ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Tak fordi du læser med

Danske Bank og Rambøll er partnere på Børsen Bæredygtig. Derfor er alle artikler frit tilgængelige for alle læsere.

Danske Bank og Rambøll har ingen indflydelse på indhold eller redaktionelle valg på Børsen Bæredygtig.

Læs mere om partnerskab.

Bestyrelsesprofil advarer: Vi kan have skabt et bureaukratisk monster i EU

Europa lægger tunge bureaukratiske byrder på virksomhederne, men har ikke konkurrenceevnen til at tillade sig det, mener Jesper Brandgaard

Ifølge Jesper Brandgaard vil nye EU-krav om rapportering om bærdygtighed, der gælder fra det indeværende 2024-regnskabsår, yderligere svække europæiske virksomheder i konkurrencen med særligt USA og Kina.
Ifølge Jesper Brandgaard vil nye EU-krav om rapportering om bærdygtighed, der gælder fra det indeværende 2024-regnskabsår, yderligere svække europæiske virksomheder i konkurrencen med særligt USA og Kina. Foto: Thea Tønnesvangn

Endnu en stor dansk erhvervsprofil tænder nu en advarselslampe over situationen i Europa.

Ifølge Jesper Brandgaard, tidl. mangeårig finansdirektør i Novo Nordisk, skal der tages alvorligt fat omkring mængden af bureaukrati i EU, hvis ikke kontinentet skal sakke endnu længere agterud.

“Jeg er bekymret for, at vi har skabt et for stort bureaukratisk monster i EU,” siger Jesper Brandgaard, der i dag sidder som formand og medlem i en række bestyrelser.

“De byrder, vi lægger på det europæiske erhvervsliv, er ofte mere byrdefulde, end hvad virksomheder i USA og Asien bliver pålagt. Og jeg tror ikke, at Europa har en sådan konkurrencekraft, at vi kan tillade os den luksus af at pålægge større byrder på vores erhvervsliv,” lyder det videre fra Jesper Brandgaard.

En holdning, han ikke står alene med.

De seneste år har der fra erhvervslivet lydt flere og flere advarsler om, at Europas konkurrenceevne er i nærmest frit fald sammenlignet med USA og Asien. I sin store rapport i september konkluderede tidl. ECB-chef Mario Draghi, at der er brug for 800 mia. euro årligt i investeringer, hvis europæisk konkurrenceevne skal reddes.

Kammet over

Tidligere i år advarede en anden bestyrelsesprofil, Niels Smedegaard, om at både regulering og bureaukrati er “kammet over” i EU-systemet.

“Det bureaukratiske bøvl og regelrytteri er man nødt til at rydde op i,” lød det fra Smedegaard.

Jeg er bekymret for, at vi har skabt et for stort bureaukratisk monster i EU

Jesper Brandgaard, erhvervsmand

Danfoss-topchef Kim Fausing udtalte i juni, at han er bekymret for, at “Europa er gået i stå”, og tidligere i november kritiserede han EU’s regulering for at være for ustabil og “stop-and-go.

Ifølge Jesper Brandgaard vil de nye rapporteringskrav i csrd-direktivet, der gælder fra det indeværende 2024-regnskabsår, yderligere svække europæiske virksomheder i konkurrencen med særligt USA og Kina.

“De krav, der er til europæiske virksomheder for rapportering på csrd, er ude af synk med de krav, der bliver lagt på andre virksomheder rundt om i verden, siger han og fortsætter:

“Jeg vil håbe, at kloge politikere husker, at grunden til, at vi skabte EU, var at skabe et stærkt indre marked med fri bevægelighed af varer, arbejdskraft og kapital. Det var hovedidéen, og det synes jeg, vi skal holde fast i og ikke pålægge uforholdsmæssige byrder på landene.”

Konkurrenceevne frem for alt

Bekymringen i det europæiske erhvervsliv er bred og gælder både industri, teknologi og den grønne omstilling. I oktober påpegede topchef i Det Internationale Energiagentur Fatih Birol, at “Europa har alvorlige udfordringer”, og at den nye EU-Kommissions tre vigtigste opgaver bliver “konkurrenceevne, konkurrenceevne og konkurrenceevne”.

I sidste uge udtalte Novo Holdings – ejer af Novo Nordisk – i et interview med Finans, at man primært kigger mod USA frem for Europa de kommende år, når man skal lave grønne investeringer.

Fra samtlige sider peger man på politikere i både Bruxelles og de enkelte lande.

EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, har sat konkurrenceevne øverst på dagsordenen for sin kommende periode og har udpeget Letlands Valdis Dombrovskis som kommissær med særligt ansvar for “implementering og simplificering”.

Brandgaard mener, at man bør overveje, om flere ting skal ligge hos de enkelte lande.

“Der er noget, man kan regulere hensigtsmæssigt på europæisk niveau, og så er der en hel masse, man kan gøre mere hensigtsmæssigt på landeniveau,” siger bestyrelsesmanden.

Forsiden lige nu