråret. Der er plads til en fordobling af både forbrug og produktion af el i Danmark, oplyser Energinet

“Vi arbejder hårdt på at finde flere løsninger,” lyder det fra Energinets konst. adm. direktør, Søren Dupont Kristensen, efter selskabet fredag har meddelt, at man nu vil give svar til de første kunder.
“Vi arbejder hårdt på at finde flere løsninger,” lyder det fra Energinets konst. adm. direktør, Søren Dupont Kristensen, efter selskabet fredag har meddelt, at man nu vil give svar til de første kunder. Arkivfoto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Virksomheder over hele landet har holdt vejret, mens nyt produktionsudstyr, solceller og datacentre har ventet på en tilladelse fra det statslige selskab Energinet, før de kunne sætte stikket i kontakten og blive koblet på elnettet.

Efter at have ventet siden marts får de første af over 300 projekter i dag besked om, hvorvidt elnettet har plads til at koble dem på. Svarene vil betyde en fordobling i, hvor meget plads der er i elnettet til både forbrug og elproduktion, oplyser Energinet i en pressemeddelelse.

Tilladelserne er givet til alle de højest prioriterede projekter. Det gælder husholdninger, mindre virksomheder og samfundskritiske funktioner. Samtidig vil “hovedparten af de forbrugsprojekter i kategori 2, der er parate til nettilslutning, vil kunne tilsluttes som ønsket. Det er f.eks. tung transport, varme, industri, biogas, CO2-fangst og power-to-x,” skriver Energinet i meddelelsen.

Sværere ser det fortsat ud for batterier og datacentre, som ikke allerede har en nettilslutningsaftale, oplyser Energinet. De vil få svar senere i november.

Bæredygtig
Forstå de enorme problemer i Energinet
Billedpakke: Elinfrastruktur

“Det er godt, at vi nu endelig kan begynde at give kunderne svar. Men det er ikke tilfredsstillende, at ikke alle kan få den kapacitet, de efterspørger. Det tager vi meget alvorligt,” siger Søren Dupont Kristensen, konstitueret adm. direktør i Energinet, ifølge meddelelsen.

“Vi arbejder hårdt på at finde flere løsninger, udnytte det eksisterende net bedre, udbygge nettet hurtigere og markant samt finde netvenlige løsninger. Det kan vi ikke løse alene, og derfor er det tætte samarbejde med netselskaberne og kunderne helt afgørende,” fortsætter han.

I første omgang er det virksomhederne bag de største projekter, som har ansøgt om nettilslutning direkte hos Energinet, der får svar. Det samme gør elnetselskaberne, som derefter kan give deres kunder besked. Her kan tilladelser imidlertid afhænge af, at de enkelte elnetselskaber udvider kapaciteten lokalt.

Cerius-Radius, der forsyner store dele af det østlige Danmark med strøm, er et af de netselskaber, der nu skal i gang med at vurdere, hvad der skal til, før de kan tilbyde en endelig nettilslutningsløsning. 

“Nogle gange vil det alene være Cerius-Radius, der skal bygge den endelige tilslutningsløsning, andre gange vil det også forudsætte større eller mindre udbygninger hos Energinet. Det betyder, at der vil være forskel på hvor lang tid der går, før kunderne kan få et endeligt svar,” udtaler Jens Fossar Madsen, adm. direktør i Cerius-Radius, i en meddelelse. 

Han oplyser, at selskabet i løbet af næste uge forventer at kunne give kunderne mere information om, hvad Energinets udmelding betyder for dem, og hvordan det videre forløb kommer til at være for deres tilslutning. 

Dobbeltregning til virksomheder

Hos Dansk Erhverv kalder vicedirektør for klima, energi, miljø og byggeri, Ulrich Bang, det for en “lettelse”, at Energinet nu endelig kan give svar til en række kunder. 

I ni måneder har virksomheder med milliardinvesteringer været “nødt til at holde håndbremsen trukket, fordi elnettets motorveje har været lukket”, siger vicedirektøren i en kommentar fra brancheorganisationen. 

“Men for mange er ventetiden ikke slut, når de lige om lidt får et nej fra Energinet. Det er uholdbart, at virksomheder fortsat må udskyde investeringer i elektrificering og dermed fastholdes i dyr olie og gas, eller at nye fabrikker, vindmølleparker, ladestationer og andre erhvervsprojekter ikke kan blive til virkelighed, fordi udbygningen og udnyttelsen af elnettet ikke kan følge med,” udtaler Ulrich Bang. 

Han peger samtidig på, at der for nogle virksomheder reelt vil opstå en dobbeltregning, når de både skal betale for at komme på elnettet, men samtidig må betale en høj dieselregning, mens de venter på den strøm, der skulle gøre den tunge transport grønnere og billigere. 

“
Der er ikke noget quickfix, når det handler om at få vores elnet på ret kurs

Samira Nawa, klima-, energi- og forsyningsminister 

Klima-, energi- og forsyningsminister Samira Nawa (R) glæder sig over, at Energinet med den nye prioriteringsmodel “prioriterer pladsen til det, der er vigtigst for Danmark”, fremgår det af en pressemeddelelse fra ministeriet. Derudover forhandler hun nu med partierne bag elnettes akutplan om hurtigere udbygning af elnettet. 

“For vi risikerer, at Danmark ellers går i stå. Men der er ikke noget quickfix, når det handler om at få vores elnet på ret kurs. Jeg kan dog garantere, at vi er i arbejdstøjet. For der er ingen tid at spilde,” siger kun ifølge pressemeddelelsen.

Også hos Green Power Denmark, som blandt andet organiserer elnetselskaberne, er der glæde over dagens nyhed, men en kraftig opfordring til at fremskynde udbygningen.

“Det er selvfølgelig en ulykkelig og frustrerende situation, at vi overhovedet står her, hvor nogle ansøgere fortsat bliver bedt om at væbne sig med tålmodighed. Derfor er vi også forpligtet til at tage alle værktøjer i brug for at flytte Danmark ud af kapacitetskrisen hurtigst muligt, og her kommer vi ikke uden om et gennemgribende løft af udbygningen af transmissionsnettet,” siger Jørgen S. Christensen, teknologidirektør i organisationen.

“Der skal bygges markant mere, og det skal gå hurtigere end i dag. Det er en bunden opgave,” fortsætter han.