BØRSEN BÆREDYGTIG
Bæredygtig
Coca-Cola afprøver en flaske af papir – og dansk startup står bag opfindelsen
Tak, fordi du læser med

Denne artikel kræver normalt abonnement, men er gratis for dig, fordi Danske Bank har finansieret adgang til Børsen Bæredygtig for alle i dansk erhvervsliv.

Danske Bank har ikke haft indflydelse på selve artiklen.

Læs mere om Danske Banks involvering.

I et forsøg på at finde et bæredygtigt alternativ til plastikflasker vil drikkevarekæmpen Coca-Cola nu afprøve en flaske, der er lavet af papir – og som er opfundet af en opstartsvirksomhed her i Danmark. Det er ved at være de afsluttende skridt, før vi kan have den her version af papirflasken mere kommercielt tilgængelig Michael Michelsen, kommerciel leder i Paboco

Iværksætterne hos virksomheden Paboco fra Slangerup har således over de seneste to år udviklet papirflasken for Coca-Cola, som nu skal testes i 2000 eksemplarer hos en ungarsk dagligvareforhandler.

“Det er ved at være de afsluttende skridt, før vi kan have den her version af papirflasken mere kommercielt tilgængelig. Det er fantastisk,” siger Michael Michelsen, der er kommerciel leder i Paboco.

Flasken er primært lavet af papir, men indeholder også en tynd plastikinderside og et skruelåg af plastik. Tanken er, at det skal være en første version af papirflasken, og at der på sigt skal udvikles en flaske helt uden plastik, fortæller Michael Michelsen.

“Vand og papir er notorisk ikke særlig gode venner. I vores første prototyper bruger vi den her meget tynde barriere af genanvendt plastik indvendigt. I fremtiden vil det overgå til at være papir og en marginal smule biobaseret materiale på indersiden,” siger Michael Michelsen.

“Vi kommer hele tiden et skridt tættere på,” siger han.

Hos Coca-Cola – som længe har mødt kritik for sin miljøpåvirkning – kalder man afprøvningen af den danskudviklede flaske for en “milepæl i vores mission om at udvikle en papirflaske.”

“Folk forventer, at Coca-Cola udvikler og markedsfører nye, innovative og bæredygtige emballageformer. Derfor går vi sammen med eksperter som Paboco om at eksperimentere åbent og påbegynde dette først forsøg på markedet,” skriver Daniela Zahariea, der er chef for Coca-Colas forsyningskæde i Europa, i en pressemeddelelse.

Mindre miljøbelastning

Idéen med en papirflaske er, at den benytter en naturressource – træ – som kan fornys ved at plante nye træer. Såfremt indhentningen af træ foregår på en ansvarlig måde, kan den derfor have mindre belastning for miljøet end en ren plastikflaske. 3 mio. ton plastikemballage producerer Coca-Cola hvert år

Coca-Cola bruger som bekendt plastikflasker til en lang række af sine produkter. I 2019 offentliggjorde selskabet, at det producerer omkring 3 mio. ton plastikemballage årligt.

Det første produkt, som Coca-Cola nu fylder på papirflasker, er en plantebaseret drik ved navn Adez.

Afprøvningen i Ungarn skal både afklare, hvad forbrugerne synes om produktet, og så skal Paboco og Coca-Cola undersøge, hvordan papirflaskerne klarer sig igennem rejsen fra fabrik til fyldeanlæg til dagligvareforhandler til forbruger til genbrugsanlæg.

“Det er de første papirflasker i verden, så vi skal se, hvordan de ser ud, når først de har været igennem hele værdikæden,” siger Michael Michelsen.

Flere aftaler

Paboco, som er en sammentrækning af Paper Bottle Company, blev stiftet i 2010 under navnet Ecoxpack af iværksætteren Jesper Servé.

Firmaet samarbejder i dag ud over Coca-Cola også med Carlsberg, alkoholmærket Absolut og kosmetikfirmaet L’Oréal om at udvikle papirflasker til øl, vodka og plejeprodukter.

Firmaet er i dag ejet af to virksomheder, der øjner nye forretningsmuligheder i papirflasker. Den ene er den svenske papirproducent Billerudkorsnäs, mens den anden er den østrigske flaskeproducent Alpla.

Trods de internationale ejere har firmaet stadig hjemme i den nordsjællandske by Slangerup, eller som Michael Michelsen kalder det: “papirflaskens epicenter.”

Den ultimative mission for Paboco er at erstatte alle plastikflasker med bæredygtige alternativer, men selskabet siger dog, at der er et stykke vej til det mål.

“Det er svært at sætte årstal på, men vi kommercialiserer de første volumener i år, og derfra kan vi forvente at se rigtig stor vækst,” siger Michael Michelsen.

Forsiden af Børsen Bæredygtig
BØRSEN BÆREDYGTIG
2. mar 2021