ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Tak fordi du læser med

Danske Bank og Rambøll er partnere på Børsen Bæredygtig. Derfor er alle artikler frit tilgængelige for alle læsere.

Danske Bank og Rambøll har ingen indflydelse på indhold eller redaktionelle valg på Børsen Bæredygtig.

Læs mere om partnerskab.

Cyklernes Uber kom ud af en garage i Brønshøj

Det var en paradoksal følelse af lettelse, der ramte Erdem Ovacik en søndag aften i 2015. Kort forinden havde han og Donkey Republic brugt samtlige 500.000 investorkroner på at købe 100 cykler og udstyre dem med selvudviklede bluetooth-låse.

Udlejningsplatformen var udviklet siden 2012, hvor han underviste amerikanske studerende i København i innovation og spurgte dem, hvilken ny virksomhed i verden, de syntes var mest spændende.

“De fortalte alle om Uber og sagde, at det ville gøre taxikørsel kæmpestort i byerne igen. Jeg havde aldrig hørt om Uber, men det gav mig en idé.”

Erdem Ovaciks bofælle havde på det tidspunkt repareret tre kasserede cykler fra sit arbejde og lejede dem ud til bekendte, der besøgte København. Den idé havde potentiale, mente han.

Jeg havde aldrig hørt om Uber, men det gav mig en idé

Erdem Ovacik, stifter og direktør, Donkey Republic

“Det er da ikke taxa- og bilkørsel vi skal skalere i byerne. Det er cykler. De forurener ikke og fylder meget mindre.”

Derfra voksede idéen sig langsomt til en fuldtidsbeskæftigelse, og fra en villagarage i Brønshøj, der var nådigt udlånt af medstifteren Jens Frandsens forældre, var selskabet i juni 2015 klar til at leje de 100 nye cykler ud. De havde store forhåbninger til cyklernes “Uber”, og opmærksomheden havde været overvældende, da han og medstifterne havde delt gratis is ud og havde haft tale fra borgmesteren til sit lanceringsevent for delecykeltjenesten i Roskilde.

Ingen udlejning

Men søndag var der for anden dag i træk ikke en eneste, som havde lejet en af de orange cykler, han og Donkey Republic havde stillet til rådighed i Roskildes bymidte. Lettelsen lå i, at det måtte være selve bookingsystemet, den var gal med.

Men mandag morgen blev lettelsen igen forvandlet til mismod, da der tikkede en enkelt udlejning ind på skærmen i den mørke familiegarage. Den digitale webshop fungerede alligevel. Det gjorde markedsføringen ikke.

Fokus på data blev allerede her afgørende for succesen; med tal kunne Donkey Republic udpege svagheder i forretningsmodellens opbygning.

“Vi havde målrettet vores butik mod turister, der ikke gad besværet med åbningstider i butikker, der lejede cykler ud, og hovedsageligt annonceret gennem googles reklameprogram,” fortæller Erdem Ovacik, der over de næste måneder lykkedes med at hive langt flere udlejninger i hus ved at fokusere på større byer og lokale indbyggere.

“Ved både at analysere vores udlejninger og markedsføring fandt vi frem til, hvordan vi både kunne ramme turister og lokale i byerne, der f.eks. hellere vil have et fast månedligt abonnement på lejecykler, så de altid har en let tilgængelig transportform.”

Forsiden lige nu