ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Kriseramte Tiger i amerikansk fiasko: Har lukket alle butikker permanent

Tiger har satset

markant på USA, men den EQT-ejede kæde har nu lukket alle sine butikker permanent

Flying Tiger Copenhagen har lukket sine butikker i USA efter store tab. Arkivfoto: Jeppe Carlsen
Flying Tiger Copenhagen har lukket sine butikker i USA efter store tab. Arkivfoto: Jeppe Carlsen

Ambitionerne var store, da Flying Tiger Copenhagen i 2015 åbnede sin første butik i USA, men mindre end seks år senere er satsningen endt i en fiasko.

Flying Tiger har således lukket samtlige 13 butikker i USA permanent, efter at selskabet forgæves har forsøgt at sælge butikkerne fra.

Børsen har forsøgt at få en kommentar fra Martin Jermiin, Flying Tigers adm. direktør, og EQT-partner Mads Ditlevsen, der er kapitalfondens ansvarlige for investeringen i den danske butikskæde, men ingen af dem har ønsket at udtale sig.

Tyskland og USA til salg

Som Børsen kunne fortælle i juli 2020, har Flying Tiger opgivet selv at få succes på både det tyske og det amerikanske marked, og derfor har selskabet i løbet af 2020 forsøgt at sælge butikkerne.

“Vi vil ud af både Tyskland og USA, og jeg håber og tror på, at nogle partnere ser potentialet i at drive Flying Tiger-konceptet videre i både Tyskland og USA,” sagde Martin Jermiin denang.

Mens det altså ikke er lykkedes at sælge butikkerne i USA, arbejder selskabet ifølge Børsens oplysninger fortsat på at finde en løsning for Tyskland, hvor man driver 54 butikker, femgår det i 2019-regnskabet for Zebra A/S, Flying Tigers moderselskab.

Bærer stort ansvar

Her står der ligeledes, at USA og Tyskland bærer en stor del af ansvaret for, at Flying Tiger i 2019 kom ud med et trecifret millionunderskud. De to markeder tegnede sig alene for et minus på 149 mio. kr. ud af det samlede tab på 224 mio. kr. Siden begyndelsen af 2020 har coronapandemien lammet stort set hele verden, og Tiger har fået store økonomiske hug som følge af tvangsnedlukninger. Det er formentlig også en del af årsagen til den permanente nedlukning i USA, der afslutter et kapitel i Flying Tiger, som begyndte med store armbevægelser.

Ellers høje ambitioner

Kæden, der driver omkring 900 butikker verden over, åbnede således sin første i USA på 465 kvm på den hippe adresse 920 Broadway på Manhattan, New York. Og Tiger-stifter Lennart Lajboschitz, der i 2012 solgte 70 pct. af sine aktier til EQT, gav indtryk af, at det var en stor milepæl for Tiger at indtage USA.

Alle i Tiger har glædet sig som små børn til at åbne på denne ikoniske placering midt på Manhattan

Lennart Lajboschitz, Tiger-stifter, om USA-åbningen i 2015

“New York er jo et helt specielt sted, og jeg overdriver ikke, når jeg siger, at alle i Tiger har glædet sig som små børn til at åbne på denne ikoniske placering midt på Manhattan,” sagde Lennart Lajboschitz i en pressemeddelelse.

Da Børsen i sommeren 2020 igen talte med Lennart Lajboschitz om det amerikanske marked, var tonen en anden.

“Vores måde at komme ind i USA på har åbenbart ikke vist sig at være god. Nogle af huslejerne er meget dyre, og så går jeg ud fra, at nogle af lokationerne ikke har været rigtige, og så er det gået i en bestemt retning,” sagde Lennart Lajboschitz, der fortsat ejer 29 pct. af aktierne i Zebra A/S.

Lennart Lajboschitz var også i fokus for få dage siden, da han fortalte, at EQT havde tilbudt ham at købe den kriseramte kæde tilbage, hvilket han indtil videre har afvist. Selskabet har udviklet sig til lidt af en møgsag for EQT, der flere gange har forberedt et salg af Tiger. Da det gik bedst – før 2018 – blev der talt om en mulig børsnotering. Men i 2018 og 2019 har Zebra A/S samlet set tabt 765 mio. kr., og bankgælden var ifølge 2019-regnskabet på 1,2 mia. kr. Der var dog også opløftende takter i regnskabet, for driftsresultatet var vendt til et solidt plus, men så ramte coronapandemien som en hammer i 2020. Zebra A/S offentliggør først sit regnskab senere på året, men Mads Ditlevsen sagde i sidste uge til Børsen, at tallene “ikke ser gode ud”.

Selskabet omsatte i 2019 for 5,2 mia. kr.



Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis