Det franske luksusgigant LVMH, der blandt andet dækker over luksusbrandet Louis Vuitton, som er kendt for sine ikoniske tasker og Dom Pérignon, der er kendt for sin eksklusive champagne, klarede sig bedre end ventet i første halvår.
Det fremgår af LVMH's nye regnskab for andet kvartal, der blev offentliggjort mandag aften.
Driftsresultatet landede på 7,63 mia. euro. Det var ca. 1 mia. euro mere end de ventede 6,62 mia. euro, ifølge Bloomberg News. Derudover voksede den organiske vækst i LVMH's mode- og lædervareforretning med 113 pct. mod ventet 111 pct.
Det var en noget anden historie for virksomheden i samme periode sidste år, hvor coronapandemien tvang luksuskæmpen, som så mange andre, til at holde flere af sine butikker lukkede.
Og det kan ses på tallene. Således lander omsætningen for første halvår af 2021 på 28,7 mia. euro, som er en stigning på hele 56 pct. fra 18,4 mia. euro i samme periode sidste år.
“LVMH har haft et fremragende halvår og høster fordelene ved at fortsætte med at innovere og investere i sine forretninger gennem hele pandemien til trods for at være midt i en global krise,” lyder det fra Bernard Arnault, formand og administrerende direktør for LVMH i halvårsregnskabet.
Og selvom coronakrisen endnu ikke har sluppet sit tag, og en delta-variant stadig spøger flere steder i verden, så mener den adm. direktør, at det positive regnskab tyder på en lys fremtid for LVMH.
“Når vi kommer ud af sundhedskrisen og ser et opsving i den globale økonomi, tror jeg, at LVMH er i en fremragende position til at fortsætte med at vokse og yderligere styrke vores føring på det globale luksusmarked i 2021,” siger han i forbindelse med halvårsregnskabet.