Det moderne samfund er bygget på stål. Med sin styrke og holdbarhed er det uundværligt i konstruktionen af alt fra bygninger og broer til maskiner og transportmidler. Dertil kommer at stål er et af de mest bæredygtige produkter, der kan genanvendes igen og igen uden at kvaliteten forringes.
Så hvordan kan man sikre en fortsat anvendelse af stål – samtidig med at CO2-udledningen sænkes? Det spørgsmål stillede den svenske stålkoncern SSAB sig selv tilbage i 2016. Og svaret? Fossilfrit stål. Det vil sige stål produceret udelukkende ved hjælp af brint i stedet for de traditionelle fossile brændstoffer.
”Hos SSAB havde vi allerede nedbragt udledningen så meget som overhovedet muligt med de teknologier, der har været til rådighed. Men med en strategi om at blive fuldstændig fossilfri i 2045, var der ingen tvivl om, at der skulle kigges på fremstillingsprocessen. Og netop derfor omstiller vi den nordiske stålproduktion fra højovns teknologi baseret på kul og fossile brændsler til elektrostålværker baseret på ren el,” siger Jan Meier, administrerende direktør i SSAB Danmark.
Store investeringer – store forventninger
Ifølge Jan Meier var der ikke mange, der troede på projektet i begyndelsen – men i samarbejde med energiselskabet Vattenfall og mineselskabet LKAB i det fælles initiativ HYBRIT, lykkedes det allerede i 2021 at fremstille de første testleverancer af ”grønt” stål. Ganske fossilfrit og stort set uden udledning af CO2.
Med en investering på over 50 mia svenske kroner forventer vi i SSAB at kunne reducere den samlede CO2 udledning i hele Sverige med ca 10 procent
Jan Meier, administrerende direktør i SSAB Danmark
Målet er at eliminere CO2-udledningen i hele værdikæden. Fra mindrift til stålproduktion. Og SSAB er allerede godt på vej med opførelse af en elektrisk lysbueovn, der skal erstatte de gamle højovne, der gennem generationer har været anvendt til stålproduktion. I starten af 2027 står den første elektriske lysbueovn klar i Oxelösund og i slutningen af 2029 forventes verdens mest avancerede elektriske stålværk at stå klar i Luleå i Sverige. Tiltag man ifølge Jan Meier, forventer sig meget af:
”Med en investering på over 50 mia svenske kroner forventer vi i SSAB at kunne reducere den samlede CO2 udledning i hele Sverige med ca 10 procent”
Oplever en øget efterspørgsel
Hos SSAB mærker man da også en øget interesse blandt kunderne, fortæller Jan Meier:
”Vi oplever en stor interesse for bæredygtige løsninger hos aftagere af stålprodukter og en efterspørgsel på grønne alternativer som eksempelvis SSAB Zero. Således anvender en del store virksomheder allerede i dag vores produkter i større eller mindre grad. Det gælder blandt andet Volvo, som har skabt verdens første køretøj – en dumper – udelukkende af fossilfrit stål, som en del af Volvos plan om at blive helt fossilfri inden 2040.”
Dermed giver SSAB med deres fossilfrie stål både byggeriet og andre industrier, der er afhængige af stål, en unik mulighed for at nå deres klimamål og reducere deres CO2-udledning mærkbart og dermed sikre en grønnere fremtid for kommende generationer. For som Jan Meier, slutter:
”Der er ingen vej tilbage. Vejen for de store industrier er lagt – eller måske rettere belagt – med CO2-afgifter.” Læs mere på: www.ssab.com
FAKTA
Fremstilling af stål
Der er to måder at få stål på: Ved at fremstille det helt fra bunden fra jernmalm eller ved at genanvende gammelt jern- og stålskrot, hvilket i dag udgør omkring en fjerdedel af den samlede verdensproduktion.
Udover at fremstille fossilfrit stål ved hjælp af HYBRIT-teknologien (Hydrogen Breakthrough Ironmaking Technology), producerer SSAB også ”genbrugsstål” baseret på 100 procent genanvendt skrot.
Navnet er SSAB ZERO og det er skab udelukkende af genanvendt stålskrot og uden brug af fossile brændsler, hvilket gør det til det mest bæredygtige valg på markedte netop nu.
Kilde: SSAB
FAKTA
Om SSAB
SSAB blev grundlagt i 1878 i Sverige og er med en årlig stålproduktionskapacitet på 8,8 millioner tons Nordens førende producent af højstyrkestål. Virksomheden har base i Stockholm, har godt 16.000 medarbejdere og er repræsenteret i mere end 50 lande verden over.
Kilde: SSAB
Artiklen er en annonce fra SSAB. Artiklen er ikke produceret af Børsens redaktioner eller Børsens Brands.