Kommentaren er skrevet af:
Der er i dag tårnhøje forventninger til, at virksomheder arbejder seriøst med bæredygtighed. Senest har regeringen meldt ud, at Danmark i 2025 skal have reduceret CO2-udledningen med 50-54 pct. som led i målet om en 70-procentsreduktion af drivhusgasserne i 2030.
Hvis vi skal nå det – og i øvrigt sætte fart på den bæredygtige udvikling – kræver det, at langt flere virksomheder bidrager. Ikke bare på klimaaftryk, men på en række parametre som diversitet, medarbejdertrivsel og ansvarlighed i værdikæden.
Det kræver fælles retning. Det kræver forpligtelser, så hensigtserklæringer bliver til reelle forretningsmål, der bliver indfriet. Og det kræver fællesskab, fordi ingen kan løfte ansvaret alene.
Afsenderne af denne kommentar repræsenterer et bredt udsnit af virksomheder og brancher. Fællesnævneren er, at vi har fundet et fællesskab i den internationale B Corp-bevægelse, og at vi har forpligtet os juridisk til at skabe positiv samfundsværdi ved at lade os B Corp-certificere.
B Corp står for Benefit Corporation og dækker dels over en global bevægelse af virksomheder, som ønsker at redefinere virksomhedernes rolle i samfundet. Og dels over en certificeringsordning, der – som den eneste – holistisk måler virksomhedens samlede miljømæssige og sociale performance.
Det betyder, at når en virksomhed er B Corp-certificeret, kan man være sikker på, at den behandler planeten med omtanke, at den engagerer sig positivt i samfundet, og at den balancerer en sund forretningsmodel og værdikæde med medarbejdertrivsel.
Samfundsværdi kommer i mange former. Hvordan virksomheder kan skabe samfundsværdi, kan til gengæld variere.
Nedenstående er eksempler på, hvordan meget forskellige virksomheder bidrager til at løse konkrete klimaproblemer via deres forretningsmodel.
Too Good To Go bekæmper madspild via en app, der forbinder forbrugere med forhandlere, der har mad i overskud. Appen har i dag over 37 mio. brugere, som sammen har reddet mere end 70 mio. måltider fra at ryge i skraldespanden, hvilket svarer til over 176.000 ton sparet CO2.
“Samfundsværdi kommer i mange former. Hvordan virksomheder kan skabe samfundsværdi, kan til gengæld variere
Goodwings’ ambition er at gøre det let at rejse ‘Net Zero’. Når man som forretningsrejsende eller privatperson booker et hotel på Goodwings’ bookingplatform, beregnes den samlede CO2-udledning for rejsen inkl. hotelophold, fly, bil, tog, bus og måltider. Goodwings betaler efterfølgende for at fjerne CO2’en via verificerede naturprojekter som f.eks. træplantning.
Takt og Skagerak er begge møbelproducenter, som bidrager til at løse den problemstilling, at over 11 mio. ton møbler årligt bliver kasseret i Europa. Begge producenter fokuserer på at lave æstetiske, langtidsholdbare kvalitetsmøbler med lavest mulig miljøpåvirkning og indarbejder direkte genbrug og cirkularitet i deres produkter.
Andre virksomheder fokuserer på værdikæden i form af leverandørerne og kunderne.
Letz Sushi arbejder med en samfundsambition om at redde verdenshavene gennem et stærkt fokus på bæredygtigt fiskeri og ansvarligt opdræt. Derudover finansierer Letz sushi blandt andet indsamling af plast og efterladte fiskenet i havet og redder en havskildpaddeunge for hver solgt børnemenu.
Coffee Collective betaler kaffebønderne bedre priser for bedre kvalitet, så de kan løfte sig ud af fattigdom.
Der er også dem, som fungerer som rådgivere og hjælper andre til at forbedre sig.
Forandringsbureauet Märk hjælper blandt andet virksomheder med at udvikle ansvarlige og ambitiøse forretnings- og involveringsstrategier, brandkoncepter og kommunikationsstratgier. Derudover donerer de 25pct. af deres tid til at drive B Corp-bevægelsen i Danmark.
Merkur Andelskasse bruger kapital som katalysator for bæredygtig udvikling ved kun at understøtte virksomheder og leverandører, der er til gavn for mennesker, samfund og natur.
Og Søren Jensen Rådgivende Ingeniører arbejder målrettet på at påvirke de ca. 40pct. af CO2-udledningen, som kommer fra byggesektoren ved at dygtiggøre sig inden for bæredygtigt, CO2-neutralt byggeri.
Endelig er der dem, der fokuserer på at holde ‘orden i eget hus’. Som Sinatur Hotel og Konference. Sinatur Hotel og Konference bruger bl.a. ren vindmøllestrøm, har egne solcelleanlæg og ladestandere til elbiler på alle hoteller.
Pointen er, at bæredygtighed og samfundsværdi kommer i mange former, og at alle typer virksomheder kan gøre en forskel ved at tage ansvar.
Der er brug for mange forskellige initiativer, hvis vi for alvor skal skabe ‘impact’. Og den gode nyhed er, at ‘impact’ ovenikøbet er godt for forretningen.
En britisk undersøgelse viser, at B Corp-certificerede virksomheder vokser 28 gange hurtigere end gennemsnittet. Forklaringen er tredelt: Forbrugerne efterspørger i stigende grad bæredygtige ydelser og produkter.
Når investorerne undersøger, hvilke virksomheder de vil investere i, er bæredygtighed en afgørende faktor. Og dygtige medarbejdere tiltrækkes af virksomheder, som giver dem mulighed for at bidrage positivt til det samfund, de er en del af.
Succes handler ikke længere kun om at være de bedste i verden, men i høj grad også om at være de bedste for verden. Og jo tidligere, man som virksomhed indser det, jo bedre for såvel planet som bundlinje.