Fingerhandsker med LED-kontrollerede varmeindstillinger. Skibriller med Bluetooth og HD-kamera monteret i brillelinsen. Eller skihjelmen med indbygget højtaler og mikrofon. Tre produkter i kategorien ski-gadgets. En produkthylde, der synes at vokse for hvert år, men hvor spørgsmålet kan være, om det ikke mest af alt er lir for blærerøvens skyld?
Der er dog begyndt at dukke teknologier og især apps op, som vi nu og indenfor en overskuelig årrække vil kunne komme til at vurdere som nødvendige, når skiferierejsetasken skal pakkes.
Det er et par af dem, Teit Knudsen, medejer og partner i skibutikken Steep & Deep, her fremhæver.
Det er Bode Miller, en af de mest succesfulde skiløbere nogensinde, der står bag ski-appen SKEO (Snowcookie). En gratis app, som efter eget udsagn analyserer dit skiløb og kan sikre dig bedre teknik ned ad pisterne. Men der er ifølge Teit Knudsen ikke bare tale om rent salgsgas.
“Er der to ting, som i fremtiden vil kunne udfordre skiinstruktørernes levebrød, så er det online træningskurser med forløb, som vi kender det fra fitness. Og apps som SKEO,” siger han.
Appen analyserer med afsæt i metrikker som fart, distance og tiden brugt i sving på, hvor du kan forbedre dit løb. Det fulde udbytte koster selvfølgelig lidt ekstra i form af et sæt sensorer, der henholdsvis placeres på brystkassen og siden af dine ski.
“Med sensorerne får du i ‘realtime’ data om alt fra balance, hofternes position, rotation af torso og om du lægger for meget vægt fremad eller bagud. Kort sagt får du noget, der minder om en personlig skitræner i lommen,” siger Teit Knudsen.
En anden teknologi, som Teit Knudsen fremhæver, er ’Get Carve’, der ligesom SKEO gør brug af sensorer til at analysere den enkelte skiløber og guide til bedre teknik.
“Men her er der så tale om en sål med 36 sensorer indbygget, som du putter i din skistøvle. Sålen vil med endnu større præcision kunne analysere dit skiløb i forhold til, hvor du eksempelvis bør lægge vægten i dine sving,” siger Teit Knudsen.
Teknologierne vurderer han dog ikke endnu til at være en trussel for skiinstruktørernes levebrød. For er man i kategorien begynder eller let øvede, hvilket vil sige, at man rundt regnet er på ski en gang om året, så er pengene fortsat bedre givet ud på en traditionel skiinstruktør.
“Men er du af sted på ski to-tre-fire uger om året, så vil jeg mene, at de to teknologier kan være en stor hjælp til at udvikle dit skiløb.”
“Men er du af sted på ski to-tre-fire uger om året, så vil jeg mene, at de to teknologier kan være en stor hjælp til at udvikle dit skiløb
Teit Knudsen, partner og medejer af Steep & Deep
Skistøvler, der gnaver og klemmer er én af skiferiens mest almindelige udfordringer. Derfor er Teit Knudsen heller ikke i tvivl om, at en app som Scanfit, der både hjælper på komforten og kan styrke teknikken, er kommet for at blive.
“Med Scanfit tager du tre billeder af din fod. Herefter laver appen en 3D-model af foden og guider dig så til, hvilken type støvle, der er optimal for dig,” siger han.
Det er ski-mærket Fischer, der står bag ScanFit, hvorfor det er deres skistøvler, du bliver præsenteret for. Men flere af de andre store mærker som eksempelvis Salomon er også begyndt at udvikle lignende ’bootfitting’-teknologier til deres støvler.
“Jeg vil så sige, at vi ikke er der, hvor denne her type apps og teknologier helt kan erstatte en traditionel bootfitting i en fysisk butik. Men det er en teknologi, som tager fart nu, og det bliver rigtig spændende at se, hvordan det vil udvikle sig over de næste par år.”
En trend for skiturismen er, at flere og flere gerne vil væk fra de præparerede pister.
“Tendensen med at tage skiene på nakken og traske op ad et bjerg, så man kan stå ned off-piste, er eksploderet i de seneste ti år,” siger Teit Knudsen.
Det har bl.a. manifesteret sig i lettere ski samt bindinger, der kan løsnes i hælen, så man på langrendsmanér kan gå sildeben op ad bjerget. Og så har det også vist sig i udviklingen af teknologien, bl.a. med appen Fatmap.
“Den minder om de skitracking-apps, som måler, hvor langt og hvor højt, du har kørt. Men forskellen er her, at du her får 3D-simuleringer af bjerget. På den måde kan du ved hjælp af et farvekort planlægge din tur ned af bjerget uden at det bliver hverken for stejlt eller for fladt.”
Selvom ovenstående apps og teknologier er nyttige på årets skiferie, er de ikke som sådan uundværlige. Det er der for skisportsstedernes tilfælde til gengæld andre teknologier, der er.
I særlig grad teknologien AR (Augmented Reality). Indirekte skyldes det bl.a. klimaforandringer, der selv i alperne har gjort snemaskiner og snekanoner til reglen frem for undtagelsen. Som en af verdens førende producenter har italienske TechnoAlpin 100.000 af slagsen udstationeret på skisportssteder rundt i hele verden. Udfordringen er blot, at den slags maskiner har det med at sætte ud, når vind og vejrforhold bliver ekstreme.
Skulle TechnoAlpins teknikere ud hver gang kanonerne og maskinerne skal vedligeholdes eller repareres, ville de være på farten nonstop. Derfor er det fjernsupport-softwaresystem, som den italienske virksomhed har erhvervet sig gennem tyske teknologivirksomhed TeamViewer, en uundværlig teknologi – for TechnoAlpin såvel som skisportsstederne, der skal garantere sne på pisterne. Fra hovedsædet i Bolzano kan teknikerne med softwaren nu kontrollere, drifte og reparere snemaskinerne og -kanoner med en gennemsnitstid på 25 minutter.
Og på samme måde spiller AR-teknologien en i dag mere og mere afgørende rolle, når det gælder sikkerhed og drift af skisportssystemernes liftsystemer. Teknologien hjælper til at assistere teknikere lokalt, så stole- og kabinelift kører problemfrit.
Og med et liftkort, der i højsæsonen hurtigt løber op i 2.000 kr. for en lille uge, er AR-teknologien ikke alene nyttig, den er blevet alt-afgørende.
Læs hvad vi ellers skriver om TeamViewer herogTeamViewers rapport om teknologi og fremtidens arbejdsliv her
Læs mere om TeamViewers services her
Denne annonce er produceret 25.01.22af Børsen Creative i samarbejde med TeamViewer