Klimafinansiering er igen et af de varmeste emner på den aktuelle COP27. I tillæg til den sædvanlige status på, hvor de rige lande er på deres løfte fra 2009 (COP15 i København) om 100 mia. dollar om året til klimatilpasninger, vil ulandene organiseret i G77-gruppen denne gang også presse på for direkte erstatninger for klimaskader.
Men hvor de finansielle løfter på tidligere COP’er har været pakket sammen med generelle, gensidige aftaler om CO2-reduktioner, som har kunnet indfris gennem både bistand, lån og investeringer, er spørgsmålet om erstatninger mere ensidigt. Hvis det slås fast, at historiske udledninger bør medføre erstatninger til de mest klimaudsatte lande – som primært findes på varme breddegrader – kan det åbne for en strøm af krav, som det kan være svært at kontrollere.
Selvom G77-landene har den ulempe, at det er vanskeligt præcist at knytte rige landes udledninger til konkrete klimaskader, vil klimaskaderne sikkert kun blive større i de næste årtier, hvilket så vil medføre større krav om erstatning.
G77-landene får nu hjælp fra forskere på Dartmouth College i USA. De har samlet den lange årsagskæde, der skal til for at knytte enkelte landes udledninger til konkrete klimaskader i andre lande.
“Hvis erstatningsprincippet grundsættes, vil G77-gruppen kunne kræve, at der kompenseres for fortiden, før vi kan tale om fremtiden
Det er en kæde, der skal binde historiske udledninger og globale CO2-koncentrationer sammen, binde CO2-koncentrationer og globale temperaturændringer sammen, binde globale temperaturændringer og temperaturændringer på landeniveau sammen og binde temperaturændringer på landeniveau sammen med konkrete økonomiske tab på landeniveau.
Studiet fokuserer primært på effekten af USA’s udledninger, og givet usikkerhederne i hvert enkelt led er fejlmarginen naturligvis stor. Men ifølge forskerne rækker fejlmarginen ikke ind over tallet nul (og altså “frifinder” USA), når det gælder de mest klimaskadede lande, som findes i Sahel-bæltet og Mellemøsten.
Nogle lande har gavn af klimaforandringerne, hvilket skyldes det led i kæden, der omsætter temperaturændringer til konkrete økonomiske effekter på landeniveau. Denne delmodel forudsætter en økonomisk optimal gennemsnitstemperatur på 13-14 grader celsius årligt. Lande mod nord, der ligger under denne temperatur (f.eks. Rusland og Canada), vinder således på global opvarmning, mens sydligere lande med en højere gennemsnitstemperatur vil tabe. Det er typisk ulande, og derfor vil G77-gruppen have emnet taget op i Sharm el-Sheikh.
Dartmouth-forskernes beregninger omfatter også Danmark. De finder, at Danmark i perioden 1960 til 2014 gjorde sig skyldig i klimaskader for 55 mia. dollar – netto. Nettotallet dækker over, at Sverige, Norge, Finland, Belgien og Holland burde sende ca. 43 mia. dollar til Danmark, da vores udledninger af klimagasser har forbedret den økonomiske vækst der.
Danmark har som det første land allokeret penge (100 mio. kr.) til klimaskabte tab og skader, mens f.eks. USA og Canada har været meget tilbageholdende. Ved COP26 i Glasgow sidste år foreslog G77-gruppen og Kina (som ikke er en del af G77) en “finansiel facilitet” for klimaskader, men blev afvist.
Nu har USA’s chefforhandler, John Kerry, imidlertid åbnet for at drøfte det – men vil have medregnet emissioner fra lande, der har øget brugen af kul. Det kan være møntet på Kina og kan splitte enigheden i modstandernes lejr.
G77-gruppen ledes tilfældigvis af Pakistan, som i sommer havde oversvømmelser, der estimeres til at have kostet 30 mia. dollar. Samtidig vurderes det, at nedbøren i de hårdest ramte områder var 75 pct. mere intens, end den ville have været uden global opvarmning – altså at det ikke bare var en begivenhed, som også kunne ske uden global opvarmning.
Usikkerhederne ved opgørelsesmetoden er åbenlyse, men det vigtigste er, om man kan stadfæste princippet om erstatninger som universelt gyldig. Hvis det sker, er opgørelsen jo nærmest bare en teknisk ting, som man kan blive bedre til hen ad vejen. Modstanderne af erstatningsprincippet stritter imod, fordi omfanget af de rige landes forpligtelser er ukendt.
Men de stritter også imod, fordi idéen om erstatning vil forrykke dynamikken i forhandlingerne fremover.
Hidtil har de rige lande kunnet lokke ulandene til fremtidige CO2-reduktioner ved bl.a. at love hjælp til klimafinansiering. Hvis erstatningsprincippet grundsættes, vil G77-gruppen kunne kræve, at der kompenseres for fortiden, før vi kan tale om fremtiden.
