Store udsving i energipriserne er blevet hverdag for danske virksomheder, der på tværs af brancher samtidig drømmer om en ansvarlig energitransformation. Alt i alt tegner der sig et billede af en yderst kompliceret virkelighed, hvor energiområdet i tiltagende grad fylder massivt — både på bundlinjen og på det værdimæssige plan.
Det mærker man tydeligt hos energiselskabet Norlys, der arbejder tæt sammen med en lang række danske virksomheder om energiaftaler baseret på vedvarende energikilder. “De danske virksomheder har grundlæggende store ambitioner på ESG-området, men samtidig er det selvfølgelig vigtigt for dem, at ambitionerne kan gå hånd i hånd med økonomisk stabilitet,” siger virksomhedens vice president for produkt- og forretningsudvikling, Terese Johannesen, og tilføjer:
“Energimarkedet er så volatilt i de her år, og den geopolitiske situation er i det hele taget så usikker, at budgetsikkerhed og stabilitet uundgåeligt må spille en meget stor rolle i alle virksomheders energibeslutninger.”
Et wakeupcall for alle
Udsvingene i energipriserne skyldes flere faktorer, men tog fart med Ruslands invasion af Ukraine i 2022, som medførte et markant fald i gasleverancerne til det europæiske marked. Allerede samme år kostede de stigende elpriser – ifølge en opgørelse fra Dansk Industri – dansk erhvervsliv en ekstraregning på 30 mia. kr.
Spørger man Kristian Rune Poulsen, energianalytiker hos erhvervsorganisationen Green Power Denmark, er der da heller ingen tvivl om, at usikkerheden på energimarkedet har kompliceret virkeligheden for danske virksomheder betragteligt.
PPA’er er grundlæggende en rigtig god måde at kombinere løsningen af de økonomiske usikkerheder med de grønne ambitioner
Kristian Rune Poulsen, energianalytiker hos Green Power Denmark
“Energikrisen har været et wakeupcall for alle. Det generelle billede har været, at energipriserne ikke var noget, man for alvor skulle bekymre sig om, men det har ændret sig markant siden 2022. Det er selvfølgelig noget, der skaber usikkerhed i virksomhederne, så forudsigelighed og budgetsikkerhed på energiområdet er blevet et meget vigtigt parameter,” siger Kristian Rune Poulsen og tilføjer:
“Samtidig giver compliancekrav, forbrugerkrav og egne forventninger virksomhederne tiltagende ambitioner på det grønne område. Men de ambitioner må ikke modarbejde den økonomiske stabilitet.”
Power Purchase Agreement
Et redskab, der har til hensigt at få ESG-ambitioner og budgetstabilitet til at sameksistere på virksomhedernes energiområde, er de såkaldte Power Purchase Agreements – også kendt som PPA’er eller elkøbsaftaler.
Med en PPA forpligter virksomheden sig til at aftage en fast andel af den producerede strøm fra en nyopført sol- eller vindpark og opnår til gengæld en fast kWh-pris over eksempelvis fem eller 10 år.
Foruden den økonomiske sikkerhed, der er forbundet med den faste kWh-pris, kan PPA’erne også spille en væsentlig rolle i opfyldelsen af egne klimamål og i ESG-rapporteringskrav, da aftalen giver virksomhederne mulighed for at dokumentere deres køb af vedvarende energi i rapporteringen.
ESG-rapportering handler nemlig for mange virksomheder ikke kun om en ansvarlig profil, men også om adgang til kapital og samarbejdspartnere. Energivalg bliver dermed et centralt element i risikostyringen — både i forhold til prisudsving og i forhold til krav fra investorer om dokumenteret ansvarlighed.
Nogle typer virksomheder har unægtelig et større energibehov end andre, men spørger man Kristian Rune Poulsen, er der ingen tvivl om, at PPA’erne bredt set er en fornuftig løsning.
“PPA’er er grundlæggende en rigtig god måde at kombinere løsningen af de økonomiske usikkerheder med de grønne ambitioner. Den faste pris sikrer stabiliteten, og den vedvarende energi kan være et vigtigt skridt i retning af at indfri sine klimamål. Begge dele kan du jo også bruge til at positionere dig i forhold til dine konkurrenter,” siger energianalytikeren, der samtidig fremhæver det særlige ejerskab, som virksomheden med en PPA får over sin strøm, som et stort plus:
“Det giver din virksomhed en meget direkte dokumentation for jeres bidrag til den grønne omstilling, og det giver mulighed for at skræddersy den strøm, du får leveret, til netop din virksomheds forbrug. Hvis du eksempelvis er en virksomhed, hvor hele dit forbrug ligger i dagtimerne, kan en solcellepark være særligt interessant, fordi den netop producerer sin strøm midt på dagen. Den skræddersyning kan der være mange fordele forbundet med.”
Uanset virksomhedernes energiforbrug og -mønster er der mulighed for at skræddersy PPA’en, så den er tilpasset den enkelte virksomheds behov. PPA’er sikrer derfor virksomheder — store som små — større økonomisk stabilitet og forudsigelighed, samtidig med at aftalen hjælper dem med at leve op til deres ESG-mål.
Stigende interesse for pulje-PPA’er
Hos Norlys, der udbyder PPA’er, oplever man en stigende interesse for pulje-PPA’erne. Det glæder Terese Johannesen. “Traditionelt set har mange opfattet det sådan, at det var dyrt at opnå en mere ansvarlig profil gennem vedvarende energi.
Men sådan behøver det ikke nødvendigvis være. Det beviser PPA’erne,” siger hun og tilføjer:
“Samtidig er sagen den, at vi kun lykkes med den ansvarlige omstilling, hvis virksomhederne bakker op om den – og det er der heldigvis et stigende antal virksomheder, der gør. Det er både glædeligt og nødvendigt.”
Det er vigtigt for os, at det ikke bare bliver symbolpolitik, men at vi faktisk bidrager konkret til den ansvarlige omstilling
Kevin Yusibov Thomsen, Head of F&B, Partnerships & IT hos VEGA
Blandt Norlys’ kunder er det netop kombinationen af budgetsikkerhed og et ansvarligt energivalg, der motiverer virksomhederne til at indgå en PPA, fortæller Terese Johannesen. Særligt vigtigt er det, at man som virksomhed ikke blot har mulighed for at købe allerede eksisterende vedvarende energi, men faktisk også kan være med til at skabe den, da aftalerne ofte direkte bidrager til, at energiparken opføres, siger hun.
Det billede genkender man hos totalentreprenøren DS Gruppen, der tidligere har indgået en pulje-PPA med Norlys.
“Vi har gennem de seneste år taget store skridt i den måde, vi arbejder med bæredygtighed og grøn omstilling, og det næste naturlige skridt for os er at afdække vores elforbrug med vedvarende energikilder. For os har det været afgørende at finde en samarbejdspartner, der tilbød en løsning med basis i ‘pay as produced’, samtidig med at vi bidrager til udbygningen af vedvarende energi i Danmark,” siger Claus Rathmann Barnewitz, produktionsdirektør i DS Gruppen.
FAKTA
Power Purchase Agreement (PPA)
Power Purchase Agreement (PPA) er en aftale, hvor en køber binder sig til at modtage en fast andel af strømproduktionen fra en sol- eller vindpark over en fastlagt årrække. Til gengæld sikrer køberen sig i samme periode en fast kWh-pris, samt certifikater til ESG-rapportering.
Hos energiselskabet Norlys sælger man foruden de traditionelle PPA’er også de såkaldte pulje-PPA’er, hvor mindre virksomheder — uanset størrelse — får mulighed for at købe en mængde strøm fra en given sol- eller vindpark, der passer til deres respektive behov. Herved får de mindre virksomheder adgang til de PPA-fordele, der tidligere var forbeholdt dem med et større elforbrug.
Ikke bare symbolpolitik
Også hos det københavnske spillested VEGA, der netop har indgået en PPA-aftale med Norlys, nikker man genkendende til den bevæggrund.
“Vi var på udkig efter en model, hvor man ikke blot køber et certifikat, men faktisk er med til at bidrage til omstillingen til vedvarende energi. Det er vigtigt for os, at det ikke bare bliver symbolpolitik, men at vi faktisk bidrager konkret til den ansvarlige omstilling,” siger Kevin Yusibov Thomsen, Head of F&B, Partnerships & IT på VEGA, som har haft ansvar for spillestedets PPA-aftale med Norlys.
Han fortsætter: “At det samtidig giver en mere stabil og gennemsigtig pris på el over tid, er kun en fordel i en branche som vores, hvor elforbruget er højt, og hvor økonomien godt kan være presset.”
Den specifikke aftale, som VEGA har indgået med Norlys, kaldes en pulje-PPA. Med en pulje-PPA kan flere virksomheder – uanset deres respektive energiforbrug – aftage strøm fra den samme vedvarende energipark. Løsningen er på den måde de mindre virksomheders mulighed for at indgå en PPA-aftale, selv om de ikke selv forbruger nok strøm til at aftage en hel parks produktion.
I VEGA’s tilfælde er man blevet knyttet til en vindmøllepark med i alt 11 møller, der forventes at være i drift i 2027. Herfra vil VEGA over fem år aftage cirka 350 MWh om året, hvilket svarer til omkring 80 pct. af spillestedets årlige elforbrug.
“Vi er en lille virksomhed, men vi har et ret stort strømforbrug, fordi vi driver flere scener med belysning, lyd, ventilation og køling. Med en pulje-PPA er det muligt for os at arbejde strategisk med den bæredygtige energi, uden at vi selv skal investere i vindmøller eller solceller på taget,” siger Kevin Yusibov Thomsen.
Stigende interesse
Hos Norlys introducerede man pulje-PPA’erne sidste år. At interessen for at opnå fordelene ved vedvarende energi også er stor hos de mindre virksomheder, står allerede klart, mener Terese Johannesen.
“Med pulje-PPA’erne giver vi i princippet virksomheder af alle størrelser mulighed for at komme ind og nyde godt af fordelene ved en PPA-aftale, og det oplever vi en stadig større interesse for.”
“De store virksomheder har kendt til den her løsning i flere år, men det betyder selvfølgelig også meget for de små og mellemstore virksomheder, der ønsker at træffe ansvarlige valg. Samtidig bliver det for dem — ligesom for alle andre — også nødt til at være økonomisk rentabelt,” siger hun.
Se, hvordan en PPA kan styrke både økonomi og ESG – læs mere her
Annoncen er produceret af Børsen Brands i samarbejde med Norlys