Mange af de opgaver, der fylder i arbejdsdagen, gentager sig igen og igen. Fakturaer skal behandles og bogføres. Data skal kontrolleres og analyseres.
AI kan allerede overtage dele af arbejdet. Ifølge Helene Schleicher, teknologidirektør i Azets, der bl.a. hjælper virksomheder med deres økonomi-, løn- og administrationsprocesser, handler gevinsten ikke kun om sparede arbejdstimer.
“Hastighed er en klar forskel med AI i forhold til anden automatisering. Men det handler også om kvalitet. Man kan bevidst bruge AI og anden automatisering til at forbedre kvaliteten,” siger hun.
Men jo mere selvstændigt AI arbejder i økonomifunktionen, desto større bliver spørgsmålet om kontrol. Jo mere af arbejdet AI udfører selv, desto længere kan et forkert resultat nå, før et menneske opdager det.
Og teknologien begår stadig fejl.
“Værktøjet udvikler sig hastigt, men der er jo også hallucinationer og problemer med, at det indimellem går sine egne veje,” siger Helene Schleicher.
Dermed opstår et centralt og presserende dilemma for CFO’en: Hvor meget af økonomiarbejdet kan overlades til teknologien, og hvor skal mennesket fortsat kontrollere og gribe ind?
Hvor langt kan automatiseringen gå?
På nogle områder er AI allerede langt fremme. Det gælder blandt andet arbejdet med fakturaer samt kontrol og analyse af data. Andre opgaver er vanskeligere, fordi kompleksiteten er større, eller fordi de oplysninger, systemet skal arbejde med, varierer mere.
“Automatisering handler jo altid om manuelle, gentagne processer. Det, du kan med AI i forhold til anden automatisering, er, at du har mulighed for at gøre ustrukturerede ting strukturerede,” forklarer Helene Schleicher.
Vi er i hvert fald ikke der, hvor vi bare siger, at AI’en kan lave ting selv uden at blive kontrolleret
Helene Schleicher, teknologidirektør i Azets
Det kan eksempelvis være en mail med oplysninger, der tidligere skulle læses og flyttes manuelt. AI kan trække informationen ud og strukturere dem, så andre systemer kan arbejde videre med den.
Men for økonomidirektøren er spørgsmålet ikke kun, hvad der kan automatiseres. Det er også, hvad der bør automatiseres.
“AI er ofte bedre end mennesker til at finde afvigelser i store datamængder, mens mennesker stadig er bedre til at forstå konteksten og konsekvenserne,” siger hun på spørgsmålet om, hvilke økonomiopgaver, hun i dag ville lade AI udføre.
Hun fortsætter: “På nuværende tidspunkt bør AI derfor efter min mening håndtere repetitive og datatunge opgaver, mens mennesker bevarer ansvaret for vurderinger, undtagelser og kritiske beslutninger.”
Christian Steensig Hansen, CFO i Azets, ville være tryg ved at lade en høj grad af automatisering tage over på nogle af de mere rutineprægede områder.
“Det kunne være rykkerprocesser, som allerede i dag gennemføres med en høj grad af automatisering i de fleste virksomheder. Det kunne også være rutineopgaver inden for f.eks. transaktioner, afstemninger, kreditor- og debitorbogholderi,” siger han.
Men selv om teknologien kan håndtere en opgave, betyder det ikke nødvendigvis, at den bør udføre den uden menneskelig kontrol. Ifølge Christian Steensig Hansen skal grænsen vurderes fra sag til sag.
Her spiller blandt andet beløbets størrelse, risikoen for fejl, konsekvenserne af eventuelle fejl og kravene til compliance ind. Og beslutningen bør ifølge CFO’en træffes i samarbejde med både fag- og teknologispecialister.
Ved behandlingen af en leverandørfaktura kan det eksempelvis være nødvendigt at sende fakturaen til manuel kontrol, hvis beløbet afviger væsentligt fra den oprindelige ordre, eller hvis leverandørens betalingsoplysninger er blevet ændret. Her bliver spørgsmålet, hvilke afvigelser systemet selv må håndtere, og hvilke der kræver menneskelig godkendelse.
En AI kan kontrollere en AI
Helene Schleicher mener ligeledes, at mennesker fortsat skal være en del af kontrollen, og at omfanget må afhænge af opgaven.
“Jeg tror egentlig, at vi altid bør have ‘human in the loop’, som man kalder det. Om det er stikprøvevis, eller om alt skal revurderes af et menneske, kommer an på processen og på, hvor vigtig den er for helheden,” siger hun og fortsætter:
En AI kan være et stærkt ekstra kontrolled, men den kan ikke være den endelige ansvarlige
Natasha Friis Saxberg, direktør i IT-Branchen
“Vi er i hvert fald ikke der, hvor vi bare siger, at AI’en kan lave ting selv uden at blive kontrolleret.”
Kontrollen kræver dog ikke nødvendigvis, at en medarbejder gennemgår hvert eneste resultat.
“Det kan i virkeligheden også være en AI, der kontrollerer en AI,” forklarer hun.
Men hvis en AI udfører arbejdet, og en anden AI kontrollerer det, hvem kontrollerer så kontrolløren? Og hvem har ansvaret, hvis begge systemer overser den samme fejl?
Det sidste spørgsmål er ifølge Natasha Friis Saxberg, der er direktør i brancheorganisationen IT-Branchen, ikke til forhandling.
“En AI kan være et stærkt ekstra kontrolled, men den kan ikke være den endelige ansvarlige. CFO’en bør etablere en klar styringsmodel med dokumenterede kontroller, tydeligt ejerskab og mulighed for menneskelig efterprøvning.”
Hun peger blandt andet på regnskabsaflæggelse, større betalinger og skattespørgsmål som områder, hvor et menneske fortsat bør have det sidste ord.
Men selv med en klar ansvarsfordeling opstår et andet problem: Hvordan skal medarbejderne opdage fejl i et arbejde, de ikke længere selv udfører?
Nye krav til økonomimedarbejderen
Automatiseringen er allerede begyndt at ændre virksomhedernes organisation. Ifølge det seneste Azets Barometer fra Q3 har 55 pct. af de adspurgte angivet, at deres virksomheder inden for de seneste 12 måneder har opkvalificeret eksisterende medarbejdere som følge af AI, mens 43 pct. har flyttet medarbejdere til andre roller. 41 pct. har omorganiseret teams eller rapporteringslinjer. Tallene gælder virksomheder generelt og ikke specifikt deres økonomifunktioner.
FAKTA
Tre råd til CFO’en
1. Begynd med de konkrete processer
Gennemgå eksempelvis fakturahåndteringen fra modtagelse til betalingsforslag. Vurder, hvilke trin der kan automatiseres, og hvor risiko, beløb og compliance stiller krav til menneskelig kontrol.
2. Placér ansvaret tydeligt
Sørg for dokumenterede kontroller og klare godkendelsesprocedurer. Beslutninger med væsentlige økonomiske eller juridiske konsekvenser bør fortsat godkendes af et menneske med det nødvendige mandat.
3. Bevar den faglige dømmekraft
Prioritér efteruddannelse, stikprøvekontrol og rotation mellem opgaver. Medarbejderne skal fortsat forstå de processer og regnskabsprincipper, som AI arbejder med.
Det viser, at virksomhedernes arbejde med AI ikke længere kun handler om at indføre ny teknologi, men også om at ændre måden, medarbejderne arbejder på.
For Natasha Friis Saxberg understreger udviklingen, at CFO’en også får en opgave med at bevare medarbejdernes faglige indsigt, efterhånden som teknologien overtager flere af deres hidtidige opgaver.
“Når AI overtager flere rutineopgaver, må den faglige dømmekraft ikke forsvinde med opgaverne. CFO’en skal sikre, at medarbejderne fortsat forstår processerne, datagrundlaget og de regnskabsmæssige principper bag resultaterne.”
Det kræver ifølge hende løbende træning, stikprøvekontrol og rotation mellem opgaver, så medarbejderne fortsat har mulighed for at udfordre resultaterne og gribe ind, når noget ser forkert ud.
Tilbage hos Helene Schleicher er svaret kort og præcist, når spørgsmålet lyder, hvad økonomimedarbejderen især får brug for, når mere af det praktiske arbejde bliver automatiseret.
“Forretningsforståelse. Helt klart.”
Eller som hun formulerer det: “Fingrene på tasterne er nok noget, der forsvinder relativt hurtigt.”
For økonomidirektøren ender spørgsmålet derfor ikke alene med at være, hvor meget AI kan overtage. Jo mere arbejde og kontrol der automatiseres, desto vigtigere bliver det, at nogen stadig kan gennemskue resultatet.
Og dermed bliver CFO’es opgave ikke kun at beslutte, hvor meget arbejde teknologien skal overtage, men også at sikre, at økonomifunktionen bevarer kompetencerne til at kontrollere det.
Tilmeld dig Azets Finance Brief d. 17. november – et gratis formiddagsevent skræddersyet til dig, der vil være på forkant med udviklingen, udveksle erfaringer med andre økonomiprofessionelle og holde dig opdateret på de seneste tendenser og ændringer inden for økonomi og regnskab. Læs mere her
FAKTA
Azets
Azets er en international rådgivningsvirksomhed, der hjælper virksomheder med regnskab, løn, skat og økonomiadministration. Virksomheden leverer desuden rådgivning om digitalisering og automatisering af økonomiprocesser, herunder anvendelsen af kunstig intelligens.
Annoncen er produceret af Børsens Brands i samarbejde med Azets