Flyindustrien og byggeriet fremhæves ofte som de store klimasyndere, men data er en langt større og overset kilde til CO2-udledning. Det eksplosive dataforbrug, som følger med digitaliseringen, har en pris, som meget få er opmærksomme på. Både erhvervslivet, det offentlige og du og jeg som privatpersoner forbruger data som en gratis ressource, men hver gigabyte koster på klimakontoen.
Vidste du, at du bruger op til 6 kilo CO2, hver gang du ser en film på Netflix eller en af de andre streamingtjenester? Sikkert ikke, for det kommer som en overraskelse for de allerfleste, at data er stærkt CO2-forbrugende. Men det er de. Allerede i 2019 stod datacentre, hvorigennem alle data flyder, for 4 pct. af verdens strømforbrug. Det er halvanden gang mere end flyindustriens samlede forbrug af strøm. Og allerede om to år vil tallet være fordoblet til 8 pct. Tænk lige over det. I 2025 sluger vores dataforbrug knap 10 pct. af verdens strøm.
Det massive strømforbrug er en direkte konsekvens af digitaliseringen, som ellers anses som en del af klimaløsningen. Microsoft Teams og Google Meet har erstattet mange flyrejser, og der findes et hav af andre smarte digitale løsninger, som gavner klimaet, men vi har brug for en langt højere bevidsthed om prisen for at bruge data. Ellers hænger det grønne regnestykke ikke sammen, når bundlinjen for digitalisering gøres op.
For de fleste kommer det f.eks. sikkert som en overraskelse, at en e-mail på en enkelt megabyte udleder ca. 20 gram CO2 på dens rejse fra afsender til modtager. Dem sendes der nogle stykker af hver dag, uden at vi skænker det en tanke. Jeg tror heller ikke, at mange virksomheder tænker over, at reklamefilm og bannere på deres website er en kilde til CO2-udledning. Men hver gang nogen besøger et website med den type content, bliver annoncer og film automatisk skubbet til deres mobil eller computer. En reklamefilm på et website kan sagtens fylde mellem 10 og 150 megabyte, hvis den autospilles og ikke er komprimeret rigtigt.
Så det bliver hurtigt til rigtig mange data, der flyttes rundt, og som alle brugere skal have. Gratis nyhedstjenester er et kapitel for sig. De er bygget op omkring reklamer og tracking af brugerdata, så her er data fundamentet under hele forretningen, som således hviler på et klimabelastende grundlag, selvom den er rent servicebaseret.
Vi forbruger data tusindvis af steder døgnet rundt, og forbruget går kun én vej. Med 5G bliver internetforbindelserne endnu hurtigere og kan håndtere content i endnu højere opløsning, og det er næsten en naturlov, at jo nemmere og hurtigere adgangen til data er, desto mere konsumerer vi. Økonomisk er der heller ingen bremse. Flatrate er stort set normen i dag, så data kan forbruges uden loft, og dermed mister vi fornemmelsen af, at det også har en omkostning. Det var vi mere bevidste om i gamle dage, da vi skulle betale for hver megabyte.
Vores ærinde er ikke, at vi skal indføre en CO2-afgift på data. Vi skal selvfølgelig ikke sætte en prop i digitaliseringen, for digitalisering er en væsentlig faktor i klimakampen, men vi kan sagtens forbruge data med større omtanke uden de store konsekvenser. Virksomheder kan f.eks. overveje, om deres bannere og reklamefilm kan fylde mindre, og de kan måske lave en løsning, hvor de besøgende har mulighed for at fravælge dem. Herning Kommune har f.eks. lavet en klimavenlig version af kommunens website uden film og billeder, som man kan vælge at tilgå i stedet for den traditionelle. Et fint alternativ, hvis man bare skal finde en oplysning.
De allerfleste virksomheder vil også kunne spare en masse på klimakontoen ved at have en strategi for, hvordan og hvilke data man skal gemme. Vi har endnu ikke været på besøg i en virksomhed, der ikke har massevis af dubletter. Det er mere undtagelsen end reglen, at de samme dokumenter ligger i forskellige versioner, i flere forskellige systemer, på flere forskellige servere eller i clouden. Vi er heller ikke stødt på virksomheder med en klar politik for sletning af data. Tværtimod gemmes data i stor stil alle steder. Det kan der være mange årsager til, men det spiller helt sikkert også ind, at man ikke tænker over, at datalagring har en klimaomkostning.
Vi er ikke selv dublet-engle. Når vi laver Powerpoint-præsentationer, gemmer vi de forskellige versioner undervejs, selvom programmet har en indbygget funktion, der gør det muligt at finde ældre versioner frem. Vi har også dubletter af alle vores mobilfotos, som både ligger i clouden og i Apples fotobibliotek. Det er helt unødvendigt og blot en dårlig vane, som andre sikkert kan nikke genkendende til.
Så hvad gør vi? Det er umuligt at tænke i reguleringsbaner, som man gør det i forhold til CO2-udledningen fra fly og nybyggeri, selvom data er en langt større klimasynder. Et første skridt på vejen er at øge bevidstheden hos os alle om, at dataforbrug har en endog meget høj klimapris. I erhvervslivet og det offentlige bliver man nødt til lave bedre digitale løsninger, som ikke automatisk processerer duplikater, ligesom man bør anvende servere, der komprimerer og fjerner data, der ikke er brug for. Og så kan vi alle sammen tænke over vores dataforbrug – ligesom vi har vænnet os til at spare på varmen og slukke lyset – og tøve et sekund, før vi uploader, downloader, sender og gemmer data. Måske kan det undværes?
