ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Tak fordi du læser med

Danske Bank og Rambøll er partnere på Børsen Bæredygtig. Derfor er alle artikler frit tilgængelige for alle læsere.

Danske Bank og Rambøll har ingen indflydelse på indhold eller redaktionelle valg på Børsen Bæredygtig.

Læs mere om partnerskab.

31-årig har udviklet ny “lim” til asfalt – men der kan gå længe, før den ligger i vejene

Et biologisk alternativ til “limen” i asfalt skal gøre fremtidens veje og logistikarealer uafhængige af råolie. Men flere forhindringer betyder, at der kan gå tid, før den rammer vejene

Line Kloster Pedersen fik idéen til Visibuilt for fire år siden.
Line Kloster Pedersen fik idéen til Visibuilt for fire år siden. Foto: Jonas Pryner Andersen

Det var på en løbetur rundt om søerne i København, at Line Kloster Pedersen kom til at tænke på svampe.

Tanken kom ikke ud af det blå. Line Kloster Pedersen er uddannet bioteknolog og interesserede sig under hele sit studie for svampe. Men som hun løb der og kiggede ned i jorden, tænkte hun over, hvordan svampe, altså levende organismer, faktisk er det, der stabiliserer jordbunden. 

Tanken sad stadig i hende, da hun kom hjem til, at der blev lagt ny asfalt foran hendes opgang. 

I dampen fra den varme asfalt faldt det hende ind, hvorfor man ikke kan bruge svampe til at binde stenene i asfalt sammen, ligesom det naturligt sker i jordbunden. Så ville man slippe for at skulle varme asfalten op.

I dag, fire år senere, er 31-årige Line Kloster Pedersen adm. direktør i sit eget firma Visibuilt, og hun har netop udviklet et produkt, der erstatter den “lim,” der i dag er i asfalt. Det er det første produkt af sin slags, og Visibuilt har indsendt et patent på løsningen.

“
Det er faktisk et globalt problem, at der mangler bitumen, som er det, man bruger i asfalt i dag

Line Kloster Pedersen, adm. direktør og stifter, Visibuilt

“Efter jeg kom på idéen, rakte jeg ret hurtigt ud til nogle i branchen og kom i dialog med Munck Asfalt. Jeg spurgte, om det overhovedet kunne være en løsning, der manglede,” fortæller Line Kloster Pedersen og fortsætter: 

“Der fik jeg at vide, at ikke bare Munck Asfalt manglede en løsning som min. Det er faktisk et globalt problem, at der mangler bitumen, som er det, man bruger i asfalt i dag.”

xx
Visibuilt holder til i Søborg blandt mange andre startups, der også tester produkter i den store hal. Foto: Jonas Pryner Andersen

I dag er standarden i asfaltbranchen at bruge bitumen i asfalt. Bitumen er oliebaseret og er den “lim,” der bruges til at binde stenene i asfalt sammen. Og selvom Line Kloster Pedersens produkt “Visibinder” tilbyder et nyt alternativ og snart er klar til at rykke helt ud af laboratorierne, kan der gå flere år, før svampene reelt binder asfalt sammen på de danske veje. 

Levende lim

Lige nu er der to måder, hvorpå man kan binde sten sammen: bitumen og cement. Det fortæller Eyal Levenberg, der er forsker ved DTU i vejbygning og anlægsteknik og har arbejdet sammen med Visibuilt i dele af sin forskning.

Visibinder er altså et tredje alternativ og testes lige nu på alle leder og kanter i Visibuilts laboratorie, der ligger omringet af andre startups i en hal i Søborg. 

Visibuilt har solgt visibinder til 40 kvm cykelparkering i Fælledby på Amager, hvor det har ligget i lidt mere end et år. I fliserne kan man se, hvordan den levende “lim” - altså bindemidlet - binder stenene sammen som små årer. Line Kloster Pedersen fortæller, at bindemidlet også har skiftet farve, mens det har ligget i jorden.

xxx
Visibuilts produkt, Visibinder, binder sten sammen til fliser eller asfalt. Foto: Jonas Pryner Andersen

“De vil gerne købe mere, og vi har også en del andre virksomheder, der er interesserede i produktet, men vi er stadig i gang med at teste det,” siger Line Kloster Pedersen og tilføjer, at mange i branchen selv har henvendt sig til hende, fordi de er interesserede i produktet.

Visibinder adskiller sig fra bitumen, fordi det er baseret på organiske materialer. Det skal ikke varmes op, og det er ikke baseret på fossil olie, som bitumen er. 

“Industrien er afhængig af de steder i verden, hvor der kan raffineres tung nok olie til bitumen. Det kan blive et problem, hvis man ikke kan få olie nok, eller geopolitiske spændinger betyder, at man ikke kan få olie fra de steder, man plejer,” forklarer Line Kloster Pedersen.

Lavere aftryk

At der ikke skal bruges olie i visibinder betyder også, at CO2-aftrykket fra det levende bindemiddel potentielt er lavere end fra bitumen. Selvom bitumen kun udgør fem pct. af asfalt, så står det for ca. 80 pct. af asfaltens samlede CO2-aftryk, forklarer Line Kloster Pedersen.

“Det skal fremstilles ved enormt høje temperaturer, og stenene skal også varmes op, når de skal blandes med det.”

Samtidig kan asfalt også genanvendes i langt højere grad, hvis det ikke er bundet sammen af bitumen. 

“Genbrugsprocenten i nyt asfalt er ca. 30 pct., fordi hvis du genopvarmer asfalt, kan det sætte sig fast i maskinen. Men hvis man bruger visibinder, er genbrugsprocenten 100 pct., fordi det ikke skal varmes op. Og så er visibinder lavet af restmaterialer, der findes i forvejen.”

Visibuilt
Visibuilts fliser bliver tryktestet i Søborg, hvor firmaet har en række forskellige testmaskiner. Foto: Jonas Pryner Andersen

Line Kloster Pedersen oplever dog ikke, at materialets bæredygtighed alene er det, der vækker interesse hos kunder og samarbejdspartnere. 

Eyal Levenberg fra DTU forklarer, at asfaltindustrien generelt ikke har et særligt stort CO₂-aftryk. Men der er interesse for at finde alternativer til bitumen, som er et ikke-fornybart, fossilbaseret produkt. Han fremhæver, at Visibinder kan tilbyde en ny verden af “stenlim”, som netop giver sektoren en tredje mulighed.

Vejen er lang

Selvom Line Kloster Pedersen er kommet langt siden sin løbetur om søerne og i dag har en virksomhed med 14 ansatte, har hun et vigtigt skridt foran sig: Produktionen skal skaleres. Derfor har Visibuilt inden sommeren lukket en investeringsrunde på 25 mio. kr. med blandt andre Eifo i ryggen. 

Midlerne skal bl.a. bruges til at teste udstyr, så selskabet får en klar opskrift på at masseproducere visibinder. Line Kloster Pedersen fortæller dog, at selvom visibinder viser lovende resultater, ligger det biologiske bindemiddel ikke i vejen om en måned.

I asfaltindustrien kræver bygherrer typisk fem års dokumenteret brugsdata, før et nyt materiale bruges i det tunge vejnet. Derfor forventer Line Kloster Pedersen, at der går fem til seks år, før produktet for alvor er fuldt skalerbart. Samtidig skrives offentlige udbud ofte med direkte efterspørgsel på bitumen. 

“Det udelukker lige nu innovative alternativer, før de overhovedet får en chance,” mener Line Kloster Pedersen.

Her i opstartsfasen er visibinder også dyrere end branchens alternativer, erkender hun.

“
Det udelukker lige nu innovative alternativer, før de overhovedet får en chance

Line Kloster Pedersen, adm. direktør og stifter, Visibuilt

Branchens forsigtighed over for nye materialer er dog ikke helt uden grund, fortæller Eyal Levenberg fra DTU.

“Menneskeheden har i tusindvis af år kun haft to måder at lime sten på: cement og bitumen. Hvis man ser transportnetværket som en slags blodårer, giver det mening, at man ikke vil lave fejl eller satse på det forkerte, når man har gjort det samme så længe,” forklarer han. 

I mellemtiden søger Visibuilt derfor hurtigere veje til markedet. 

xxx
Til daglig sidder Line Kloster Pedersen primært på sit kontor for at drive virksomheden og søge midler, så selskabet kan skalere. Foto: Jonas Pryner Andersen

“Lige nu kigger vi på områder som fliser og mindre byrum, hvor vi kan hente de første erfaringer med kunder,” siger Line Kloster Pedersen.

Når hun kigger på de langsigtede ambitioner, handler det for Visibuilt ikke kun om at levere en ingrediens til danske veje. Det handler om at skabe et globalt produkt. 

“Potentialet er der, fordi asfalt produceres på samme måde i hele verden. Og vi tilbyder et produkt, der passer ind i den måde, man producerer asfalt på. Men hvis det skal gå hurtigere, end det gør nu, vil det kræve, at man f.eks. ændrer den måde, der skrives offentlige udbud på. Hvis man altid beder om det, man kender, får man også det, man kender.”