Samtidig med at den danske og udenlandske modebranche er ekstremt pressede under coronakrisen, forlader den britiske kapitalfond Silverfleet Capital efter små fem års ejerskab det danske kvindemodeselskab Masai Clothing Company. Ny ejer bliver Arcmont Asset Management, der har lånt penge til Silverfleets danske modeinvestering og nu får Masai-aktierne som betaling.
Allerede før coronapandemien ramte, tabte det tidligere så succesrige Masai på både omsætning og resultat, hvorefter direktør Sune Bjerregaard blev erstattet i chefstolen af arbejdende bestyrelsesformand Margaret McDonald.
norske og svenske butikker lukkede Masai i april. De 14 danske fortsætter
Hun har ingen kommentarer til, at Silverfleet forlader skuden på et kritisk tidspunkt, hvor Masai selvfølgelig også er ramt af mistet salg, fordi masser af modebutikker er eller har været lukkede, og forbrugerne holder på pengene. Masai lukkede for fire uger siden sine over 23 norske og svenske butikker – plus showrooms – og sendte selskaberne bagved i konkurs.
“Vi ønsker virksomheden al succes i fremtiden
Mailkommentar fra kapitalfonden Silverfleet, som nu overlader ejerskabet i Masai til Arcmont
“Silverfleet har ejet Masai i fem år, og det er ejerens beslutning, hvornår der ændres på det. Ejeren har investeret tungt i Masai – bl.a. i nyt it-system og international vækst. Der kan være mange grunde til, at ejerskabet ændres,” siger hun og fastslår, at den daglige drift ikke påvirkes af ejerskiftet.
Silverfleet vil ikke kommentere, hvorfor en långiver bliver ny ejer, men har sendt dette via mail:
“Covid-19 fortsætter med at have en indflydelse på virksomheden, som har de samme udfordringer som den øvrige detailsektor. I forbindelse med vores exit fra Masai har vores primære målsætning været at gøre det rigtige for virksomheden, og Masai har nu et godt udgangspunkt for virksomhedens næste vækstfase.”
“Vi er stolte over udviklingen i Masai over de seneste fem år, hvor virksomheden har ændret fokus fra at være en engrosfokuseret modeforretning til et internationalt multikanalvaremærke. Vi ønsker virksomheden al succes i fremtiden,” lyder det fra Silverfleet på vej ud ad døren.
Arcmont har også kun en mailkommentar, hvor det slås fast, at den nye ejer kender Masai godt, forstår mulighederne i branchen og er opsat på at investere i selskabet for at sikre vækst og fremgang.
Arcmont har siden 2011 deltaget med over 8 mia. pund – ca. 70 mia. kr. – i over 100 transaktioner.
Silverfleet og Arcmont holder alle tal og detaljer om ejerskiftet i Masai for sig selv.
Bestyrelsesformanden, der siden midten af marts har ledet Masai fra London, fordi hun ikke kan flyve til København, understreger, at Masai som alle andre i modesektoren er ramt af coronakrisen. Det britiske marked, som er stort for Masai, er eksempelvis fortsat helt lukket, og ingen aner, hvornår butikkerne kan åbne igen.
“Vi vil både i år og næste år få overskud og have tilstrækkelig likviditet. Vi skal ikke foreløbigt åbne nye egne butikker, men vi skal udvide vores onlinehandel og engrossalg til flere markeder,” fastslår Margaret McDonald.