ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Tak fordi du læser med

Danske Bank og Rambøll er partnere på Børsen Bæredygtig. Derfor er alle artikler frit tilgængelige for alle læsere.

Danske Bank og Rambøll har ingen indflydelse på indhold eller redaktionelle valg på Børsen Bæredygtig.

Læs mere om partnerskab.

Brian Mikkelsen: Tavshed er større problem end greenwashing

Virksomheder, der tierom deres grønne initiativer, bekymrer Dansk Erhvervs direktør. Han kalder Danmark for det “mindst greenwashede land”

Det er et større problem, hvis virksomhederne klapper i om deres grønne indsatser, end risikoen for at virksomhederne ender i greenwashing, lyder det fra direktør for Dansk Erhverv, Brian Mikkelsen. Arkivfoto: Jeppe Bøje Nielsen
Det er et større problem, hvis virksomhederne klapper i om deres grønne indsatser, end risikoen for at virksomhederne ender i greenwashing, lyder det fra direktør for Dansk Erhverv, Brian Mikkelsen. Arkivfoto: Jeppe Bøje Nielsen

Et uset højt antal anmeldte greenwashingsager landede sidste år på Forbrugerombudsmandens bord, og sagsbehandlingstiderne hos Fødevarestyrelsen er nu nået et niveau, hvor Børsen i sidste uge kunne dokumentere, at sagerne bliver forældede, før de er afgjort.

Men den tendens er ikke en indikation af et voksende problem, mener Dansk Erhvervs adm. direktør, Brian Mikkelsen.

“Når vi taler med virksomhederne i dag, så oplever vi, at både de og forbrugerne er meget mere purpose-drevne i dag, end de nogensinde har været før. Men hvis virksomhederne er bange for at fortælle om deres purpose, fordi de bliver beskyldt for at greenwashe, så er der ikke et reelt marked til stede. Vi kan ikke udvikle et reelt marked, hvis vores virksomheder er bekymrede for, hvad der sker, når man stikker næsen frem,” siger han med henvisning til en medlemsundersøgelse fra Dansk Erhverv, der blandt andet konkluderer, at hvert tredje medlem er tilbageholdende med grøn markedsføring af frygt for at greenwashe.

I 2022 blev rekordmange virksomheder anmeldt til Forbrugerombudsmanden for greenwashing – 95 styk. Hertil kommer sager i det civile retssystem og hos Fødevarestyrelsen, der behandler klager over fødevarevirksomheder.

Tågehorn og forbrydere

Er der i dine øjne et reelt problem med greenwashing blandt virksomhederne i dag?

“Nej, ikke i Danmark. Lige så vel som at vi er verdens mindst korrupte land, siger min intuition mig også, at vi er det mindst greenwashede land. Det har jeg jo ikke dokumentation for, men det siger jeg på baggrund af at have talt med virksomhederne. De vil gerne omstillingen, og de har nogen ansatte, som gerne vil det. Derfor er der også pres internt i virksomhederne.”

“Ligesom med korruption er der jo tågehorn og forbrydere inden for greenwashing, som ikke overholder loven. De skal selvfølgelig straffes med forskellige sanktioner.”

Ser du greenwashing som et mindre problem end greenhushing, hvor man lægger bånd på markedsføringen?

“Det er jeg 100 pct. sikker på. Alle virksomheder vil kun sælge produkter, der er ordentlige, til deres kunder. Ellers bliver de straffet. Medarbejderne har også interesse i det. Ingen har interesse i ikke at overholde reglerne.”

Lige så vel som
at vi er verdens mindst korrupte land, siger min intuition mig også, at vi er
det mindst greenwashede land

Brian Mikkelsen,
adm. direktør,
Dansk Erhverv

Advarslerne mod greenhushing – undertrykkelse af virksomhedens grønne budskaber – lyder typisk, at det er hæmmende for den grønne omstilling såvel som for virksomhederne, hvis de bedste løsninger på klimakrisen ikke kommunikeres til inspiration for konkurrenter og som signal til kunderne. Også Brian Mikkelsen argumenterer for, at undertrykkelse af budskaberne kan have væsentlige konsekvenser.

“Hvis nogen holder igen med at lancere produkter, som er sindssygt gode og kan løse nogle ting, bare fordi de er bange for, hvad sanktionerne kan være, så bliver det et mindre effektivt samfund,” advarer han.

Indtil videre har sanktionerne – med undtagelse af en enkelt bødestraf – været påtaler fra Forbrugerombudsmanden. Forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen peger over for Børsen på, at virksomheder ikke løber en risiko for greenwashing, hvis de holder sig til at kommunikere det, de kan dokumentere.

“Min holdning er, at de fleste af udsagnene er sande. Det gør ikke noget for mig, at nogle får tæsk, hvis de ikke kan overholde reglerne. Men det er uretfærdigt, at nogle ikke vil lancere nogle produkter, fordi de er bange, selv om de har det rigtige produkt efter deres egen mening, men at de ikke forstår vejledningen godt nok,” siger Brian Mikkelsen.

Forsiden lige nu