ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Svagt stigende aktivitet på de centrale gågader i København

Stribevis af butikker på de centrale gågader i København har lukket – ikke fordi de er tvunget til det, men fordi der ikke er nogen kunder. Men en helt frisk optælling fra Red viser, at der nu er kommet lidt flere på gaden.

På trods af, at der gennem de seneste uger er kommet flere mennesker i det centrale København, så skal vi ikke forvente trængsel, som vi er vant til, vurderer Nicholas Thurø. Arkivfoto: Anthon Unger
På trods af, at der gennem de seneste uger er kommet flere mennesker i det centrale København, så skal vi ikke forvente trængsel, som vi er vant til, vurderer Nicholas Thurø. Arkivfoto: Anthon Unger

Siden coronakrisen førte til en generel nedlukning af Danmark har de københavnske strøggader ligget stort set øde hen. Det har ført til, at en række butikker midlertidigt har lukket, selvom der ikke har været påbud om det. Men nu er der tegn på en ganske beskeden opblødning.

Erhvervsmæglerfirmaet Cushman & Wakefield Red har systematisk gennem de seneste fire år lavet optællinger af antal fodgængere på en række udvalgte københavnske strøggader, og her viser de seneste resultater helt som ventet et markant fald.

Således var der ved optællingen den 3. april, som var fredagen før påske, tale om fald på mellem 82 procent og 92 procent i forhold til gennemsnittet for de foregående fire år. Optællingen blev foretaget på seks centrale placeringer på Strøget og Købmagergade. Den seneste tælling viser, sammenlignet med gennemsnittet for samme fredag før påske for de seneste fire år, en markant nedgang i antallet af fodgængere.

Ved strøgtællingen blev det observeret, at en stor andel af butikkerne på strøggaderne har valgt at lukke deres butikker, og at de der fortsat har valgt at holde åbent, kan se langt efter potentielle kunder. De få mennesker som fortsat bevæger sig rundt på strøggaderne er alt andet end de typiske kunder som familier, turister og grupperinger af unge. I stedet er størstedelen af fodgængerne hundeluftere og par, som går tur på strøggaderne.

Lille bedring i ny opgørelse

Men nu tyder noget på at der er en lille bedring at spore. Den seneste tælling fra fredag den 17. april viser således et mindre dystert billede.

Ifølge partner Nicholas Thurø fra Red er faldene i antal fodgængere nu markant mindre.

De to lokaliteter der for to uger siden havde størst fald – 92 procent – var Nygade/Vimmelskaftet og Frederiksberggade. Ved den nye optælling var faldet de to steder nu henholdsvis 82 procent og 83 procent. Det svarer til, at der ved den nye tælling var i omegnen af dobbelt så mange mennesker på gaden som for to uger siden. Det er vel at mærke når der sammenlignes med tilsvarende tidspunkter de foregående år, og dermed et reelt udtryk for at der nu er markant flere potentielle kunder på gaden.

Tilsvarende viste tællingen ved Rundetårn, at faldet i forhold til normalen ved den nye tælling var 76 procent mod 86 procent to uger tidligere. På Østergade og Amagertorv var forbedringen mindre markant, men dog tydelig.

”Sammensætningen af fodgængere pr. 17. april var lidt anderledes end den 3. april. Således var der stort set ingen hundeluftere, men flere grupperinger af unge mennesker og faktisk også enkelte med indkøbsposer,” siger Nicholas Thurø.

Ændringen over de to uger kan skabe lidt håb hos nogle af de butiksejere, der den seneste måned har måttet spejde forgæves efter kunder, og hvoraf flere som konsekvens har valgt at lukke butikken midlertidigt. Det gælder f.eks. en række tøjforretninger

Manglende turisme

Selvom der altså kan spores en lille bedring, så vil der efter Nicholas Thurøs vurdering gå et godt stykke tid, før vi kan nærme os en normalisering.

”Når det gælder de centrale strøggader, så er den manglende turisme med til at lægge en dæmper. Jeg tror vi får en sommer med meget lave turisttal. Det betyder, at der formentlig vil gå mange måneder, hvor vi vil se lavere tal, og for en række strøgbutikker forventer vi, at de vil være ramt i nogen grad resten af året,” siger Nicholas Thurø.

Derimod spår han, at butikker på både Vesterbro og Østerbro allerede efter sommeren vil kunne være tilbage på mere normale niveauer, fordi de ikke i samme grad er afhængige af turismen.

Ser vi længere frem, vurderer Nicholas Thurø, at de placeringer der kan blive udfordret dog ikke er de centrale beliggenheder men derimod de mere perifere.

Øget nethandel

Her kan den aktuelle coronakrise meget vel være med til at skubbe en udvikling hen mod mere nethandel et ekstra nøk.

”Det kan betyde at en udvikling der ellers ville strække sig over flere år bliver forceret på ganske kort tid,” siger Nicholas Thurø.

Bevægelsen har været i gang gennem en årrække. Det kan betyde, at butikker med mere sekundære placeringer vælger at stoppe nu.




Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis