ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Første skæbnedag blev

til en syngende lussing for Norwegian-investorer. De næste to ser lige så dystre ud, mener analytikere

Adm. direktør i Norwegian Jacob Schram har stået i spidsen for en rekapitaliseringsplan, der sender milliarder af nye Norwegian-aktier i markedet. Arkivfoto: Ntb Scanpix/Reuters/Ritzau Scanpix
Adm. direktør i Norwegian Jacob Schram har stået i spidsen for en rekapitaliseringsplan, der sender milliarder af nye Norwegian-aktier i markedet. Arkivfoto: Ntb Scanpix/Reuters/Ritzau Scanpix

9. august, 9. oktober og 9. december. De tre datoer har været og kommer til at blive nervepirrende og ikke mindst uhyggeligt vigtige for investorer med aktier i det norske flyselskab Norwegian. Her udløber lockup- perioderne på milliarder af aktier i selskabet, efter selskabet havde succes med at omlægge tårnhøj gæld i selskabet til aktier. Det kan betyde voldsomme kursudsving og salgspres på aktien.

905 mio. nye Norwegian-aktier blev mandag optaget til handel – første del af en samlet emission, der sender antallet af Norwegian-aktier op på 3,6 mia. aktier. Fredag led Norwegian-aktien et fald på 14,8 pct. grundet frygten for, hvordan aktiekursen ville blive påvirket af, at den samlede aktiesum steg fra 164 mio. aktier til næsten én milliard. Mandag faldt aktien yderligere 14,6 pct., da de nye aktier kom i handel.

905​

mio. Norwegian-aktier blev frigivet til handel mandag. Aktien faldt 14,6 pct. på dagen

Siden årsskiftet har Norwegian-investorer været vidne til et ikke mindre end katastrofalt kursfald på 96,50 pct.

“Når man skal dele de værdier, der er i et selskab, til hundredtusindvis af nye investorer, betyder det bare, at værdien for den enkelte bliver decimeret,” fortæller Per Hansen, investeringsøkonom i Nordnet, der i starten af april valgte at trykke på salgsknappen for de Norwegian-aktier, han havde liggende i porteføljen.

Aktieanalysechef i Sydbank, Jacob Pedersen, der holder særligt øje med luftfartsindustrien, anser det også for sandsynligt, at man både 9. oktober og 9. december kommer til at opleve et salgspres, som man så mandag.

“Hvis man skal bruge historikken som pejlemærke, vil der komme et salgspres på Norwegian på de her dage,” siger han.

Ejer 4 pct. af Norwegian

De danske privatinvestorer har været sultne efter aktier i Norwegian efter store kursdyk siden februar. En analyse af Nationalbanken viser, at privatinvestorerne i landet siden marts har købt aktier i flyselskabet for 325 mio. kr. og i slutningen af juli ejede 4 pct. af Norwegian.

Og den samme interesse har man oplevet i Sverige, fortæller Joakim Bornold, der er investeringsøkonom i Söderberg & Partners. Men hverken de danske eller svenske privatinvestorer skal forvente et lukrativt afkast fra Norwegian-aktien i mange måneder frem, mener Joakim Bernold.

Hvis man skal bruge historikken som pejlemærke, vil der komme et salgspres på Norwegian på de her dage

Jacob Pedersen, aktieanalysechef, Sydbank

“Det er min forventning, at presset vil vare ved i mange måneder frem, og jeg forventer også, at de kommende udløbsdatoer på lockup-perioderne vil vise det samme billede, som vi så mandag,” siger han.

Pistol for panden

Ifølge Per Hansen vil man i de kommende måneder se et “meget stort salgspres” på Norwegian-aktien. Forklaringen er, at de nytilkomne investorer aldrig har været interesseret i at eje aktier i det norske flyselskab.

“Mange af de investorer, der nu får konverteret gæld til aktier i Norwegian, er ikke nødvendigvis aktieinvestorer. De har fået pistolen for panden, hvor Norwegian har givet dem et ultimatum. Enten kan de smide deres gældsbeviser i småt brændbart, eller også kan de acceptere, at den fordring, som de har, ikke er ret meget værd,” siger Per Hansen, der fortæller, at kreditorerne, der nu kan begynde at sælge ud af aktieposterne, ikke nødvendigvis har mandat til at eje aktier.

Samme holdning til de nytilkomne investorer har Joakim Bernold, der fortæller, at han ikke mener, at det er værd at investere i aktien. Han ser “ingen upside”.

“Mange af de nye store medejere er ikke langsigtede aktieinvestorer. Det skaber et enormt pres på aktien. Man er nødt til at finde nye langsigtede investorer, ellers kommer det til at se rigtigt svært ud for aktien,” siger Joakim Bernold.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis

Forsiden lige nu