STRATEGI | Af Jackieline Panduro Gyrup
Kommunikations- og marketingchef i genanvendelsesvirksomheden HJHansen Recycling Group Rebekka Lorentzen Storgaard var tilbageholdende med at kommunikere om virksomhedens grønne tiltag af frygt for at begå greenwashing. Efter hun deltog i Børsens masterclass ”Grøn kommunikation”, har hun imidlertid fået mod på at kigge på virksomhedens grønne budskaber igen.
Nogle virksomheder undlader helt at kommunikere om deres grønne tiltag, fordi de er bange for at love for meget og blive beskyldt for greenwashing. Samme frygt kan Rebekka Lorentzen Storgaard, der er kommunikations- og marketingschef i HJHansen Recycling Group, nikke genkendende til.
”Som virksomhed vil vi gerne profilere os på vores grønne tiltag, ikke mindst fordi det også er noget af det, vi bliver målt på. Der er masser af steder, vi skal rapportere og redegøre for vores klimaaftryk og -tiltag. Og som kommunikationsmedarbejder skal jeg kunne fortælle, hvordan vi klarer os på den grønne front. Men hvordan gør jeg det helt konkret?” spørger Rebekka Lorentzen Storgaard retorisk. Samme spørgsmål var også årsagen til, at hun meldte sig til Børsens masterclass ”Grøn kommunikation”.
”Jeg ville gerne have nogle redskaber og indspark til, hvordan jeg kan gribe denne opgave an, fordi det er et komplekst område. Derfor var det rigtig rart at få nogle input fra personer, der har både erfaring og faglig ekspertise.”
Over en hel dag fik hun og de øvrige deltagere en indføring i regler og sanktioner på greenwashingområdet, og de blev klogere på, hvordan de kan sætte en grøn retning i deres kommunikation, markedsføring og kernefortælling. Derudover blev de undervist og inspireret af Børsens Bæredygtig-redaktion og præsenteret for relevante virksomhedscases.
Blod på tanden
Hvor Rebekka Lorentzen Storgaard før var tilbageholdende med at kommunikere HJHansen Recycling Groups grønne initiativer, fortæller hun, at hun efter sin deltagelse har fået blod på tanden til at kigge på dem igen. Og så planlægger hun at lave en workshop med relevante parter.
”Jeg tror ikke, at jeg som ene person kan udtænke det hele, men jeg har fået nogle øjne til at kigge på det eksisterende med,” siger hun og supplerer, at det første, hun vil gøre, er at gå virksomhedens hjemmeside efter i sømmene i forhold til, om der er steder, hvor virksomheden lover for meget. For var der én ting, hun især lærte meget af på masterclassen, så var det juridiske aspekt, og at man skal være meget påpasselig med, hvordan man kommunikerer om bæredygtighed.
”Vi lærte, at man skal passe på med absolutte termer som ’vi er bæredygtige’. I stedet bør man være så konkret som muligt og undlade at tale på de helt store linjer, da der ellers er en risiko for at vildlede forbrugerne. Og så skal man ikke mindst sørge for at have dokumentationen i orden.”
HJHansen Recycling Group har netop lavet en ny virksomhedsstrategi og er derudover i gang med at lave en csr-rapport samt at kortlægge koncernens klimaregnskab. Også her spiller Rebekka Lorentzen Storgaard en vigtig rolle som kommunikations- og marketingchef.
”Der er flere steder, vi skal kommunikere, hvilke bæredygtige tiltag vi arbejder med. Efter masterclassen håber jeg, at jeg har nogle alarmklokker, der ringer, hvis jeg er ved at skrive noget, der ikke er helt efter bogen.”