Jakob Stausholm er en af de allerhøjest placerede danskere i internationalt erhvervsliv.
Siden 2021 har den tidligere topfigur i Mærsk været topchef i verdens næststørste mineselskab Rio Tinto med 57.000 ansatte.
Og mens mange topchefer frygter Donald Trumps økonomiske politik med trusler om told, tariffer og sløjfede skattefordele, øjner Jakob Stausholm nu et længe ventet gennembrud for Rio Tinto efter Trumps indsættelse som præsident:
Et længe ventet grønt lys til en kæmpe kobbermine i delstaten Arizona.
“Jeg tror, at vi nu har rigtig gode chancer for at kunne komme videre med projektet,” siger Jakob Stausholm til Børsen via en videoforbindelse fra det økonomiske topmøde i den schweiziske alpeby Davos, hvor han i sidste uge tilbragte de fleste af sine dage.
BLÅ BOG
Jakob Stausholm
- Født august 1968 (57 år).
- Uddannet i økonomi fra Københavns Universitet.
- Har gennemført lederuddannelser fra tunge skoler som Harvard, Stanford, IMD og Insead.
- Har tidligere haft højtstående stillinger i Shell og ISS og har været finansdirektør i Mærsk i seks år.
- I 2018 kom han til Rio Tinto som finansdirektør og blev i 2021 adm. direktør.
- Privat: Bor i London, gift og har tre voksne børn.
Kobberminen kan blive Nordamerikas største af sin slags og producere op mod 25 pct. af USA’s årlige behov for kobber.
“Den her mine er en unik mulighed for USA, hvis de vil være mindre afhængige af at importere kobber udefra,” siger Jakob Stausholm, der til daglig bor i London, hvor Rio Tinto har hovedkvarter og er børsnoteret på London Stock Exchange.
Metallet kobber anses som en vigtig del af den grønne omstilling og bruges bl.a. i batterier til elbiler.
Indtil videre har Rio Tinto med sin ejerandel på 55 pct. af minen sammen med partneren BHP, der ejer de sidste 45 pct., tilsammen investeret over 14 mia. kr. i minen med navnet “Resolution”.
Møde med Trump?
Rio Tinto er en af flere virksomheder, der kan se frem til at drage fordel af Trumps politik.
Trump har således erklæret, at han vil fremskynde myndighedsgodkendelser for virksomheder, som investerer 1 mia. dollar, over 7 mia. kr., i USA.
Rio Tinto indsendte første gang sin ansøgning om mineplanerne til skovbrugsmyndigheden US Forest Service i 2013.
På det tidspunkt var Jakob Stausholm en del af topledelsen i Mærsk sammen med profiler som Trond Westlie, Vincent Clerc, Søren Skou og daværende topchef Nils Smedegaard Andersen.
I 12 år har Rio Tinto altså bokset med myndighederne, der blandt andet har skullet tage hensyn til en række indianerstammer, hvor mineselskaber ifølge FN’s principper skal indhente fuld samtykke fra oprindelige befolkningsgrupper, før man kan etablere minedrift på traditionelt land.
FAKTA
Rio Tinto
- Rio Tinto blev grundlagt i 1873, efter at en gruppe britiske investorer købte en mine ved Rio Tinto-floden i Spanien.
- Den multinationale koncern har i dag hovedkontor i London og er til stede i 35 lande.
- Selskabet er børsnoteret i både London og Australien, hvor aktien indgår i det toneangivende britiske aktieindeks FTSE 500 og det toneangivende australske indeks S&P/ASX 200.
- Rio Tinto er lige nu nummer 178 på listen over verdens største børsselskaber med en markedsværdi på over 700 mia. kr.
- I 2023 omsatte selskabet for 366 mia. kr.
Ifølge Jakob Stausholm var det især under den foregående præsident Joe Biden, at der “blev trådt på bremsen” i forhold til at komme videre med mineplanerne i Arizona.
Jubler du over, at Trump blev valgt som præsident?
“Et selskab som vores er ekstremt afhængige af geopolitik, men vi er ikke politiske,” siger Jakob Stausholm.
Har du eller andre fra Rio Tinto holdt møde med Trump i forbindelse med præsidentskiftet?
“Nej. Vi har en organisation i Washington D.C., som selvfølgelig engagerer med Trump-administrationen, men vi har ikke nogle udeståender med Det Hvide Hus,” siger Jakob Stausholm.
“Kina brager derudaf”
I et tætpakket program i de schweiziske alper i Davos – med plads til en enkelt tur på langrend – har Jakob Stausholm blandt andet holdt møder med højtstående repræsentanter fra det kinesiske styre i Beijing.
Her er han blevet bekræftet i sin antagelse om, at Kina er langt hurtigere end Europa og USA til at få sat skub på den grønne omstilling med for eksempel udvinding af vigtige råstoffer som kobber.
“Kina brager derudad,” siger Jakob Stausholm.
Dermed gentager han, hvad han og flere andre topchefer og politikere flere gange tidligere har advaret om i Børsen:
Vesten og Europas konkurrenceevne er under stort pres.
Tidligere har Jakob Stausholm og finansdirektøren i den danske minekæmpe FLS Roland M. Andersen sagt til Børsen, at Europa står over for en lang række udfordringer, som forhindrer mineindustrien i at komme ordentligt i gang.
Og som helt generelt får EU til at halte bagefter lande som Kina og USA i den grønne omstilling.
“Der er en dyb forståelse blandt politiske ledere i Europa for, at tingene går for langsomt. Nu skal vi altså i gang,” siger Jakob Stausholm.
