Jeg hader MUS. Undskyld, men jeg er nødt til at være ærlig om den årlige udviklingssamtale, hvor jeg sammen med medarbejderen skal gøre status og kigge fremad. Ja, jeg ved, at den er vigtig for at sikre medarbejderen og teamets præstation, vækst og trivsel. Men jeg ender altid i vildrede med at bruge et skema, jeg engang fandt på nettet, hvor mine stakkels medarbejderes behov og ønsker presses ned i en skabelon som et forceret skuespil.
Så hvad gør man som medarbejder, hvis man har en lige så hjælpeløs chef som mig? Det spurgte jeg University of North Carolina-professor Steven Rogelberg om, da jeg mødte ham til Presidents Summit her i København. Rogelberg har viet sit arbejdsliv til at studere effektive møder (således gav han mig 10 minutter, da jeg bad om 30).
Bed om afklaring på, hvad der kræver din største opmærksomhed
Han forklarede, at da det typisk er lederne, der styrer disse en-til-en-samtaler, betyder det også, at medarbejderens behov ofte bliver glemt. Det er derfor op til medarbejderen at “lede opad” og selv stille spørgsmål for at få den opmærksomhed, de har brug for.
Bed om vejledning
Først og fremmest er MUS’en en oplagt mulighed for at søge vejledning og bede om input fra din leder omkring opgaver eller projekter, som du har udfordringer med, eller til at udtrykke dit behov for yderligere ressourcer og støtte.
For at sikre at du er på rette spor og arbejder effektivt, skal du sørge for, at du og din leder er på samme side. Bed om afklaring på, hvad der kræver din største opmærksomhed: “I betragtning af mine arbejdsopgaver, hvad bør jeg prioritere lige nu, og kan du hjælpe mig med at forstå hvorfor?”
Stil spørgsmål for at forstå, hvordan din rolle og opgaver passer ind i de bredere strategiske mål i organisationen, og hvordan ledelsen tænker på fremtiden: “Hvad sker der højere oppe i organisationen (eller i andre dele af den), som kunne være nyttigt for mig at vide, mens jeg arbejder på mine nøgleopgaver?” Dette kan hjælpe med at belyse, om der muligvis er behov for en fælles justering af dine prioriteter.
Få feedback
Tjek med din leder, hvordan du klarer dig i forhold til din præstation. Det behøver ikke at være en officiel evaluering, men det er vigtigt at få feedback periodisk, især hvis din leder ikke giver det af sig selv. “Møder jeg dine forventninger? Jeg ville sætte pris på at høre din vurdering af mit arbejde.” Denne samtale kan også være en god måde at få overblik over, hvorvidt der er vigtige elementer af dine opgaver, som bliver overset.
Da MUS’en af sagens natur skal ses som en udviklingssamtale, gør du derudover klogt i at komme med dine egne tanker om dine kortsigtede og langsigtede karrieremål og bede din leder om at hjælpe dig med at tage de næste skridt: “Når du reflekterer over, hvor organisationen er på vej hen, har du så nogen tanker om, hvordan jeg bør forbedre mig og udvikle mig for bedst at tilpasse mig?”
Opbyg et forhold
Endeligt er det også vigtigt at huske på, at din en-til-en-samtale også er et vigtigt sted for at opbygge og pleje forholdet til din leder. Afsæt derfor tid i begyndelsen eller slutningen af samtalen til at forbinde personligt med din leder. Spørg ind til, om der er noget, der interesserer dem uden for arbejdet, eller om der måske er noget, de gerne vil vide om dig.
Overvej også måder, hvorpå du kan hjælpe din leder med at nå sine mål og opfylde sin rolle. Ledere har nemlig også brug for hjælp, opmuntring og støtte for at optimere deres effektivitet og præstation. Ligesom du forventer støtte fra din leder, så overvej, hvordan du kan give støtte tilbage: “Hvad er dine prioriteter i de næste X dage? Hvad kan jeg gøre for at hjælpe dig med dette?”
Gode en-til-en-samtaler er selvfølgelig noget, der kræver prioritering fra lederen. Men ved selv at tage styringen og sikre, at disse samtaler er effektive og afføder konkrete resultater, øger du chancen for, at din chef også selv finder disse værdifulde.
Jeg fusionerede for nyligt min virksomhed Dawn med AVT Business School. Mit første krav? Skolens dekan skulle overtage udviklingssamtaler for alle medarbejdere, inklusive mig selv. Og nu ved jeg, hvordan jeg forbereder mig til samtalen, når vi sætter os om kort tid.
SERIE
AVT Business School + Harvard Business Review
Claus Mossbeck skriver i samarbejde med forfattere fra Harvard Business Review klummer i Børsen Ledelse. Her har han talt med University of North Carolinas management-professor Steven Rogelberg, der er medforfatter til bogen “Bosses, Coworkers, and Building Great Work Relationships” (HBR, 2024).

