BØRSEN BÆREDYGTIG
Bæredygtig
Da Katherine Richardson løftede blikket trådte hun ind på sit livs kampplads
Tak, fordi du læser med

Denne artikel kræver normalt abonnement, men er gratis for dig, fordi Danske Bank har finansieret adgang til Børsen Bæredygtig for alle i dansk erhvervsliv.

Danske Bank har ikke haft indflydelse på selve artiklen.

Læs mere om Danske Banks involvering.

I mere end 20 år har Katherine Richardson været en skarp stemme i klimadebatten som formand for Klimakommissionen, medlem af Klimarådet og medforfatter på gennemgribende rapporter. Omstillingen hviler på virksomhedernes skuldre, mener hun, hvis liv slog en kolbøtte i slutningen af i 1990’erne

Katherine Richardson blev noget pikeret, da hun for nylig deltog i en paneldebat med en fremtrædende dansk erhvervsmand med en grøn profil.

Deltagerne gjorde bl.a. status over regeringens arbejde på klimafronten, og her roste erhvervsprofilen det seneste års politiske aftaler på områder, og ikke mindst hvordan regeringen har kappet en tredjedel af vejen mod det danske 2030-mål om en 70 pct. reduktion af CO2. Nu var vi foran målet, lød det fra erhvervsmanden, husker hun.

“Undskyld mig. Vi tog den tredjedel, som var let at lave. Resten, siger vi, at nogle teknologier, som vi ikke kender til, vil have reddet os ud af det her om ni år. Hvordan kan man sige, at man er foran planen? Vor Herre bevares,” siger den 67-årige professor, der i årtier har beskæftiget sig med de forandringer, klimaet har undergået. Der var også mange, der lavede hjul til hestevogne, der gik nedenom og hjem, da bilen kom frem. Det kommer til at ske her også Katherine Richardson, professor og leder af Sustainability Science Center, KU

Aldrig har opmærksomheden været større fra så mange kanter: Politisk, befolkning og erhvervsliv. Og skal udviklingen fortsætte, skal samfundet lette trykket på naturen og herunder klimaet.

Teknologi er i den forbindelse ét redskab. Andre er det økonomiske system, governance og adfærd. Alle fire skal i brug for at omstille til et bæredygtigt samfund, understreger Richardson.

Netop erhvervslivet har en helt afgørende karakter at fylde ud i omstillingen, mener hun.

“Jeg synes, omstillingen i høj grad hviler på virksomhedernes skuldre,” siger Katherine Richardson og peger på, at velstand kommer fra adgang til naturens kapital.

Energi, mad, vand og råvarer. Det gælder alle aktiviteter, der tager fra naturen, som når fiskeren hiver fisk i land eller skovene ryddes for at udnytte arealerne til landbrug. Eller aktiviteter der sender affald tilbage i miljøet som det plastik, der i dag sejler rundt som øer i Stillehavet eller drivhusgasser, der ender i atmosfæren.

“Det meste af den infrastruktur, der er i kontakt med Jordens ressourcer, er på private hænder. Det er virksomheder, der ejer den. Hånden på hjertet: vi når ikke et bæredygtigt samfund uden et kæmpe bidrag fra virksomhederne,” siger hun og understreger, at flere virksomheder er langt fremme.

En ændret livsbane

Egentlig var Katherine Richardson ikke særlig interesseret.

Som den første kvindelige professor i naturvidenskab på Aarhus Universitet forskede hun i planktons evne til at opsuge CO2 i havene, da hun i slutningen af 1990’erne blev udpeget til en videnskabelig styregruppe, der det seneste årti havde undersøgt, hvordan mennesker var ved at påvirke Jordens naturlige kredsløb.

Her var en gruppe forskere fra hele verden sat sammen med toneangivende navne som Paul Crutzen, der i 1970’erne havde konstateret, at ozonlaget over Antarktis var blevet så tyndt, at det blev karakteriseret som et decideret hul.

En opdagelse, han senere sammen med kolleger, fik en nobelpris for. Ved bordet sad også andre store profiler inden for klimaforskning – som den svenske professor i meteorologi Bert Bolin, der var den første formand for FN’s klimapanel. Født 11. maj 1954 i Chicago. Professor i biologisk oceanografi og leder af Sustainability Science Center på Københavns Universitet. Formand for Klimakommissionen i 2010, medforfatter på rapport om verdens bæredygtighed til FNs Generalforsamling i 2019, medlem af Klimarådet samt af diverse advisory boards og videnskabelige komitéer. Uddannet fra Harvard i USA og University of North Wales i England, bor i Græsted, gift og har to voksne sønner.

Katherine Richardson var beæret over at sidde sammen med topforskerne, men hendes blik var stædigt fæstnet på kulstofs betydning for fiskeriet.

“Uh, kulstof går ind i min fisk, ellers er jeg ikke interesseret,” som hun i dag siger om begyndelsen på en bane for hendes fremtidige arbejde inden for klimaforskning og en skarp stemme i debatten om omstillingen mod et mere bæredygtigt samfund.

Fra højre og venstre fortalte forskere i gruppen om kulstof i vandet. I luften. Richardson sugede til sig, som snakken om det globale kredsløb af kulstof foldede sig ud. Hun var fanget.

“Det ændrede mit liv. Jeg er ikke klimaforsker, men de sidste 20 år har jeg brugt på at se Jorden som et komplekst system og de interaktioner, der er mellem fysik, biologi og mennesker og som bidrager til de forhold, vi oplever her på Jorden,” siger Katherine Richardson om det efterfølgende årelange arbejde i gruppen med bl.a. bogen “Global Change and the Earth System – A Planet under Pressure” fra 2004, som blev en del af en rullende bevægelse og ikke mindst forståelse af menneskers betydning for ændringer i klimaet.

Fra Wales til Danmark

Katherine Richardson er rigtigt nok ikke klimaforsker, lyder det fra kritikere af hendes budskaber på sociale medier.

Hun er professor i biologisk oceanografi. Opvokset i en familie tæt forbundet til havet, hvor generationerne af skibskaptajner kan spores flere hundrede år tilbage på kirkegården i Round Pond Maine på den amerikanske østkyst, hvor hun som barn tilbragte flere måneder hver sommer.

Et eftertragtet stipendium sendte hende fra Harvard mod England. Også selvom det regnfulde England lå langt fra drømmen hos den 21-årige Richardson. I Wales mødte hun sin mand til tonerne fra et jug-band på en pub. Vi kan sagtens feste, selvom saldoen er for nedadgående. Men vi kan ikke gøre det for evigt Katherine Richardson, professor og leder af Sustainability Science Center, KU

Sidenhen fulgte hun med ham til Danmark, hvor hun i årenes løb har indtaget en central position i klimadebatten. Både som formand for den danske Klimakommission i 2010, medlem af Klimarådet og leder af Sustainability Science Center på KU.

Men også uden for de danske grænser, hvor hun bl.a. sammen med andre forskere i 2019 afleverede en statusrapport om verdens bæredygtighed til FN’s Generalforsamling; et arbejde bestilt af tidligere generalsekretær Ban Ki-moon, og som gav Richardson særligt én oplysning.

“Vi har et udbud af ressourcer og efterspørgsel efter velstand. Da vi kiggede på det, gik det ret godt for stort set alle mål, der handler om mennesker. Børnedødelighed, at få børn i skole osv. Det var vi næsten i mål med inden covid-19. Men trenden for naturkapitalen er negativ. Vi kommer længere væk fra målet for hver dag, der går,” siger hun.

“Problemet er, at det er naturkapital, der betaler for opnåelse af de mål, der handler om mennesker. Vi kan sagtens feste, selvom saldoen er for nedadgående. Men vi kan ikke gøre det for evigt.”

Et naivt narrativ

Erhvervslivets indstilling og arbejde med klima og miljø de senere år er en af grundene til, at Katherine Richardson mener, at “solen skinner”, når hun skal give en status på klodens tilstand.

Tidligere har hun karakteriseret situationen som “ryggen mod muren med en kniv mod halsen”. Der står vi sådan set endnu, mener hun med en faktuel udledning på status quo.

Alligevel er der grund til optimisme med de seneste politiske udmeldinger fra både Europa, USA og Kina. Hvis ambitionerne makker ret, nærmer vi os en temperaturstigning på 2,4 grader. Især Danmark er et godt sted med samarbejde mellem politikere og erhvervsliv. Men der lurer faresignaler.

“Den første er, at vi tror, vi er så langt foran alle de andre, at de dårligt kan se ryggen på os. I virkeligheden er Tysklands målsætning langt mere ambitiøs end vores med klimaneutralitet i 2045. England går efter 68 pct. i 2030, som inkluderer flytrafik. Vi ligger lunt, men der er tegn på, at andre rykker mere, end vi gør,” siger Richardson.

Hun peger på, at det nærmest kræver en Ph.d.-grad at smide et tyggegummi ud i europæiske lufthavne med antallet af skraldespande, mens Danmark, i europæisk sammenhæng, næsten skraber bunden på genbrug.

Et andet faresignal handler om det narrativ, der ifølge Richardson er ved at blive bygget op omkring den bæredygtige omstilling.

“Vi skal nok nå det, men det kræver ikke noget af dig. Intet bliver dyrere, I skal ikke gøre noget anderledes. Det kommer af sig selv takket være den teknologi, som vi ikke en gang kender endnu,” siger hun.

“Det er naivt. Det er klart, at når man skal lave en omstilling, så vil der være nogle brancher og virksomheder, som er i stand til at udvikle sig og være en del af erhvervsprofilen om 30-40 år. Og nogle vil ikke. Det er sket gennem årtier. Der var også mange, der lavede hjul til hestevogne, der gik nedenom og hjem, da bilen kom frem. Det kommer til at ske her også. Lad os tage det up front og finde ud af, hvordan vi skaber de bedste rammer for den nødvendige omstilling, som vil kræve noget af os alle sammen.”

Derfor er Katherine Richardson også ærgerlig over den måde regeringen forsøgte at lancere mindre kød i de statslige kantiner.

“KØDFRI,” nærmest staver hun med tryk på d’et.

“Det signalerer afsavn. I virkeligheden ville det være godt for alle, hvis vi spiste mindre kød; både for sundheden og sundhedsvæsenet. Man skal opfordre til plantebaserede retter ved at fortælle, hvor gode de er og ikke ved at fokusere på det, man ikke får.”

Brug af ressourcerne

Selv får Katherine Richardson vegetarkassen fra Årstiderne tre dage om ugen bragt til hjemmet i Græsted.

Hun er ikke vegetar og hendes mand er storjæger. Men hun forsøger at opretholde sit liv med færrest omkostninger for miljøet, som hun siger.

Hun går aldrig på “shopping” og har tøj i skabet, som hun har brugt i 30 år. På den anden side vil hun ikke stoppe med et af de mest belastende transportmidler for klimaet.

“Vi skal tænke på at bruge vores ressourcer, som vi bruger vores penge. Vi skal ikke bruge flere end højst nødvendigt for at opretholde vores levestandard. Vi kan have samme mængde penge i banken, men vi vil vælge at prioritere dem forskelligt. Jeg har stadig en del familie i USA, så jeg vil flyve, hvis jeg får lov igen,” siger hun.

Hun advarer mod at klandre hinanden for vores valg. Det risikerer en rebound-effekt, hvor en kødfri uge måske retfærdiggør en tur til købmanden i bil i stedet for på cyklen. Demonstrationer, som da De Gule Veste gik på gaden i Frankrig i protest over stigende afgifter på diesel og benzin, er mere usandsynligt i Danmark, mener Richardson, med mindre afstand mellem rig og fattig.

Et hårdere tryk

Selvom Danmark overordnet er et godt sted, set med Katherine Richardsons øjne, kunne regeringen godt trykke knapperne endnu længere ned, når det kommer til klima.

Ifølge Klimarådet vil man kunne fjerne 11 mio. ton CO2-udledning om året med kendte teknologier, mens regeringen indtil videre har indgået aftaler om at reducere syv mio. ton CO2. Det er ikke første gang, at Katherine Richardson står bag konkrete anbefalinger til politikerne.

I DGI Byens lokaler på Vesterbro i København fremlagde hun i 2010, som formand for Klimakommissionen, resultaterne efter to års arbejde, der ikke altid var lige nemt. Målet var at opridse vejen mod et fossilfrit samfund.

Hvordan er det gået med jeres anbefalinger fra dengang?

“Jeg vil våge den påstand, at der aldrig har været en kommission i Danmark, der har haft større politisk og samfundsmæssig betydning. En journalist vurderer en kommissions “succes” ved at kigge på anbefalinger, og hvor mange der blev vedtaget. I vores tilfælde er svaret lig nul,” siger Katherine Richardson.

Selvom ingen af anbefalingerne fra hendes kommission altså blev til reel politik, har ingen kommission haft større politisk gennemslagskraft, mener hun.

“Det er vores visualisering af, at det godt kunne lade sig gøre uden nævneværdige økonomiske omkostninger, der er blevet brugt sidenhen. Allerede for ti år siden kom vi med anbefalingen om at udfase fossile brændsler i 2050, som faktisk danner rygraden i de målsætninger, skiftende regeringer har haft på det her felt.”

Forsiden af Børsen Bæredygtig