Hele 71 pct. af C25-virksomhederne rapporterer allerede i dag om CO2-udledninger hos virksomhedens leverandører, det såkaldte scope 3. Det viser en analyse fra konsulenthuset We Love People, som blandt andet beskæftiger sig med rapportering for store selskaber. I analysen har de undersøgt nøgletallene i C25-virksomhedernes bæredygtighedsrapporter.
“Alle forholder sig til scope 3 lige nu og har et ønske om at tage stilling til det. I takt med at virksomhederne bliver mere ambitiøse, kommer der også en erkendelse af, at man ikke kan tage ansvar uden at rapportere på scope 3,” siger partner i We Love People, Christina Blak.
“Det er et område, der er modnet med lynets hast,” bemærker hun.
“Vores arbejde ligger i høj grad omkring scope 3
i dagMads Twomey-Madsen,
direktør for
bæredygtighed
og kommunikation, Pandora
Analysen undersøger udbredelsen af de 15 nøgletal inden for esg-området, som Nasdaq Copenhagen, Danske Revisorer og Finansforeningen anbefaler at tage udgangspunkt i. Det gælder eksempelvis virksomhedens egne udledninger i scope 1 og 2, hvor 88 pct. oplyser dem som nøgletal.
Samtidig undersøger analysen, hvilke andre nøgletal der vinder udbredelse blandt virksomhederne, og det er her, scope 3-udledninger sammen med affaldsmængder og genanvendelsesprocent udmærker sig ved at gøre indtog hos C25-virksomhederne.
“Det er meget spændende at se det rykke så hurtigt i den rigtige retning. Det lover godt for engagementet og ejerskabet på området,” siger Christina Blak.
En af de C25-virksomheder, der i dag lægger øget vægt på scope 3, både i arbejdet og i rapporteringen, er Pandora.
“Vores arbejde ligger i høj grad omkring scope 3 i dag, og det er næste skridt i rapporteringen for rigtig mange virksomheder,” bemærker direktør for bæredygtighed og kommunikation i Pandora, Mads Twomey-Madsen.
pct. af C25-virksomheder oplyser nøgletal
for CO2-udledning
Han påpeger også, at de scope 3-udledninger, der bliver rapporteret fra selskaberne, hele tiden bliver mere retvisende.
“Det er hele tiden i bevægelse, og vi udvikler vores rapportering i tæt dialog med investorerne. Det er nok en udvikling, vi skal igennem et par cyklusser af, før der kan fastlægges en standard,” påpeger han.
Han henviser til, at udledningerne fra leverandørkæden oprindeligt var beregnet med omregningsfaktorer, der kunne estimere udledningen fra en given type produkt, mens det i dag beror på faktiske data fra den enkelte leverandør, hvilket er årsag til det øgede arbejde med netop denne del af udledningerne.
“For eksempel bevæger regnskabssystemer sig jo fra at have haft et par felter med nettobeløb, moms osv. til at inkludere helt nye typer data. Det er en stor omstilling,” siger Mads Twomey-Madsen.
Som Børsen Bæredygtig beskrev i sidste uge, fik Pandora denne måned et påbud fra Erhvervsstyrelsen for sin årsrapport for 2020, idet bæredygtighedsrapporten, hvor blandt andet scope 3-udledningerne fremgik, udkom senere end årsrapporten og dermed ikke kunne betragtes som et tillæg til den. Når 2021-rapporten udkommer om to uger, vil timingen være ændret, oplyser selskabet.
Analysen fra We Love People konkluderer blandt andet, at miljøområdet er ved at være rapporteringsmæssigt modent, mens de andre områder inden for esg-rapportering, hhv. det sociale og det ledelsesmæssige, fortsat halter bagefter.
Det viser sig blandt andet ved at både alle de fem oprindelige nøgletal på miljøområdet og de tre nye, som analysen har identificeret, er udbredt til over halvdelen af virksomhederne allerede. Det er langt fra tilfældet på de sociale og ledelsesmæssige nøgletal såsom diskrimination, stress, whistleblowerordninger eller lønforskelle.
“Rapporteringen er et spejl af, hvad der optager virksomhederne, også uden for rapporterne. I nogle år har klimatilpasning og -påvirkning været centralt, men covid-agendaen er kommet og får trivsel til at fylde mere,” vurderer Christina Blak.
Hun henviser blandt andet til, at Blackrock-chef Larry Fink i årevis har peget på netop klimaområdet, mens han i år gør opmærksom på behovet for at styrke esg-områderne, der ligger uden for miljøparametrene.
I tråd med det forventer hun, at det sociale område vil fylde mere allerede i 2021-rapporterne, påpeger hun. Den udvikling fremgår af en anden del af analysen, hvor fem unoterede virksomheder er inddraget. Her angiver medievirksomheden JP/Politikens Hus eksempelvis, at der er flere konkrete målepunkter på vej på trivselsområdet.
