ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Tak fordi du læser med

Danske Bank og Rambøll er partnere på Børsen Bæredygtig. Derfor er alle artikler frit tilgængelige for alle læsere.

Danske Bank og Rambøll har ingen indflydelse på indhold eller redaktionelle valg på Børsen Bæredygtig.

Læs mere om partnerskab.

Bankprofil forlader bestyrelsen i energikæmpe efter milliardhandel

Anders Dam sad for bordenden i Jyske Bank i 26 år, indtil han i 2023 trådte tilbage for at gå på pension. I 2024 fik han sin første bestyrelsespost hos Eurowind Energy

Anders Dam blev en del af bestyrelsen hos Eurowind Energy i 2024.
Anders Dam blev en del af bestyrelsen hos Eurowind Energy i 2024. Arkivfoto: Walther Boelge

Anders Dam, der tidligere har siddet i spidsen for Jyske Bank gennem 26 år, forlader bestyrelsen hos Eurowind Energy.

I en pressemeddelelse, hvori energikæmpen annoncerer gennemførelsen af en milliardstor handel med kapitalfonden Blackstone, fremgår den tidligere bankchef således ikke længere som en del af bestyrelsen.

Udtrædelsen fremgår desuden af en opdatering i CVR-registret, skriver Finans. 

Fra Eurowind lyder det ifølge mediet, at det fra start har været meningen, at Anders Dam skulle sidde i bestyrelsen i omkring to år.

“Aftalen mellem Gert Winther (bestyrelsesformand i Eurowind Energy, red.) og Anders’ primære opgave i bestyrelsen var, at virksomhedens kapitalforhold skulle sikres. Fordi handlen med Blackstone nu er lukket, er opgaven løst,” siger Joachim Steenstrup, chef for eksterne anliggender og strategi i Eurowind Energy, ifølge Finans.

Virksomheder
Blackstone køber sig ind i dansk energifirma – klar med op til 15 mia. kr.
jreuro

Da Anders Dam tiltrådte i starten af 2024, var der tale om hans første bestyrelsespost, efter han forlod Jysk Bank. Det har Børsen tidligere beskrevet. 

Efter at have fået de nødvendige myndighedsgodkendelser, faldt Blackstones investering i Eurowind Energy tirsdag på plads. Som følge af handlen, der blev annonceret tilbage i april, ejer den amerikanske kapitalfond nu 24,7 pct. af selskabet sammen med de eksisterende ejere.

Børsen beskrev i april, hvordan Blackstone ville investere op mod 2 mia. euro, svarende til 15 mia. kr., i Eurowind Energy og overtage knap en fjerdedel af selskabet. Samt hvordan Eurowind med Blackstone ombord får adgang til en af verdens største infrastrukturfokuserede investorer.

“Gennemførelsen af transaktionen markerer begyndelsen på et vigtigt nyt kapitel for Eurowind Energy,” udtaler Gert Vinther Jørgensen, bestyrelsesformand i Eurowind Energy og koncernchef i Norlys, i pressemeddelelsen.

“Gennem de seneste 20 år har vi opbygget en stærk europæisk platform, og med Blackstone som langsigtet partner har vi nu den finansielle styrke til markant at øge antallet af vedvarende energiprojekter, som vi udvikler, opfører og ejer.”

Eurowind Energy har hovedsæde i Hobro og udvikler, opfører og driver energiprojekter på tværs af 16 lande. Selskabet har i dag en samlet portefølje på omkring 1,6 GW – og er dermed en af de større uafhængige udviklere af vedvarende energi i Europa.