Kan et køleskab være “det grønne valg”? Kan tøj være bæredygtigt? Og hvordan viser man webshoppens kunder, når der er lagt kræfter i at gøre en vare bedre for miljøet end alternativerne?
Den slags spørgsmål forsøger Dansk Erhverv nu at besvare for organisationens medlemmer og deres webshops, efter organisationen har konkluderet, at der er alt for meget tvivl om reglerne for netop webshops. En guide skal både være med til at sikre lige konkurrence og sikre, at medlemmerne ikke kommer på kant med loven, fortæller Andreas Børresen, chefkonsulent i Dansk Erhverv.
“Vi har spurgt vores medlemmer og ved, at det ville falde på et tørt sted, og vi har jo desværre allerede set de første sager om grøn markedsføring på webshops.”
Han påpeger, at mange af netbutikkerne ønsker at gøre opmærksomme på, når der er tænkt over miljøpåvirkningen af et produkt uden at risikere at blive beskyldt for greenwashing efterfølgende. Særligt fordi miljøinformation i dag er blevet et krav fra flere kunder.
“For mange kan det være en jungle at bevæge sig ind i at tale om miljøfordele ved et produkt. Hvad må man sige, og hvad må man ikke? Hvad er en grøn proces, og hvad er et grønt produkt? Det gælder både de små, der ikke ved, hvordan de skal komme i gang, og helt op til de større forretninger, som allerede er begyndt at støde ind i problemer med måde, de gør det på,” siger Andreas Børresen.
Guiden fra Dansk Erhverv er blevet til i samarbejde med Liga Advokater og er blandt andet baseret på retningslinjerne for grøn markedsføring fra Forbrugerombudsmanden. Over for medlemmerne lægger Dansk Erhverv for eksempel vægt på at bruge anerkendte certificeringer og at undgå generaliseringer i eksempelvis navigation eller skiltning på webshoppen.
Risikoen er ikke blot, at virksomheder overgør deres miljøtiltag, påpeger Andreas Børresen. Hvis nogle virksomheder holder sig tilbage, går det ud over konkurrencesituationen, påpeger han.
“Det er selvfølgelig konkurrenceforvridende, hvis nogen fremstår mere grønne, end de er, mens andre holder sig tilbage. Samtidig kan det medføre nye forretningsmuligheder, hvis andre virksomheder efterspørger grønne løsninger fremover fra deres leverandører,” siger han og henviser til den øgede efterspørgsel, særligt blandt offentlige indkøbere.
I guiden påpeger Dansk Erhverv blandt andet, at egne bæredygtighedsmærker er svære at gøre retvisende, og at ord som “bæredygtig” er svære at dokumentere.
