Jeg plejer at sige, halvt i spøg og halvt i alvor, at jeg kan vurdere, hvor dybt en virksomheds ESG-ambitioner stikker, ved at tage en kop kaffe i deres kantine.
Det er selvfølgelig en grov forenkling – men kun til en vis grænse.
For hvis en virksomhed taler engageret om klimaansvar, biodiversitet og ordentlighed i værdikæden – og samtidig serverer anonym, konventionel kaffe i kantinen uden dokumentation for oprindelse eller effekt – så afslører det ofte noget om, hvor solidt ambitionerne reelt er forankret i hverdagen.
Kaffe er en af verdens mest handlede råvarer. Den dyrkes i nogle af klodens mest sårbare økosystemer og har direkte forbindelse til skovrydning, biodiversitetstab, CO2-udledning og levevilkår for kaffebønderne i det globale syd. Alligevel behandles firmakaffe i mange virksomheder som en simpel driftsudgift og et trivielt personalegode – ikke som en strategisk indkøbsbeslutning.
Når man vælger kaffe, vælger man derfor også, hvilken type værdikæde man ønsker at være en del af
Det er bemærkelsesværdigt, når man samtidig bruger betydelige ressourcer på at kortlægge Scope 3-udledninger og formulere ambitiøse ESG-strategier.
Scope 3 i koppen
Kaffen, den hører hjemme i Scope 3.
De indirekte udledninger fra indkøbte varer og tjenesteydelser fylder mere og mere i virksomhedernes klimaregnskaber, og her indgår alt fra transport og emballage til råvarer og fødevarer.
Den gennemsnitlige danske arbejdsplads drikker betragtelige mængder kaffe på et år, og hver eneste kop repræsenterer en værdikæde, der begynder i et tropisk landskab, hvor skov enten bevares – eller ryddes – for at give plads til produktion.
Når man vælger kaffe, vælger man derfor også, hvilken type værdikæde man ønsker at være en del af.
Indrømmet, det er ikke det største klimahåndtag i en produktionsvirksomhed, og det vil jeg heller ikke gøre det til. Men det er et konkret, synligt og relativt enkelt sted at omsætte ambition til handling. Et sted, hvor ledelsen kan vise, at bæredygtighed ikke kun er noget, der lever i strategidokumenter og årsrapporter, men også præger de daglige beslutninger.
Bæredygtighedsambitionen bliver helt konkret noget, som medarbejderne samles om og nyder flere gange om dagen.
Staffage
I mit arbejde i Brancheforeningen for Kaffe og Te ser jeg desværre jævnligt, hvordan bæredygtighed ender som staffage: noget, der pynter i fortællingen, men ikke nødvendigvis rykker i virkeligheden. Og så bliver bæredygtighed til “blæredygtighed”.
Certificeringer og mærker kan være en del af løsningen, men de kan også fungere som en bekvem genvej, staffage, hvis de ikke ledsages af dokumentation og transparens. Kan effekten dokumenteres? Er bidraget målbart? Er værdikæden gennemsigtig? Og går midlerne faktisk til naturbeskyttelse og bedre vilkår – eller primært til branding?
Det er de samme krav, man stiller til enhver anden strategisk leverandør. Kaffe bør ikke være undtaget.
Fra bønne til kop
I Freehand Coffee har vi de seneste år arbejdet på at gøre effekten konkret og målbar i samarbejde med World Land Trust (WLT), der bl.a. har tilknyttet den kendte naturforsker David Attenborough. Samarbejdet indebærer, at virksomheder kan beregne natur- og klimaeffekten fra bønne til kop.
For hvert kilo PURO-kaffe bevares 24 kvm regnskov, og der lagres væsentligt mere CO2, end der udledes i hele kaffens livscyklus. En del af salget går direkte til beskyttelse af regnskovsreservater, som i dag dækker et areal på størrelse med 1,5 gange Bornholm og beskytter i alt omkring 60 millioner af træer.
Pointen er ikke, at Freehand-kaffe alene redder klimaet.
Min pointe er, at det faktisk er muligt at dokumentere effekten af noget så dagligdags som en kop kaffe – og at det derfor er svært at forklare, hvorfor man ikke skulle gøre det, hvis man i øvrigt tager sit ESG-arbejde og kaffeleverandør alvorligt.
Klimafløde er ikke nok
Kaffe er en fast del af dansk arbejdskultur. Den skaber pauser, samtaler og fællesskab. Men den kan også fungere som en slags lakmusprøve: Rækker ambitionerne helt ind i de små, gentagne indkøbsbeslutninger, eller stopper de ved de store, synlige projekter?
Hvis vi mener det alvorligt med Scope 3 og ansvarlige værdikæder, kan vi ikke nøjes med lidt klimafløde i regnskabet. Vi må også turde interessere os for det, der venter længere nede i koppen.
Den største trussel imod planeten er at tro, at andre tager sig af den. Måske er det derfor, at så mange virksomheder taler om CO2-mål, der realiseres i 2040. Det er fint med ambitioner, men det er for nemt at skubbe dem så langt ude i fremtiden.
Og ja – bæredygtighed er svært. Men vi skal i gang. Verden har brug for, at vi siger, hvad vi gør – og så rent faktisk gør, hvad vi siger. Ikke først om 10 år. Nu.
