ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Tak fordi du læser med

Danske Bank og Rambøll er partnere på Børsen Bæredygtig. Derfor er alle artikler frit tilgængelige for alle læsere.

Danske Bank og Rambøll har ingen indflydelse på indhold eller redaktionelle valg på Børsen Bæredygtig.

Læs mere om partnerskab.

For tre måneder siden ringede Søren Eilersens telefon: Nu har han pløjet Coloplasts græsplæne op

Blomster, buske og træer foran Coloplasts hovedsæde kan både være et arbejdsmiljøtiltag og en skovhave af regenerativ permakultur. Det afhænger af øjnene, der ser

Græsarealer ved Coloplasts hovedsæde bliver til blomster- og køkkenhaver i et samarbejde mellem Fælleshaverne og Coloplast. Foto: Anne-Dorthe Søgaard Jensen
Græsarealer ved Coloplasts hovedsæde bliver til blomster- og køkkenhaver i et samarbejde mellem Fælleshaverne og Coloplast. Foto: Anne-Dorthe Søgaard Jensen

Biodiversiteten er ikke målet, men midlet, når Coloplast omlægger bløde bakker dækket af græs til at huse vilde danske blomster, frugttræer og buske. I stedet har arbejdsmiljøet drevet indsatsen.

”Vi har ikke rigtig brugt de store græsarealer til noget, så vi ville gerne begynde at bruge det grønne rum og bringe det ind i hverdagen, hvor det kunne gøre noget godt for medarbejderne,” siger Camilla Hjort Pagh, senior vice president i Coloplast med ansvar for blandt andet bæredygtighed.

I projektet bliver omkring 15.000 kvm af et i alt fire gange så stort område beplantet. Det skal glæde medarbejderne, der kan gå ture, holde anderledes møder og spise af det grønne. Målet er samtidig, at Coloplasts kantine kan bruge råvarerne, og at haven kan være med til at aktivere folk på kanten af arbejdsmarkedet.

I første omgang skal de store græsarealer huse køkkenhaver ved kantinen, blomsterenge med vilde danske blomster samt områder med vaseegnede danske blomster, der kan bruges i mødelokaler og i receptionen. Herudover etableres både observatorium til bier og kompoststationer.

Bag planen står Fælleshaverne – en virksomhed, der er vokset ud af måltidskassegiganten Årstiderne. Medstifter af Årstiderne og Fælleshaverne kok Søren Eilersen er blandt kræfterne bag projektet.

”For tre måneder siden ringede køkkenchefen hernedefra,” siger han og nikker i retning af Coloplasts kantine, der ligger med udgang til det grønne område.

”Dengang vidste han ikke helt, hvad han bad os hjælpe med, men her – kun tre måneder senere – er græsset allerede pløjet op,” konstaterer Søren Eilersen.

Målet med projektet er fra Fælleshavernes side først og fremmest at skabe tættere kontakt mellem de over 1100 ansatte hos Coloplast i Humlebæk og den natur, der kunne omgive dem i arbejdslivet. Adm. direktør i Fælleshaverne Niels Ranum uddyber:

”Hvor der hidtil har været plejede græsplæner, skal der skabes grobund for biodiversitet og langt mere naturligt liv, som igen giver mulighed for et element af selvforsyning af både grønt i køkkenet og vilde danske blomster i mødelokaler. Og hvorfor ikke forestille sig, at medarbejdere på sigt kan deltage i naturen i arbejdstiden, ligesom man i nogle virksomheder kan gå i fitnesscenter,” siger han.

Hos Coloplast medgiver Camilla Hjort Pagh, at virksomheden ikke er nået helt så langt i den udvikling:

”Nej, til en start tilføjer det noget anderledes, som kan gøre det lidt mere sjovt at gå på arbejde i stedet for at blive siddende på hjemmekontoret.”

Camilla Hjort Pagh forventer, at projektet kan danne grobund for at udbrede lignende tiltag på virksomhedens andre adresser. Coloplast har i dag kontorer i 42 forskellige lande, hvoraf ti af dem også huser fabrikker.

Virksomheden ønsker ikke at fortælle, hvad projektet koster. Camilla Hjort Pagh betragter det som et ”minimalt beløb” i forhold til den forventede medarbejdertrivsel og i forhold til den overordnede bæredygtighedsstrategi for virksomheden, der er prissat til 250. mio. kr.

Og det er da heller ikke på bundlinjen, at Coloplast forventer at se resultaterne af indsatsen på græsset i Humlebæk.

”Vi håber at kunne se det i medarbejdertilfredsheden, men det behøver ikke kunne aflæses. Vi gør det, fordi det er det rette at gøre,” konstaterer Camilla Hjort Pagh.

Parterne ser en tiårsplan som næste skridt for området i Nordsjælland.

”I dag taler vi om magisk drys til kantinen, men på tiårs sigt kan det jo blive en skovhave af regenerativ permakultur,”bemærker Søren Eilersen.

Forsiden lige nu