Staten vil købe land for milliarder: Nu skal landmænd sætte deres pris

“Det er godt nok et rigt land, hvis vi har råd til at lade den slags jord ligge ubrugt hen.”

Hans Jakob Clausen sidder i sit køkken på gården lidt uden for Rudkøbing på Langeland.

Uden for vinduet ligger en af de marker, han taler om:

Fuldfed landbrugsjord, der siden 1980’erne har sikret ham et stabilt udbytte og foder til de 3000 grise, han producerer hvert år.

Men snart kan markens tid som landbrugsjord – måske – være slut.

Hans Jakob Clausens 50 hektar er nemlig omfattet af et helt bestemt kort.

Et kort over planlagt udtagning af jord, der udgør en af brikkerne i et kæmpe puslespil til 43 mia. kr., som skal skabe en historisk omlægning af det danske landskab – den største siden 1864.

Milliardplan

Den grønne megaplan, som Hans Jakob Clausen er blevet en del af, går under navnet den grønne trepart.

En aftale, der i første omgang blev indgået mellem regeringen, Landbrug & Fødevarer og Danmarks Naturfredningsforening samt andre aktører og derefter – i november sidste år – blev fulgt op af en politisk aftale, hvor et bredt flertal lovede 43 mia. kr. til formålet:

At tage landbrugsjord ud af drift, rejse skov og genskabe naturområder til gavn for klimaet og ikke mindst vandmiljøet.

Nu er der gået et år.

Og rundt omkring i landet er der blevet tegnet kort.

Kort, der viser, hvad det egentlig er for jorder, der potentielt skal vådlægges, lægges brak eller tilplantes med skov.

Dermed kan landmænd over hele landet finde regnemaskiner og Excel-ark frem for at besvare det helt centrale spørgsmål: Hvad kan betale sig for mig?

Samtidig advarer centrale aktører og eksperter om risikoen for spekulation.

Helt vildt stor

En af dem er Jesper Kiel.

Han er formand for “den lokale trepart” for Det Sydfynske Øhav. Her er kommunerne, landbruget og naturorganisationerne i fællesskab nået frem til, at op mod en femtedel af landbrugsjorden skal tages ud af drift.

“Det er en helt vildt stor opgave,” siger Jesper Kiel, der også sidder i kommunalbestyrelsen i Svendborg, valgt for Enhedslisten.

“Bare det at kommunerne skal ud at lave 300 projekter i Det Sydfynske Øhav. Det skal foregå i rekordtempo. Og det afhænger også af, at staten er klar til at lave opkøb og jordfordeling,” siger han.

At staten køber jord op, er et helt centralt element i den grønne trepart. Men meningen er ikke, at staten skal blive en kæmpe jordejer. 

Bæredygtig

Børsraket har plantet 377.000 træer og buske på Langeland

Men derimod at staten både skal opkøbe jord med særlig naturværdi, der så kan sælges videre til f.eks. fonde. Men også helt almindelig landbrugsjord, som den så kan tilbyde landmænd i bytte for f.eks. vådområder.

“Vi har flere steder her i området, hvor der er jord til salg, og der burde staten komme i gang med at købe op, så der er noget at bytte med. Det går alt for langsomt. Ellers er risikoen, at nogle begynder at tænke i at købe jord op, så man har noget at forhandle med og måske presse prisen op,” siger Jesper Kiel.

Stigende priser

Allerede da trepartsaftalen blev indgået, forudså flere eksperter, at den kunne føre til stigende jordpriser, også selv om det står sort på hvidt, at opkøbene skal ske til markedspris, blandt andre cheføkonom Jens Schjerning fra rådgivningsfirmaet Agrocura, der er specialiseret i landbrugets økonomi.

Og priserne på landbrugsejendomme og jord er ganske rigtigt steget. I september beskrev Landbrugsavisen, at staten faktisk er den største køber i markedet i år.

Det er ikke overraskende, mener Jens Schjerning.

“Det er rundt regnet 70 pct. af den landbrugsjord, der er frit tilgængelig, de skal købe,” siger han.

Sagen er nemlig, forklarer Schjerning, at der skal tages i alt 140.000 hektar lavbundsjord (inkl. randarealer) ud over en femårig periode. 

Det vil sige, at myndighederne enten skal købe den jord direkte af landmændene eller købe andre arealer, som de kan give landmændene i bytte.

Og når man fraregner familiehandler, infrastruktur, erhvervs- og boligudtagningsarealer, solcelleanlæg og vindmøller, bliver det altså en ret stor del af den jord, der omsættes på et år, staten skal købe.

Stor prisforskel

Det er to styrelser, der konkret står for jordopkøbet: Naturstyrelsen og Styrelsen for Grøn Arealomlægning (SGAV).

Naturstyrelsen oplyser til Børsen, at den ved udgangen af andet kvartal 2025 havde opkøbt i alt 4740 hektar til brug for klimalavbundsprojekter.

Gennemsnitspriserne for de ti største handler ligger mellem 181.000 kr. og 322.000 kr. pr. hektar. 

“De største handler omfatter dog især jord, der skal anvendes i forbindelse med jordfordeling, og de gennemsnitlige omkostninger pr. hektar kendes derfor tidligst, når jordfordelingen er tilendebragt,” forklarer Naturstyrelsen i en mail.

SGAV har i perioden fra 2024 til nu opkøbt ca. 2200 hektar. 

Priserne varierer meget. 

Den landbrugsjord, som styrelsen har opkøbt, har kostet mellem 150.000 og 225.000 kr. pr. hektar, mens beskyttede naturarealer, permanente græsarealer eller randarealer ofte fås til priser mellem 25.000 og 60.000 kr. pr. hektar.

Aktuelt har styrelsen en samlet jordbeholdning på ca. 7600 hektar, som blandt andet indgår i den grønne treparts projekter. Men styrelsens ejerskab af jord er altid midlertidigt, understreges det.

De mest aktuelle tal fra Danmarks Statistik viser, at gennemsnitsprisen på landbrugsjord – inklusive bygninger – steg til mere end 200.000 kr. pr. hektar i andet kvartal, en stigning på ca. 9,2 pct. for første halvår 2025.

Men man kan ikke med sikkerhed sige, at det alene er den grønne trepart, der er årsagen til de stigende jordpriser, vurderer Jens Schjerning.

Priserne på landbrugsjord ligger nemlig fortsat ca. 10-15 pct. under priserne på parcelhusgrunde.

“Så når jordpriserne stiger mere end det øvrige ejendomsmarked for tiden, kan det eventuelt være et efterslæb,” siger Jens Schjerning.

“Men når det er sagt, så ved vi jo også alle sammen, at staten er i markedet,” tilføjer han og vurderer, at det giver landmændene en gunstig forhandlingsposition.

Chance

Tilbage på Langeland skal Hans Jakob Clausen snart gøre sin stilling op.

For ham personligt – med et halvt år til pensionsalderen og en søn, der for længst har etableret en helt anden karriere – kan treparten vise sig at være en chance:

“Det kan være en god måde at komme ud af erhvervet på for mit vedkommende. Hvis prisen er rigtig. Det hælder vi måske nok til. Min kone vil gerne. Det er mig, der hænger i bremsen. Jeg har altid været landmand,” siger Hans Jakob Clausen.

Set i et større perspektiv forstår han godt det overordnede ønske om mere natur og bedre havmiljø. Men det ærgrer ham, hvis den fede langelandske muld skal ligge ubenyttet hen.

Derfor håber han på, at hans jord kan blive del af den større jordfordeling og måske ende med at komme en yngre landmand til gavn. Håbet – set fra landbrugets side – er, at de marker, der bliver tilbage i drift, kan dyrkes uden restriktioner.

“Den måde, min generation har drevet landbrug på, har åbenbart lige knap været den helt rigtige, set med samfundets briller. Nu håber vi på, at pladen bliver spillet ren, så den kommende generation kan køre på nogle andre vilkår, end vi andre har gjort,” siger Hans Jakob Clausen.

For hans egen personlige beslutning bliver økonomien afgørende. Der findes f.eks. en støtteordning til landmænd, der stopper med at dyrke jorden. Den er på 82.000 kr. pr. hektar. Det er slet ikke attraktivt, fastslår Hans Jakob Clausen.

Skal han afgive sin jord, skal han have markedsprisen.

“Selvfølgelig skal jeg da det. Jeg vil ikke forære det væk. Vi har selv købt det til markedspris dengang. Det skulle vi gerne have hjem igen, inflationssikret,” siger han.

Hvad markedsprisen så er, ved han ikke med sikkerhed.

“Jeg har lige hørt, at der er solgt noget jord her for ganske nylig for 225.000 pr. hektar. Om det så er prisen, kan jeg jo ikke vide. Men folk vil have mere natur, og selvfølgelig kan man få det, hvis man vil betale for det.”