ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Tak fordi du læser med

Danske Bank og Rambøll er partnere på Børsen Bæredygtig. Derfor er alle artikler frit tilgængelige for alle læsere.

Danske Bank og Rambøll har ingen indflydelse på indhold eller redaktionelle valg på Børsen Bæredygtig.

Læs mere om partnerskab.

Ålegræs kan afhjælpe byggeriets massive CO2-problem

Den grønne omstilling af byggebranchen kræver nye, mere bæredygtige byggematerialer, og virksomheden Søuld håber, at selskabets produkter til byggeriet lavet af ålegræs kan være netop det

Ålegræsprodukterne produceres på Søulds produktionsanlæg i Nordjylland. PR-foto
Ålegræsprodukterne produceres på Søulds produktionsanlæg i Nordjylland. PR-foto

Produktionen af traditionelle byggematerialer koster dyrt for byggebranchen, når klimaregnskabet skal gøres op. Byggeri og produktion af byggematerialer anslås ifølge DTU til samlet set at udgøre 5-12 pct. af verdens CO2-udledning.

Skal branchen i en mere bæredygtig retning, er det derfor afgørende, at nye og mere bæredygtige byggematerialer indfases i byggeriet.

Og potentialet for et sådan materiale flyder rundt i havene, hvis man spørger virksomheden Søuld. Der er tale om havplanten ålegræs – og når det skyller i land på danske strande, står Søuld klar til at samle det op.

Ålegræs er et holdbart materiale, der kan indgå i moderne byggeri

Kirsten Lynge, medstifter og bæredygtighedschef, Søuld

Selskabet arbejder nemlig med produktion af bygningsmaterialer og designløsninger konstrueret af ålegræs. Selskabet producerer ålegræspaneler, der kan erstatte traditionelle loftsplader og vægpaneler. Og det er særligt frugtbart for byggeriets grønne omstilling, fordi ålegræs, når det vokser på havbunden, optager CO2.

“I Søuld vil vi gerne skubbe på den grønne omstilling med ærlige produkter, som man kan se, hvad er lavet af, og som lagrer mere CO2, end der bruges til at producere dem,” fortæller Kirsten Lynge, der er bæredygtighedschef og medstifter af Søuld.

Søuld indsamler kun det ålegræs, der skyller i land eller ligger i havoverfladen, så man høster ikke de levende planter, som fæster sig på havbunden.

Selvom der bruges tid og ressourcer på at høste og producere ålegræsset på et produktionsanlæg i Nordjylland, er ålegræs et CO2-negativt produkt, fortæller Kirsten Lynge:

“Ålegræsplanter optager karbon, når de vokser på havbunden, og selvom vi bruger energi på at bjærge ålegræs og producere vores produkter, så er der mere karbon lagret i planterne, end vi bruger på produktionen.”

Stor aftale med Ikea

Søulds produktsortiment spænder bredt fra mere interiørrettede akustikpaneler til lofts- og vægkonstruktioner, der er velegnede til byggerier i større skala.

Lofter og vægge produceret af ålegræs er særligt relevante for større bygninger grundet den gode akustik, som produktet er med til at skabe, siger Kirsten Lynge, der samtidig fortæller, at selskabet for nyligt har leveret en større ordre til den nye Ikea ved Dybbølsbro i København.

“Vores produkter er velegnede til mange typer byggerier, fordi materialet skaber en god akustik og har gode brandegenskaber. De kan fungere godt i bygninger med storrumskontorer eller andre steder, hvor mange mennesker er samlet samtidig,” siger hun.

Søuld har også leveret produkter til en række restauranter, hoteller og kontorbygninger.


Centrale materialer

På Teknologisk Institut arbejdes der på at udvikle og dokumentere både nye og konventionelle materialers klimapåvirkning for at sikre en mere bæredygtig anvendelse i byggeriet.

Det er et erklæret mål for Teknologisk Institut at minimere den risiko, der er forbundet med at tage nye materialer i anvendelse, fortæller Mette Glavind, der er direktør for bygge og anlæg på Teknologisk Institut.

“Nye og mere bæredygtige materialer er helt centrale for den grønne omstilling i byggebranchen, fordi materialerne indgår i alle byggeriets processer, uanset om der er tale om nybyggeri eller renovering og transformation,” siger hun og fortsætter:

“Der er stor vinding at hente på nye og mere bæredygtige materialer, men det er alt sammen under forudsætning af, at de har samme holdbarhed og levetid som de materialer, de skal erstatte.”

Sould_History_Laesoe.jpg
300 år gamle huse med ålegræstage på Læsø var inspirationen til Søulds forretning. PR-foto

Holdbarhed er imidlertid ikke en bekymring hos Søuld, fortæller Kirsten Lynge:

“Idéen om at udvikle produkter af ålegræs stammer fra huse med tangtage på Læsø. Her blev ålegræs brugt i tagkonstruktioner for 300 år siden, og det er stadigt brugbart i dag. Så det er et godt bevis for, at ålegræs er et holdbart materiale, der kan indgå i moderne byggeri.”

Søuld har ingen officielle certificeringer på, hvor lang tid produkterne kan holde, men Kirsten Lynge fortæller, at der stor tiltro til lang holdbarhed, fordi fibrene i ålegræstagene på de gamle huse på Læsø har holdt i 300 år.

Skatkammer og risiko

Mette Glavind fra Teknologisk Institut fortæller, at de hele tiden bliver præsenteret for nye mulige løsninger, der skal komme byggeriets klimaudfordringer til livs, men at det er vigtigt at se kritisk på tingene – for hvis ikke store bygherrer kan se idéen og mulighederne i løsninger, nytter det ikke noget, vurderer hun.

“Inden for biobaserede byggematerialer findes der et helt skatkammer af ting, men man skal holde tungen lige i munden, fordi materialerne skal selvfølgelig være modstandsdygtige og tåle elementer som regn, blæst og alment slid,” siger hun og fortsætter:

“Det handler om at reducere risikoen så meget som muligt, og her kan vi nå langt med test og dokumentation og håndtere den tilbageværende risiko særligt om holdbarhed på en intelligent måde i bygge- og anlægsprojekterne.”

Sould_Eelgrass-fresh eelgrass pick-up2.jpg
Søuld har samarbejder med flere landmænd om at høste ålegræs til selskabets produktion. PR-foto

Mette Glavind nævner foruden biobaserede byggematerialer også mere bæredygtige betonelementer og tegl samt mere træbyg som nybrud, der kan skubbe til den grønne omstilling inden for byggeriet. En udvikling, hun fortæller også bliver skubbet på vej af en række nye klimakrav:

“De nye byggematerialer er på vej. Og fordi vi har et bygningsreglement med skærpede klimakrav fra 2025, så er man tvunget til at få udviklet og dokumenteret de nye byggematerialer, så de hurtigt kan komme på markedet. Men det sker ikke af sig selv. Der skal både pisk og gulerod til.”

Regeringen har strammet klimakravene til byggeriet i en ny aftale, som et bredt politisk flertal blev enige om den 30. maj 2024. De nye skærpede klimakrav træder i kraft fra juli 2025 og dikterer bl.a., at nybyggeri af etageboliger må udlede mellem 4 og 8 kilo CO2e pr. kvadratmeter afhængigt af bygningstype.

Tidligere har det kun været større byggerier over 1000 kvm, der har været omfattet af klimakrav til grænseværdier til CO2-udledning pr. kvadratmeter.

I de nye klimakrav skal byggeprocessen nu også medregnes. Det gælder transport til og fra og på byggepladsen, energi- og brændselsforbrug og materialespild på byggepladsen.

Efterspørgslen vokser

Der er planlagt løbende revision af klimakravene i fremtiden, og det kan skabe en større efterspørgsel på bæredygtige byggematerialer.

Det oplever de allerede hos Søuld. Efter at have været på markedet med sine produkter lavet af ålegræs i fire år fortæller Kirsten Lynge:

“Selvom vi fordobler produktionen hvert år, så har vi svært ved at følge med den stigende efterspørgsel. Vi sælger dels til flere og flere projekter i Danmark, men vi oplever også, at vi taler rigtig meget til et segment, der er globalt.”

Sould_Case_Goldfinch_photocredit_Stine Heilmann.jpg
Søuld leverer til private kunder, men også til virksomheder som restaurant Goldfinch i København. Foto: Stine Heilmann

Søuld har fra sit lille kontor på Nørrebro i København solgt til flere europæiske storbyer, men nu er også et stort amerikansk samarbejde kommet i hus, fortæller Kirsten Lynge:

“Vi har indgået et stort samarbejde med en amerikansk virksomhed, der hedder Spinneybeck, som kommer til at forhandle vores produkter på det nordamerikanske marked.”

Spinneybeck er en del af Miller Knoll, som er blandt de største møbel- og interiørkoncerner i USA, og selskabet har allerede bestilt flere containere af Søulds produkter, fortæller Kirsten Lynge.

Søuld har netop hentet en stor tocifret millioninvestering hjem for at imødekomme den stigende efterspørgsel fra både Danmark og det store udland.

Change Ventures er hovedinvestor og er grundlagt af entreprenør, investor og marinbiolog Jacob Jelsing, som er bedst kendt som medstifter af Gubra.

Forsiden lige nu