Christine Collin og Henriette Falk Olesen fra Sweco slog i Børsen til lyds for, at omstillingen til bæredygtigt byggeri kræver, at vi er mere disciplinerede omkring brugen af betegnelser som “bæredygtigt byggeri”, og at vi er systematiske med brugen af LCA-analyser.
De får, i vores optik, i den forbindelse fejlagtigt mistænkeliggjort de biobaserede byggematerialer.
Vi kunne ikke være mere enige i de to første pointer. Begreberne “bæredygtigt byggeri” og “grønne materialer” bruges i flæng, og – fristes man nogle gange til at tro – i forhold til hvordan det passer bedst med egne løsninger.
Til gengæld mener vi, at de to rådgivere skyder ved siden af i deres antydning af en løsning. Udfordringen er ikke mere kompleksitet, for det er faktisk ikke særlig svært at bygge reelt bæredygtigt, det er nok nærmere et spørgsmål om prioriteter, for byggeprocesserne er stort set de samme.
Grundlæggende ser vi to centrale udfordringer. Den ene er, at der formentligt er et væsentligt spænd mellem, hvad folk tror, de får med bæredygtighed, og hvad de reelt modtager.
“En anden del af løsningen er at gøre det nemmere for branchen at bryde med status quo uden at smadre sparegrisen
Hverken de højt besungne bæredygtighedskrav i Bygningsreglementet fra 1. januar 2023 eller bygningscertificeringerne prioriterer klimaet særlig højt. I træskolængder vedrører det vel højst 25 pct. af bygningens klimapåvirkning. Resten er sociale forhold og andet, som kun perifert løser vores akutte klimaudfordringer.
Den anden er, at kravene simpelthen ikke er særlig ambitiøse, snarere en forlængelse af fortidens syndere. Fra 1. januar skal bygninger således levere en LCA-analyse (en beregning af bygningens samlede CO2-udledning), og bygninger større end 1000 kvm er underlagt begrænsninger for, hvor meget CO2, der må udledes pr. kvm.
Men begrænsningerne er ikke større, end at man stort set kan bygge en traditionel konstruktion med beton, mursten og mineraluld i midten og stadig opfylde kravene, hvis man sætter en varmepumpe i enden på det hele.
Vi bør starte med konklusionen: Hvad har vi brug for!
Som eksempelvis Rambøll indirekte gjorde før påske med konklusionen om, at byggeriet globalt skal halvere de indlejrede CO2-udledninger fra 600 kilo CO2 pr. kvm til 300 kilo, hvis byggeriet skal opfylde Paris-aftalen.
Heri indgår biobaserede byggematerialer som en væsentlig del af løsningen samt andre materialer med et markant lavere CO2-aftryk. Uanset, hvilke faser man inddrager i sin LCA, vil biobaserede byggematerialer være markant bedre i forhold til klimaaftryk sammenlignet med de konventionelle. Hvor stor forskellen er, afhænger af, hvordan materialerne håndteres efter endt anvendelse.
Det gælder både konventionelle materialer og biobaserede, om end biobaserede er nemmere at håndtere efterfølgende.
En anden del af løsningen er at gøre det nemmere for branchen at bryde med status quo uden at smadre sparegrisen. Det kan f.eks. være i sammenspil med staten om en slags statslig forsikringsmodel for bygherrer, som gerne vil bygge med nye materialer, men ikke kan påtage sig hele ansvaret alene.
Således skaber vi både et fundament for branchens innovation og bidrager signifikant til at skabe den fornødne erfaring med nye materialer, som dermed vil blive gradvist mindre udfordret af manglende erfaringsgrundlag. Og uden at staten skal udvikle nye støtteordninger og markedsforvridninger.
Løsningen er ikke mere komplekse beregninger og flere konsulenttimer, men alene mere specifikke krav og lovgivning, der skelner præcist mellem direkte CO2-reduktioner og sekundære gevinster som sociale forhold, lysindfald og støj fra ventilationsanlægget.
Og er det ikke i alles interesse at skrue op for handlekraften og innovationen og ned for udledningerne?
Ønsker vi i virkeligheden ikke, at vores børn skal have lov til at brokke sig over vejret, når deres egne utålmodige børn sidder i et koldt sommerhus og regnen slår ned udenfor?
