ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Tak fordi du læser med

Danske Bank og Rambøll er partnere på Børsen Bæredygtig. Derfor er alle artikler frit tilgængelige for alle læsere.

Danske Bank og Rambøll har ingen indflydelse på indhold eller redaktionelle valg på Børsen Bæredygtig.

Læs mere om partnerskab.

Danske Bank: El Niño rammer danske aktier – sørg for at spotte risikoen

Den potentielt værste El Niño nogensinde udspiller sig i øjeblikket. Det vil ramme de danske selskaber og de danske investorer, lyder det fra både Danske Bank og Nordea

Effekterne af El Niño er ekstremt kontekstspecifikke, og de rammer også de danske aktier, mener Mads Steinmüller, chef for Klima og natur i Danske Bank Asset Management.
Effekterne af El Niño er ekstremt kontekstspecifikke, og de rammer også de danske aktier, mener Mads Steinmüller, chef for Klima og natur i Danske Bank Asset Management. Foto: Jonas Pryner Andersen

Ingen danske investorer skal forvente at sno sig uden om effekterne af vejrfænomenet El Niño.

Sådan lyder vurderingen fra Mads Steinmüller, chef for klima og natur i Danske Bank Asset Management.

Han har analyseret det tilbagevendende vejrfænomen for at få svar på, hvordan det skaber fysiske klimarisici og muligheder for de forskellige sektorer, selskaber og deres investorer.

For selvom El Niño ikke ser ud til at ramme Europa direkte med tørke eller oversvømmelser, som det skaber i visse af verdens regioner, så er der mange afledte effekter, der vil påvirke de danske og nordiske selskaber.

“Vi holder løbende øje med prognoserne for El Niño, og det gør vi, fordi det både kan skabe vindere og tabere,” siger Mads Steinmüller, men understreger, at der også er selskaber, der rammes mindre entydigt.

Han kan ikke slynge et tal ud for den præcise påvirkning af økonomien eller selskabernes bundlinje, men ifølge ham viser flere prognoser en høj sandsynlighed for, at den igangværende El Niño snart vil blive betegnet som en Super El Niño. Som navnet antyder, er det en væsentlig kraftigere variant.

2,95

grader celsius over gennemsnittet lyder en prognose for, hvilken temperaturstigning den igangværende El Niño når, andre prognoser peger på ca. 4,14 grader celsius

“Det er scenarier, men det betyder, at vi er nødt til at forstå risikoen. Vi har tidligere set, hvordan Super El Niño har en meget større påvirkning på de finansielle markeder end en almindelig El Niño. Og når vi kigger på de forskellige prognoser, tyder meget på, at denne El Niño vil blive den største Super El Niño nogensinde,” siger Mads Steinmüller med henvisning til data fra National Centers for Environmental Information, der peger på, at El Niño potentielt kan give en temperaturstigning på 2,95 grader celsius over gennemsnittet, mens andre peger på en maksimal anomali på ca. 4,14 grader celsius.

Vigtige spørgsmål

Mads Steinmuller anbefaler derfor danske investorer til at forholde sig til risikoen, men der findes ingen facitliste, fortæller han. Derfor er man nødt til at tage selskaberne individuelt. For selvom de nordiske selskabers hovedsæder muligvis ikke er placeret i områder, hvor El Niño rammer, så handler det om at forstå den komplekse sammenhæng, der i sidste ende vil sætte sit præg på bundlinjen.

For det første, hvilken type naturhændelse vil forekomme og med hvilken sandsynlighed. For det andet, hvilke type faciliteter vil være udsat. For det tredje, hvordan er selskabs fleksibilitet og modstandsdygtighed og ikke mindst, hvad er modstandsdygtigheden i den lokale infrastruktur.

Historisk har de største risici for de nordiske selskaber været, at verdenshandelen bliver ramt af, at Panamakanalen tørrer ud 

Mads Steinmüller, chef for klima og natur, Danske Bank Asset Management 

Hvad angår værdikæden, skal man vide, hvilke kritiske materialer eller råvarer der kan blive påvirket. Man skal lokalisere de forskellige led i leverandørkæden og produktionsfaciliteternes placering, og så skal man sammenholde de forskellige data med den potentielle påvirkning af både omsætning og indtjening.

“Der er mange informationer, der kan bruges til at analysere afhængigt af, hvilke sektorer og selskaber du kigger på. Historisk har de største risici for de nordiske selskaber været, at verdenshandelen bliver ramt af, at Panamakanalen tørrer ud. Det begrænser skibstrafikken, det skaber flaskehalsproblemer og forsinkelser, det påvirker fragtpriserne til vands, men det har også en afsmitningseffekt på landtransporten,” siger Mads Steinmüller.

I sidste ende påvirker det priserne ude i detailleddet, påpeger han. Og her handler det om, at selskaberne har så meget pricing power, at de kan hælde omkostningerne over på forbrugeren uden, at det påvirker efterspørgslen negativt.

Panamakanalen reagerer

Sidste gang El Niño hærgede i 2023-2024 skabte det historisk tørke i Centralamerika. Det førte til sænket vandstand i Panamakanalen, der håndterer ca. 5-6 pct. af den globale søtransport.

Det fik bl.a. A.P. Møller-Mærsk til at omdirigere fragten fra søs til lands med godstog, mens situationen for f.eks. Torm, der sejler med produkttank, ikke nødvendigvis er påvirket på samme måde, da olieprodukter ikke har en udløbsdato som f.eks. fødevarer.

I begyndelsen af august meddelte Panama Canal Authority, at der på grund af El Niño indføres begrænsninger på sejladsen gennem kanalen for visse skibe med virkning fra 26. august og igen fra 3. september, og at man løbende følger udviklingen af vejrfænomenet for at tilpasse sejladsen gennem kanalen.

En anden industri, der historisk har været ramt af El Niño, er landbruget herunder lakseproducenterne og leverandørerne til industrien som det danske børsnoterede selskab Biomar.

I sit netop offentliggjorte regnskab kan man læse, at omkostningerne til råvarer til foder "er steget markant, drevet af en øget risiko for vejrmæssige forstyrrelser som følge af El Niño". Biomar oplyser også, at El Niño har ført til "lave udbud af marine ingredienser" i Peru på grund af højere havtemperatur, hvilket har reduceret fiskebestanden i Peru, der er kilden til ca. en femtedel af verdens samlede udbud af fiskemel og fiskeolie. 

De norske lakseproducenter Mowi og Austevoll Seafood har begge laksefarme i Chile. Tilbage i 2016 mistede Mowi, der dengang hed Marine Harvest, næsten hele sin fiskebestand på grund af kraftig algeopblomstring. Selskabet måtte i et enkelt kvartal nedskrive med 14 mio. euro, foretage hensættelser for 2,6 mio. euro kvartalet efter samt afskedige op mod 500 medarbejdere.

100

pct. er prisen på kakaobønner cirka steget med siden marts i år som følge af El Niño

“Vi forventer, at El Niño kan påvirke selskabernes indtjening, omkostninger og deres risikobillede. Vi kan allerede se, hvordan både kakao- og kaffepriserne er steget i løbet af 2026 (kakao er steget ca. 100 pct. siden marts, mens kaffe er steget ca. 28 pct. siden 1. juni, red.) og historisk har en El Niño-sæson ført til en mildere orkansæson, det vil være positivt for nogle forsikringsselskaber,” siger Mads Steinmüller.

Indirekte effekter

I Nordea Asset Management fortæller Hilde Jenssen, chef for globale aktieinvesteringer, at hun løbende diskuterer de potentielle konsekvenser af fænomener som El Niño på tværs af sektorer og værdikæder.

“Typisk anskuer vi det på et scenarieniveau, hvor vi vurderer mulige effekter på forsyningskæder, inputpriser, inflation og efterspørgsel, snarere end at forsøge at identificere specifikke konsekvenser for bestemte nordiske selskaber,” siger Hilde Jenssen.

Ligesom Mads Steinmüller ser hun risikoen som en væsentlig faktor at forholde sig til.

“Investorer bør være opmærksomme på de indirekte effekter. Historisk set har de ofte vist sig at være mindst lige så vigtige som de direkte,” siger Hilde Jenssen.