Schweiziske H2 Energy har netop underskrevet en såkaldt front end engineering design-aftale (FEED) med rådgiverselskabet Cowi.
Det er en aftale, der peger hen mod et 1 GW brintanlæg i Esbjerg, der vil stå færdigt i 2027 og dermed være klar til at koble sig på første etape af den danske infrastruktur, der senest i 2028 vil blive tilsluttet Tysklands brintrør. Anlægget står til at blive verdens største brintfabrik i 2027.
“Vi har taget det sidste store skridt hen mod den endelige investering,” siger Rasmus Bach Nielsen, der er bestyrelsesmedlem i H2 Energy og global chef for grønne brændstoffer i råvarehandelshuset Trafigura, der er storinvestor i selskabet.
Kontrakten definerer alle de tekniske aspekter af, hvordan selskabets brintanlæg skal se ud, hvordan det bedst sikrer optimal og sikker drift og danner grundlag for projektets endelige investeringsbeslutning.
Selskabet har købt jord i både Esbjerg og i Fredericia og regner med at skulle bruge 700 medarbejdere i Esbjerg og 200 i Fredericia i ca. tre år, så længe byggeriet pågår, og ca. 80 medarbejdere til den daglige drift, når anlægget er i gang.
“Vi – politikere og ptx-branchen – ser alle sammen efter signaler fra hinanden i forhold til, hvor langt væk fra badebroen, vi kan svømme, før vi skal stoppe op i forhold til, hvor mange penge vi kaster efter projektet. Og der er FEED-kontrakten det stærkeste finansielle signal, man kan sende om, at vi er klar til at investere over 7,5 mia. kr. i første kvartal af 2024,” siger Rasmus Bach Nielsen.
Lige nu går det hurtigt med at lave politiske aftaler om ambitioner og mål for brint, men så sent som i oktober sidste år var Rasmus Bach Nielsen efter de danske myndigheder i Børsen for at tro, at der var tale om reelle investeringsbeslutninger. Men nu er tiden moden, fordi de danske politikere i marts lavede en aftale med Tyskland om brintforbindelse, forklarer Rasmus Bach Nielsen.
“Med denne kontrakt kan staten se, at der er nogen, der er villige til at svømme langt væk fra badebroen uden sikkerhedsnet,” siger han.
Dermed hentyder han til, at der stadig er nogle vigtige uafklarede punkter som, at det ikke er sikkert, hvor brintrørene kommer til at ligge, hvor store de bliver, og hvad det kommer til at koste for brintproducenterne at bruge dem.
“Der er nogen, der er villige til at svømme langt væk fra badebroen
Rasmus Bach Nielsen, global chef for grønne brændstoffer, Trafigura
Ifølge ptx-aftalen fra 2022 er der lagt op til både geografisk differentierede forbrugstariffer samt kollektiv tarifering. Hvis der kun er ganske få spillere til at sende brint ud i rørene til at begynde med, vil de første på markedet skulle betale en uforholdsmæssig høj pris, og det er Energinet, der er systemansvarlig for brintinfrastrukturen, ved at undersøge forskellige modeller på lige nu.
“Vores forventning er, at man ikke straffer firstmovers og sikrer en fleksibilitet, fordi vi skal sælge ind til et helt nyt marked,” siger Rasmus Bach Nielsen.
Til december har H2 Energy samlet set investeret 200 mio. kr. på projektet inklusiv en del af FEED-kontrakten.
H2 Energy har lagt op til, at den første brint sendes ud i rørene fra anlægget i Esbjerg i 2027, og Rasmus Bach Nielsen håber ‘bestemt ikke’, at det hele skal suse direkte til Tyskland.
“Vi mener, brint bl.a. skal bruges til tung vejtransport – også i Danmark,” siger han.
Ifølge H2 Energys estimater er det i dag 60-70 pct. dyrere for en vognmand at køre på brint end på diesel, men på baggrund af selskabets egen produktion og en forventning om billigere brintbrændselsceller vil den merudgift ryge ned på ca. 10 pct. i 2027.
“Det kræver, at vi har et brintrør hen til Taulov i Trekantområdet. Og når der så kommer endnu flere brintproducenter end os på markedet, vil prisen falde endnu mere,” siger han.
Brintanlægget i Esbjerg bliver – som det ser ud nu – verdens største brintfabrik i 2027. Anlægget har en produktionskapacitet på 1 GW og vil producere 90.000-100.000 ton brint om året. Når anlægget er oppe at køre, vil det blive drevet af 64 fuldtidsansatte.
Indtil videre har Everfuel og Crossbridge Energy etableret et brintanlæg, Hysynergy, i Fredericia på 200 MW. Det er planen, at kapaciteten skal udvides til 1 GW i 2030, og at den grønne brint bl.a. skal anvendes til videre forædling til grønne brændstoffer.
H2 Energy vil derimod koncentrere sig om brint.
“Vores forretningsmodel er ikke baseret på grønne skibsbrændstoffer, fordi vi ikke har set økonomien i det,” siger Rasmus Bach Nielsen.
“Strøm er den største omkostning, så hvis man har billigere strøm i andre dele af verden, vil de være mere konkurrencedygtige end os på det globale marked,” siger han og nævner, at et ton ammoniak i f.eks. Chile koster 700 dollar, mens det herhjemme vil koste ca. 1200 euro pr. ton.
“Så det eneste, der kan gøre skibsbrændstoffer konkurrencedygtige på det danske marked, er, hvis strømpriserne falder betydeligt. Og det vil de, hvis der bliver produceret meget mere energi i Danmark, og for at kunne det har man brug for ptx til at afbalancere nettet. Så det er lidt en hønen-eller-ægget-situation,” siger han.