Udbuddet om at bygge to havvindmølleparker i Nordsøen og Kattegat har været en genrejsning fra støvet af regeringens floppede havvindudbud i 2024.
Dengang valgte ingen virksomheder at byde ind på projektet om at bygge havvindmøller ud fra den ellers attraktive danske kyst, hvor kraftig vind og lavt vand giver ideelle forhold.
Men i denne omgang endte flere virksomheder med at byde med henholdsvis to og fem bud på de respektive parker. Det var svenske Vattenfall, der i sidste ende løb med begge opgaver.
Og den helt store forskel? Det har været den milliardstore statsstøtte, som regeringen i denne omgang har øremærket projektet. 55,2 mia. kr. inklusive moms er der afsat for at supplere den afregningspris, som selskaberne kan få for el på det frie marked for i alt tre vindmølleparker.
Men havvindmølleparkerne kommer højst sandsynligt til at koste statskassen langt mindre. Børsen gennemgår her, hvordan dét regnestykke hænger sammen.
Derfor kan regningen blive billigere end budgetteret
Som nævnt er der afsat 55,2 mia. kr. inklusive moms til i alt tre kommende havvindparker. De to første, Hesselø i Kattegat og Nordsøen Midt, er blevet udbudt, mens der er budfrist på det tredje projekt, Nordsøen Syd, i 2028.
Statsstøtten er fordelt på de tre projekter. Der er afsat henholdsvis 21,9 mia. kr. til Hesselø, 15,7 mia. kr. til Nordsøen Midt og de resterende til Nordsøen Syd.
Statsstøtten skal supplere den afregningspris, som selskaberne kan få for el på det frie marked. Det betyder med andre ord, at det endelige statstilskud bliver afgjort af, hvilken pris selskabet kan sælge el til over parkens første 20 år.
Hvis strømprisen er lavere end den aftalte pris, når parken er opført, kompenseres udvikleren – i dette tilfælde Vattenfall – af staten. Hvis strømprisen er højere, skal udvikleren til gengæld betale differencen til staten. Dermed afhænger støtten altså af udviklingen i elmarkedet.
Men svenske Vattenfall, der har vundet udbuddet på de to første parker, har lovet at levere langt billigere vindkraft end tidligere set. Hesselø blev budt ind til 542 kr. pr. MWh, mens Nordsøen Midt blev budt ind til 504 kr. pr. MWh. Det er langt lavere priser end lignende projekter i bl.a. Polen og Storbritannien.
Ifølge beregninger fra Green Power Denmark betyder priserne, at kun godt halvdelen af støtte budgettet bliver brugt til de to parker, hvis man bruger statens egne forventninger til elprisen i perioden.
For Hesselø er det forventningen, at lige knap halvdelen af budgettet bruges, mens det for Nordsøen Midt er forventningen, at omkring to tredjedele af budgettet bruges – det vil sige omkring 10 mia. kr. til hver af de to havvindparker, hvis man går ud fra myndighedernes fremskrivninger på elprisen de kommende år.
Hvor sikre er forudsigelserne om pris?
Green Power Denmark er ikke den eneste organisation, der peger på, at parkerne kan blive billigere end forventet.
Over for Politiken vurderer Hans Henrik Lindboe, der er partner i Ea Energianalyse, ligeledes, at de danske skatteydere kommer til at slippe billigt. Og måske bliver de to havvindparker endda gratis.
Ifølge hans vurdering vil havvindmølleparkerne koste staten mellem 0 og 20 mia. kr. over de næste 20 år. Det er et stort spænd, der igen afhænger af strømpriserne: Er de høje, fordi der er stor efterspørgsel på strøm, kan det ende med at blive gratis for staten, der ikke skal betale differencen til Vattenfall.
Er de derimod lave, forventer Hans Henrik Lindboe, at det kan koste op mod 20 mia. kr. fordelt over de næste 20 år.
Forudsigelserne om prisen er langt fra mejslet i granit. Tværtimod er de meget usikre og afhænger af flere ting, herunder bl.a. hvor mange andre nye projekter, der bliver til virkelighed i perioden, og om danske borgere og virksomheder bliver klar til at aftage mere el end i dag.
Det afhænger igen af, om elnettet vil kunne levere strømmen til kunderne efter den nuværende krise med udbygningen.
Endelig er det politisk fastsatte mål, at Danmark de kommende år skal etablere omfattende brintproduktion drevet af el – en udvikling der også har ladet vente på sig, men som kan rykke ved efterspørgslen på el i det danske elnet. Samme forventning er der til datacentre, som ventes i 2040 at have et elforbrug, der svarer til 90 pct. af det klassiske elforbrug fra husholdninger og virksomheder.
Hvad har ændret sig siden det floppede udbud i 2024?
Havvindområdet har ændret sig hastigt gennem de seneste år. I 2021 endte udbuddet af Thor-havmølleparken i Nordsøen med en de facto-betaling fra tyske RWE på 2,8 mia. kr. for at stille 1 GW havvindmøller op. Det fik Folketinget til at lave en aftale om at udbyde de næste 9 GW havvindmøller uden statsstøtte.
Da det første udbud under aftalen fandt sted i 2024, bød ingen virksomheder som bekendt ind på opgaven.
Dengang havde coronakrisen, krigen i Ukraine, den medfølgende forsyningskrise og stigende råvarepriser gjort projekterne langt dyrere, og renterne højere.
Fiaskoen fik myndighederne til at gå i dialog med branchen, og konklusionen lød, at der skulle statsstøtte på bordet, hvis virksomhederne skulle være med. Den konklusion udmøntede sig i det samlede budget på 55,2 mia. kr. for de i alt tre havvindmølleparker, som regeringen nu har sendt i udbud.
Samtidig har man indført den såkaldte differencekontrakt, der garanterer en afregningspris på elproduktionen på parkerne over de næste 20 år. Prisen fastsættes gennem udbuddet, hvor udviklere konkurrerer om at kunne tilbyde den lavest mulige pris pr. produceret kilowatt-time.
Som tidligere nævnt betyder det, at udvikleren får statsstøtte, hvis strømprisen er lavere end den aftalte pris, men skal betale differencen til staten, hvis den er højere. Modellen deler risikoen mellem staten og udvikleren, der er sikret en fast, forudsigelig indtægt fra havvindparken.
