ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Tak fordi du læser med

Danske Bank og Rambøll er partnere på Børsen Bæredygtig. Derfor er alle artikler frit tilgængelige for alle læsere.

Danske Bank og Rambøll har ingen indflydelse på indhold eller redaktionelle valg på Børsen Bæredygtig.

Læs mere om partnerskab.

Debat: Greenwashing på sociale medier gør forbud mod fossile reklamer nødvendigt

Klima- og Miljøpolitisk leder i Greenpeace, Helene Hagel opfordrer til et forbud mod reklamer for fossile industrier. Foto: PR
Klima- og Miljøpolitisk leder i Greenpeace, Helene Hagel opfordrer til et forbud mod reklamer for fossile industrier. Foto: PR

Det er nu over 40 år siden, at forskere for første gang fremlagde beviser på, at fossile brændsler er den største kilde til den klimakrise, der fylder vores nyhedsfeeds med smeltede gletschere, brændende skove, mennesker på flugt og halve nationer, der står under vand. Lige siden den dag har den fossile industri kæmpet indædt for at så tvivl om og underminere klimavidenskaben og i de seneste år også for at underkende behovet for handling.

Nu viser et helt nyt studie fra Harvard University, at de fortsætter ufortrødent – og at sociale medier er blevet den nye frontlinje i deres utroligt effektive kamp for at forhale den politiske klimahandling, der kan sikre os en beboelig klode.

Rapportens resultater blev for få dage siden endnu mere relevante, da FN’s generalsekretær António Guterres i sin tale til FN’s generalforsamling kaldte på strengere kontrol med den kommunikationsbranche, der med sin “massive spinmaskine hiver milliarder hjem på at skærme den fossile industri”. Han sammenlignede den nuværende situation med tobaksindustriens lobby- og spinmaskine, der med stor succes blokerede for politisk regulering i årtier.

To tredjedele greenwasher

Harvard-rapporten er bestilt og betalt af Greenpeace, men derudover har Greenpeace ikke haft nogen indflydelse på den. Den indeholder den mest grundige analyse af den fossile industris adfærd på sociale medier til dato. I alt 2325 opslag fra 22 af Europas største brændstof-, bil- og flyselskaber indgår i undersøgelsen. De er alle sammen lagt op på Twitter, Instagram, Facebook, Tiktok eller Youtube i løbet af juni og juli i år.

Rapporten konkluderer, at to tredjedele af alle SoMe-opslagene er greenwashing i forskellig grad. To tredjedele!
Opslagene forsøger alle at opbygge en fortælling om, at der er fuld tryk på den grønne innovation hos for eksempel bil- og flyselskaberne. Men når forskerne sammenholder med den mængde penge, selskaberne rent faktisk bruger på at omstille sig til en klimaneutral fremtid, så ender de med at konkludere, at markedsføringen er greenwashing.

Det er præcis den slags greenwashing-strategier, der har fået Greenpeace og over 40 andre organisationer til at opfordre EU til at forbyde reklamer for de mest klimabelastende produkter som flyrejser, biler og brændstof.

Afviser forbud

Disse reklamer luller os ind i en falsk forestilling om, at klodens mest klimaskadelige industrier omstiller sig så hurtigt, de kan. At deres skadelige produkter har en plads i ansvarlige, sikre og grønne samfund. Også selvom klimavidenskaben entydigt siger det stik modsatte. Og så længe den fortælling dominerer, er det umuligt at få vores politikere til at tvinge de fossile giganter til at sætte tempoet op – eller lukke.

Både fossilindustrien og reklamebranchen afviser (selvfølgelig) idéen om et forbud. Et af deres hovedargumenter er, at det er nødvendigt for den grønne omstilling af for eksempel bilparken, at det er tilladt for selskaber at reklamere for deres grønne modeller.

Ingen grønne bilproducenter

Men Harvard-undersøgelsen konkluderer, at kun hver femte “grønne” bilreklame forsøgte at sælge en “grøn” bil – typisk en el- eller hybridbil – resten havde som formål at sælge selve bilproducenten som grøn. Og det er der altså ingen af Europas største bilproducenter, der er i dag.

Forskerne konkluderer også, at brændstof-, fly og bilbranchens kommunikationsstragier er blevet langt mere sofistikerede. Før forsøgte de åbenlyst at miskreditere klimavidenskaben. Den kamp har de tabt, så nu fylder de i stedet deres reklamer med dyreliv og billedskøn natur. Påvirkningen af os allesammen foregår altså langt mere subtilt – og det gør den langt farligere.

Det stopper ikke ved greenwashing. Rapporten viser også, at mange af fortællingerne om grøn innovation kombineres med billeder af kvinder, børn, etniske minoriteter og lgbtq+-personer, som bidrager til at fjerne fokus fra deres produkter og såkaldt wokewasher dem.

Hver eneste reklame fra de mest klimaødelæggende selskaber er med til at undergrave vores mulighed for at skabe en sikker fremtid. Derfor skal de forbydes. Og et nyt politisk flertal kan passende vise vejen for EU ved at indføre sådan et forbud i Danmark.

Forsiden lige nu