Pensionsselskabet ATP's ejendomsben putter over 600 mio. kr. i renoveringen af Nordeas gamle hovedkvarter på Christianshavn, “Ørkenfortet”.
Bygningen skal i 2021 genåbne som hotel, og målet er ifølge ATP at gennemføre landets største bæredygtige renovering.
Sammen med entreprenøren NCC går indsatsen på at få den første guldcertificerede storrenovering gennem Green Building Councils DGNB-program. Her bliver bygningen vurderet ud fra 40 kriterier, der omhandler bæredygtighed, heriblandt klimavenlighed. ATP Ejendommes bæredygtighedschef, Peter Hebin Bruun, fortæller, at hver enkelt tiltag er gået igennem med en tættekam, men at selskabet ikke kan oplyse præcis CO2-besparelse for alle enkelte klimatiltag i renoveringen.
“Vi ser det samlede projekt som en langsigtet investering, og vi havde ikke gennemført nogle af de ekstra tiltag, hvis vi ikke mente, det gav økonomisk mening,” fortæller Peter Hebin Bruun.
Investeringerne skal forlænge byggeriets levetid, mens det sparer energi og CO2. F.eks. får bygningen 2000 kvm “sedumtag”, der er en type mos, som både opfanger regnvand for at spare kloakken og beskytter tagpap mod solens stråling.
“Vi vurderer for hvert projekt, om et anlæg til solenergi egner sig til den konkrete bygning, og om investeringen vil være rentabel. Ud fra de parametre har vi valgt ikke at prioritere et solanlæg til hotellet. Men vi køber kun el med grønne oprindelsesgarantier,” siger bæredygtighedschefen.
Han understreger, at det er meget svært at renovere med genbrugte materialer på grund af byggeriets størrelse og udbuddet af genbrugsmaterialer.