ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Danske rejsebureauer ser måbende til, mens rejsegigant får milliardtilskud i Tyskland: “Det skaber en ubalance”

Rejsegiganten TUI har fået godkendt op mod 9,3 mia. kr. i tilskud fra den tyske stat. Danmarks Rejsebureau Forening frygter konkurrencefordel

Adm. direktør i Dansk Rejsebureau Forening Lars Thykier mener, at det skaber ubalance, at TUI får tysk milliardtilskud. Foto: Steven Achiam
Adm. direktør i Dansk Rejsebureau Forening Lars Thykier mener, at det skaber ubalance, at TUI får tysk milliardtilskud. Foto: Steven Achiam

Med over 400 hoteller, 150 fly, 17 krydstogtskibe og 1600 rejsearrangører under sig er den tysk-britiske TUI Group med egne ord verdensledende inden for turisme. Men det er også et selskab, der ligesom rejsebranchen generelt er blevet umanerligt hårdt ramt af coronakrisen.

9,3

mia. kr. har den tyske stat fået godkendt at give i kapitalindskud til TUI Group

TUI Groups regnskab viste i december et underskud på knap 24 mia. kr., og derfor har den tyske stat ad tre omgange hjulpet til: Først med tilskud i marts og august og senest med et kapitalindskud på op mod 9,3 mia. kr. i selskabet, som også giver den tyske stat en ejerandel på 25 pct.

Ifølge de danske rejsebureauer giver tilskuddene nu TUI en fordel.

Skaber ubalance

“Det skaber en ubalance. Det er der ingen tvivl om. Jeg kan godt forstå, at tyskerne vil støtte TUI, men jeg tror bare ikke, at det kun kommer til at vedrøre tyske arbejdspladser,” siger Lars Thykier, der som adm. direktør i Danmarks Rejsebureau Forening repræsenterer ca. 100 rejsebureauer.

Herhjemme er TUI, som tidligere hed Star Tours, Nordens største rejsearrangør med omkring 20 pct. af markedet. Og selvom danske rejsebureauer også har adgang til hjælpepakker med tilskud, garantier og kompensation, har de ikke fået tilskud i nærheden af TUI’s 9,3 mia. kr.

“Jeg går ud fra, at pengene går til TUI som virksomhed og ikke som en afgrænset geografisk enhed. Dvs. der tilgår penge til TUI’s selskaber i hele verden, og det betyder også alt andet lige, at de får en konkurrencefordel,” siger Lars Thykier.

Også på Christiansborg møder det bekymring, at EU har godkendt støtten til TUI.

“Mange rejseselskaber er pressede og har haft svært ved at få den rette hjælp via de generelle hjælpeordninger. Her kommer så en stor konkurrent og får en meget stor pose penge, som gør, at de på sigt også kan tage en større markedsandel. Det er selvfølgelig konkurrenceforvridende,” siger De Konservatives erhvervsordfører, Mona Juul.

Det fælles bedste

Den tyske støtte bliver givet under en midlertidig coronaordning, som konkurrencekommissær Margrethe Vestager har oprettet. Vurderingen er, at TUI har en så vigtig position på markedet og for arbejdspladser, at det er til “det fælles bedste”.

Det skaber en ubalance. Det er der ingen tvivl om

Lars Thykier, adm. direktør, Dansk Rejsebureau Forening

Samtidig gælder en række betingelser om, at TUI f.eks. ikke må opkøbe mere end 10 pct. af en konkurrent eller bruge støtten til at redde underselskaber, der allerede var ilde stedt før corona.

Herhjemme har vi også oprettet Danmarks Genopretningsfond, som kan indskyde milliardkapital, hvis nogle af landets største selskaber kommer i alvorlig krise.

“Det kan jo sagtens være, at vi på et tidspunkt bliver nødt til at give noget støtte gennem den fond, hvor andre lande så også vil stå og sige, at det er konkurrenceforvridende. Det handler om at finde den rigtige balance,” siger Mona Juul, som nu vil tage sagen op med erhvervsminister Simon Kollerup (S).

Ministeren har ikke ønsket at give interview om støtten til TUI og forholder sig i en mail heller ikke til, om den set med hans øjne er konkurrenceforvridende. I et andet svar til Folketinget har ministeriet dog skrevet, at “med støtte af denne type og størrelse til enkeltvirksomheder vil der være risiko for konkurrenceforvridning”.

Samtidig oplyser Erhvervsministeriet, at det vil følge den videre udvikling. Pressechef i TUI Nordic Mikkel Hansen afviser, at støtten giver en unfair fordel.

“Den holdning har jeg ærligt talt ikke særlig meget til overs for. Mange mennesker og virksomheder, specielt i Sydeuropa, afhænger af vores tilstedeværelse. Uden os vil job gå tabt, og priserne stige, og så vil vi først for alvor opleve en skævvridning. Vi har med andre ord en markedsrelevans på den gode måde,” skriver han i en mail.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis