BØRSEN BÆREDYGTIG
Bæredygtig
Børskandidat vil investere massivt i grøn brintvækst
Tak, fordi du læser med

Denne artikel kræver normalt abonnement, men er gratis for dig, fordi Danske Bank har finansieret adgang til Børsen Bæredygtig for alle i dansk erhvervsliv.

Danske Bank har ikke haft indflydelse på selve artiklen.

Læs mere om Danske Banks involvering.

Green Hydrogen Systems, der kan være på vej på børsen, har store skaleringsplaner og skruer op for investeringerne

Grøn brint er udset til at kunne spille en vigtig rolle i den grønne omstilling, og den danske cleantech-virksomhed Green Hydrogen Systems gør sig klar til at levere på ambitionen om at spille en betydelig rolle på markedet.

“Vi har taget nogle meget store, vigtige skridt det seneste år, og organisationen er vokset fra 16 ansatte i 2019 til knap 80 ansatte i dag. Vores skaleringsrejse for virksomheden er på ingen måde slut,” siger adm. direktør Sebastian Koks Andreassen og fortæller, at planen er at runde 100 ansatte i år.

Vores skaleringsrejse for virksomheden er på ingen måde slut Sebastian Koks Andreassen, adm. direktør i Green Hydrogen Systems.

Kolding-virksomheden blev stiftet i 2007 og producerer elektrolyseanlæg, der kan omdanne strøm fra vindmøller og solceller til grøn brint. I en lang årrække har det primære fokus været forskning og udvikling, men nu er virksomheden klar til at sætte turbo på investeringer og omsætning.

“I forhold til det vi akkumuleret har investeret i virksomheden i hele levetiden, så skal vi investere et tilsvarende beløb årligt de næste par år. Så vi står over for en meget kraftig øgning,” siger direktøren, der ikke vil sætte tal på.

Tidligere i år blev en ny fabrik i Kolding færdig, og den vil i første fase kunne producere op til 150 megawatt elektrolyseanlæg årligt. I takt med at efterspørgslen stiger, kan produktionen potentielt udbygges til 1 gigawatt.

35 mio. kr. har Green Hydrogen Systems ca. i ordrebeholdningen

Markedet for grøn brint er dog på et tidligt stadie, og planer om industrielle projekter er først for alvor blevet annonceret de seneste år, men en række lande har lanceret brint- og power-to-x-strategier, der flere steder følges op med støtteordninger. EU’s ambition er en elektrolyseanlægskapacitet på 6 gigawatt i 2024 og 40 gigawatt i 2030.

Milliardpotentiale

Bl.a. Ørsted og Copenhagen Infrastructure Partners har annonceret grønne brintplaner, og Green Hydrogen Systems skal bl.a. levere et elektrolyseanlæg på 2 megawatt til Ørsteds demonstrationsprojekt på Avedøre. Ifølge direktøren har virksomheden i dag 17 ordrer på elektrolyseanlæg fra serien Hyprovide A, og ordrebackloggen er på ca. 35 mio. kr. På sigt skal omsætningen langt højere op.

Vi har en robust plan om at få omkostningerne ned og effektiviteten op over tid Sebastian Koks Andreassen, adm. direktør i Green Hydrogen Systems.

“Vi kan sagtens se, at det her over tid har potentialet til at blive en milliardvirksomhed målt på omsætning, og det er absolut noget, vi går efter,” siger direktøren, der ikke ønsker at forudsige, hvornår den ambition kan realiseres.

“Lige nu står markedet til at vokse hastigt,” siger han.

I regnskabsåret 2018/19 endte underskuddet på 7,7 mio. kr., og overskud ligger ikke i kortene de kommende år.

“Det vil være en virksomhed, der de næste år helt bevidst vil investere flere penge, end den tjener,” siger han.

Strøm fra vindmøller og solceller kan omdannes til grøn brint gennem elektrolyse. Brinten kan lagres eller anvendes direkte som f.eks. brændstof.Brinten kan omdannes til f.eks. ammoniak og metanol, der også kan bruges til bl.a. brændstof og kunstgødning.

Agenturet Irena anslår, at omkostningerne til at producere grøn brint er flere gange højere end til traditionel brint. Derfor er omkostningsreduktioner et af de helt store fokusområder for industrien.

Green Hydrogen Systems er langtfra alene om at se mulighederne i at lave elektrolyseanlæg til grøn brint, og flere konkurrenter har hentet store beløb på aktiemarkedet.

“I sidste ende mener jeg, at industrien skal måles på at levere grøn brint til så lave omkostninger som muligt. Vi har en robust plan om at få omkostningerne ned og effektiviteten op over tid, og vi mener absolut, at vi er konkurrencedygtige,” siger direktøren.

I sidste uge erfarede Børsen og Finans.dk, at ejerne af Green Hydrogen Systems arbejder på en børsnotering, og hvis alt går efter planen, kan det blive inden sommerferien. Til Børsen fortalte flere kilder, at der er markant usikkerhed om værdisætningen, men forventningen er, at selskabet vil blive mindst 5 mia. kr. værd.

Formand Thyge Boserup udtalte bl.a., at en notering kan være én mulighed, men at det ikke er besluttet endnu. Direktøren afviser at kommentere oplysningerne.

Nordic Alpha Partners er hovedaktionær, Norlys er minoritetsaktionær, og A.P. Møller Holding skød i december ca. 149 mio. kr. ind i virksomheden.

Forsiden af Børsen Bæredygtig