Omstillingen af verdens energisystemer er uomgængelig. Det kan hverken en ophedet debat om bæredygtighedsrapportering eller vindmøller i USA ændre på – men de finansielle markeder bør have blikket rettet stift mod elektrificeringen.
Sådan lyder hovedpointen fra Kingsmill Bond. Han er rejsende i data om den grønne omstilling af energisektoren og har titel af energistrateg for tænketanken Ember.
“Omstillingen af energisektoren er drevet af teknologi, og det er en verden af muligheder – ikke af regeringsdekreter og en verden af udgifter og besvær,” indleder analytikeren sit argument, som han rejser både den digitale og den fysiske verden rundt for at udbrede.
Ember har de senere år placeret sig som en af de centrale kilder til data om verdens energisystemer og om den grønne omstilling. Det er på den baggrund, at Kingsmill Bond laver analyser, der fremhæver det, han kalder en elektrificeringens revolution.
Samtidig advarer han om, at alle fra politikere til investorer bør tage fat på området nu, blandt andet fordi Kina allerede er i gang og fordi muligheden for at blive selvforsynende med energi afhænger af det.
Elektrisk revolution
Revolutionen ligger i den hastige udbredelse af flere forskellige teknologier, der tilsammen har mulighed for at ændre verdens energisystemer fundamentalt – og som allerede er i gang. Det gælder blandt andet solceller, varmepumper, batterier og oversøiske kabler – alt sammen teknologier, der fremmer elektrificeringen.
“Alle disse teknologier peger på et nyt energisystem, fordi de er mere effektive og bliver stadigt billigere. Samtidig gør de det muligt at være energimæssigt uafhængig,” siger han og fortsætter:
“For 200 år siden bevægede vi os væk fra biomasse og over på fossil energi. Det ændrede verdensordenen fuldstændigt. Nu bevæger vi os videre over på elektrificeret teknologi, hvilket også vil ændre den måde, energi udbredes på. Industrier vil flytte sig, nye løsninger vil materialiseres,” siger han.
Kingsmill Bond har baggrund som finansiel analytiker og strateg med over 30 år i branchen, inden han sluttede sig til Ember.
Børsen mødte ham, da han i begyndelsen af december gæstede København og en af sine tidligere arbejdspladser, Danske Bank. Her var medarbejdere, samarbejdspartnere og investorer samlet for at høre om netop elektrificeringen og dens potentiale på de finansielle markeder.
Det er imidlertid ikke kun de finansielle markeder, der bør åbne øjnene for en anden fortælling om grøn omstilling end den, der er toneangivende i dag, argumenterer Kingsmill Bond, da Børsen spørger til Donald Trumps kølende effekt på grøn omstilling – også i den finansielle verden.
“Folk overindekserer, når det gælder USA. Det er for eksempel halvdelen af udbredelsen af elektrificering, der sker i Kina, mens kun 10 pct. sker i USA. USA er kendt for at være bagud i forhold til Europa alligevel,” konstaterer han.
Indien springer over
Embers data fremhæver eksempelvis, hvordan solceller netop i disse år breder sig med uset hastighed, særligt i dele af verden, hvor det ikke er sket før, eksempelvis i Indien og mange afrikanske lande.
“Kina er ved at implementere teknologierne i stor skala, og vækstmarkeder, der står over for valget mellem lng (flydende naturgas, red.) og solceller, springer direkte til elektrificering,” konstaterer han.
Her fremhæver han, at eksempelvis Indien i mange tilfælde springer fossile brændstoffer over i sin udvikling og går lige til blandt andet solceller og vindmøller.
Der er imidlertid hele den offentlige samtale, der skal forandres, påpeger han. Han peger blandt andet på de to mest respekterede, autoritative kilder til data om den grønne omstilling: Det internationale klimapanel IPCC og det internationale energiagentur IEA.
Han beskriver en offentlig debat om emnet, der består af to hovedargumenter. Dels at der ikke er en reel omstilling af energisektoren, og dels at udfasningen af fossile brændsler skal stå i centrum for omstillingen.
“På den ene side er det eksisterende argument, at der ikke er en omstilling af energisystemet, men at efterspørgslen bliver ved med at stige. Det betyder, at vedvarende energi vokser, mens efterspørgslen efter fossil energi vokser tilsvarende de næste 30 år,” siger han og fremhæver, at særligt olieindustrien benytter dette argument, men at også IEA benytter denne logik.
Det andet udbredte argument kalder Kingsmill Bond for “klimatopmødeargumentet”; at verden skal nå til nettonuludledning af drivhusgasser inden en vis dato, hvilket kun kan ske ved at lukke ned for produktion og forbrug af fossile brændstoffer.
Netop den debat prægede årets klimatopmøde, hvor man ikke kunne blive enige om at nævne fossile brændstoffer i aftalen, men måtte nøjes med at henvise til en tidligere aftale, hvor det er nævnt.
I Kingsmill Bonds øjne er der altså ingen af de to argumenter, der kan stå alene.
“De fanger ikke, hvad der sker ude i virkeligheden. Vi forsøger at bibringe dem realisme, tal og nøjagtighed. Det viser, at der er en omstilling, og at den drives både af politik, men også af overlegen økonomi,” siger han.
Teknologi uden læringskurve
Det økonomiske argument flankeres i disse år i stigende grad af argumentet om energisikkerhed og -uafhængighed, påpeger han og kalder det “grundlaget for al sikkerhed”.
“Vi bliver nødt til at holde op med at se omstillingen som en smerte og se det mere som den mulighed, det repræsenterer,” mener han.
Han medgiver, at man netop i Danmark har omfavnet at tale om omstillingen som en mulighed, særligt i forbindelse med det der i dag ofte henvises til som vindmølleeventyret.
EU- forhandlingerne om et nyt klimamål for 2040 blev anført af Danmark på grund af EU-formandskabet. Her viste de langstrakte forhandlinger imidlertid, at ikke alle lande længere køber de danske argumenter om vækstmuligheder i grønne teknologier.
Den problematik genkender Kingsmill Bond. I den tidligere bankmands terminologi bliver det til en uoverensstemmelse mellem den faldende gennemsnitlige pris for energi i et kraftværks levetid (levelized cost of energy) og den faktiske pris.
Han peger på, at der findes en del muligheder for at indsnævre gabet mellem de to. Dels handler det om at forbedre forbindelserne mellem landsdele og lande, så el kan flyde mere frit over grænserne. Dels handler det om at kræve, at energiintensiv industri placeres tæt på produktionen af strøm.
Endelig bør man standse støtte til dyre teknologier “helt uden læringskurver”, som han udtrykker det. Her henviser han til atomkraft, biomasse og CO2-fangst. Netop prisen for CO2-fangst debatteres i disse uger, da det danske udbud af CO2-fangst er kommet i problemer.
Det skulle være med til at sikre opfyldelsen af det nationale klimamål i 2030, men det kan ikke opfylde sit oprindelige mål, efter syv ud af ti prækvalificerede virksomheder har trukket sig kort inden deadline.
Alternativt skulle man ændre måden, prisen for energi afgøres på, påpeger han. I dag afgøres elprisen af den billigst tilgængelige energi, hvilket i nogle tilfælde kan være fossil energi. Det kunne man gå væk fra, påpeger han.
“Det ville sikre, at elektricitet er prissat tættere på omkostningen, hvis man centraliserede den og tog statslig styring med prissætningen igen.”
Du taler om at gå væk fra regeringsdekreter, når det kommer til omstillingen. Men ikke når det kommer til prissætningen?
“Der er tale om systemer, og systemer indrettes af regeringer, så de bliver nødt til at indrette dem, så der ikke længere gives fordele til fossile brændstoffer. Derfor er regeringers rolle central. Det handler bare ikke om at subsidiere industrier, men at tillade dem at blive drevet og at vokse så effektivt som muligt,” siger Kingsmill Bond.
Europæisk bekymring
Ligesom han selv og investorerne bør europæiske politikere derfor holde øjnene rettet mod elektrificeringen, mener han. Han fremhæver, at elektrificeringen trods klimaforandringernes mindskede politiske fokus er blevet et konkurrenceparameter, særligt lande imellem.
“I virkeligheden er det, der skal gøres, ikke så svært. Vi skal bare investere vores kræfter i at reducere elpriser, for hvis der skal elektrificeres, skal elpriserne ned. Det ser jeg ikke megen hast med i vores politiske miljø,” siger han og fortsætter:
“Man siger, at det ikke kan lade sig gøre, men det sker allerede i dag. Bare i Kina. Hvis vi skal konkurrere med Kina, må vi lære af, hvad der sker på det kinesiske marked og udbrede nogle af de samme løsninger her.”
Det vil europæiske politikere nok argumentere med, at de gør allerede. Hvad mangler de?
“Jeg tror, de mangler den påtrængende nødvendighed af at få det bygget og udført. Vi mangler fokus på at etablere vores egen energiproduktion,” siger han og fremhæver, at omkring 60 pct. af Europas energibehov i dag dækkes af importeret energi.
“For mig at se burde det tal bekymre enhver i Europa,” konstaterer han.
Han fremhæver, at det er et dårligt tidspunkt at være afhængig af fremmede ledere, hvad enten der er tale om kinesiske, russiske eller amerikanske af slagsen.
Mens Kingsmill Bond peger på omstillingen som uomgængelig, peger andre data imidlertid en anden vej. Som Børsen kunne fortælle for nyligt, stiger verdens temperaturer eksempelvis med hidtil uset hastighed, og der udledes stadig ikke mindre CO2, ti år efter Paris-aftalen blev vedtaget.
Det er imidlertid ikke noget, der bekymrer Kingsmill Bond, der kalder det “afskedssalutten for det gamle system”.
“Vi skal selvfølgelig alle være meget bekymrede over det faktum, at vi lukker så meget CO2 ud i atmosfæren. Men det, vi taler om, er en forandring af systemerne. Her er vi ret entusiastiske omkring, at væksten i stadigt større grad understøttes af elektrisk teknologi,” siger han.
