Der er Thomas Mann-romanen Buddenbrooks, Mozart-operaen Idomeneo, The Godfather-filmene og utallige græske myter og bibelske historier. Dertil kommer et hav af tv-serier: fra danske kendinger som Matador, Krøniken og Arvingerne til britiske The Crown og amerikanske (ny)klassikere som Dallas, Dollars, Dynasty og Succession.
Hvert land, hver kunstform, hvert århundrede og hvert årti har sine store fortællinger om familierelationer, arvefølge og generationsskifte. Reservatet vil muligvis kunne føjes til samlingen. Serien, der er instrueret af Per Fly og forfattet af Ingeborg Topsøe, dykker nemlig ned i de evige konflikter om arv, loyalitet og kontrol, denne gang med en moderne dansk prisme.
En af seriens hovedpersoner er Rasmus Hoffmann, spillet af Lars Ranthe. Han kommer fra penge, har overtaget sin fars firma, er på sin anden - yngre, selvfølgelig - hustru, og er tilsyneladende på toppen af samfundet. Men som Reservatet skildrer, er arven ikke kun material - den bærer også på gamle og skjulte konflikter, der er svære holde fejet væk under designergulvtæppet.
Bare tænk på de antikke dramaer som Ødipus eller Adam og Eva, som jo også er en form for faderopgør
Søren Schauser, forfatter, filosof og lektor
Generationsskifter, familieformuer og arvefølge kan nemlig føre til store følelser, konflikter og traumer. Det er guf for fortællere - og de mange seere, der igen og igen indlever sig i fortællingerne:
“Det er jo et emne af bibelske dimensioner, og det er så gammelt og mytebealgt som noget kan være. Det her med, at man har en stærk autoritet - som regel en faderskikkelse - inviterer jo til et opgør. Det er noget, myterne har taget sig af, og myter har det jo med at blive ved med at blive genfortolkede,” fortæller Gunhild Agger, der er professor i dansk mediehistorie ved Aalborg Universitet.
Fra Adam og Eva til Rasmus Hoffmann
I Reservatet er det netop det moderne faderopgør, vi er vidne til. Rasmus Hoffmanns kamp for at vriste sig fri af fortiden får konsekvenser for både familien og forretningen.
Søren Schauser, forfatter, filosof og lektor - alle dele med fokus på den klassiske musik - fortæller, at mange af nutidens populære tv-serier henter en stor del af stoffet i gamle tekster.
“Det er nærmest en trope i vores kulturhistorie, og nogle af de ældste tekster i den europæiske kultur er en form for faderopgør. Bare tænk på de antikke dramaer som Ødipus eller Adam og Eva, som jo også er en form for faderopgør - de gør ikke, som den gamle siger. Og så er der operaer som Mozarts Idomeneo. Fortællingerne er over det hele,” fortæller Søren Schauser.
At der er tale om en genre med lange traditioner behøver imidlertid ikke at betyde, at fortællingerne gentager sig selv. De afspejler nemlig ofte den samfundstid, de fremstilles i:
“Det var ret morsomt at se hvordan DR’s serie Arvingerne gjorde noget nyt ved at lade det være matriarken - den afdøde kunstnermor, der efterlader et forfaldent hus til sine børn - der får den helt store omgang. Fortællingen bliver udvidet, sådan at den bedre svarer til vores tid,” fortæller Gunhild Agger.
Hun peger også på serier som Thomas Vinterbergs Familier som vores, der omhandler klimakrise og flygtninge - men også familiedynamikker, skilsmissefamilier og splittede loyaliteter.
Der var noget særligt over at gå ind i en terapeutisk proces omkring min barndom, men også at opdage, at jeg skrev noget, der brændte på
Kaspar Kaum Bonnén, billedkunstner og forfatter
“Det er ikke serier, hvor man ser det samme klassiske opgør med en autoritær faderskikkelse, men de konflikter, de har, minder til forveksling om dem i de ældre fortællinger.”
Eksplosivt stof
Når forfattere igen og igen kaster sig over familiedramaet, så skyldes det ikke kun, at det er en tried and tested fortælling. Ofte er fortællingerne drevet af indre nødvendighed, nysgerrighed og interesse, mener Gunhild Agger:
“Når det bliver ved med at gå igen, så er det jo også fordi at mange har et behov for at arbejde med det, de kommer fra, og forstå hvad det er de tager med sig.”
Sådan er det også for Reservatets Rasmus Hoffmann, der ikke videre succesfuldt forsøger at slippe ud af familiens lange skygger. Og sådan var det også for kunstneren Kaspar Kaum Bonnén, der med sin kunst selv har kæmpet med at skabe distance til sin kunstneriske familiearv.
“I starten prøvede jeg måske at distancere mig fra min familiebaggrund, men det begyndte at presse sig på, ofte i forbindelse med eksempelvis parforholdskriser.”
Han udgav først ind til min mor, der beskriver forholdet til den talentfulde kunstner, der led af psykisk sygdom. Fire år efter skrev han bag om min far, der i medierne blev kaldt et vaskeægte faderopgør:
“Der var noget særligt over at gå ind i en terapeutisk proces omkring min barndom, men også at opdage, at jeg skrev noget, der brændte på. Der var en form for nærvær i sproget, som der jo ofte er, når tingene presser sig meget på og der er svære følelser. Det bider jeg jo også mærke i som læser. Man kan mærke det, når folk kommer til de steder, hvor det gør ondt,” fortæller han.
Mange af fortællingerne om familieopgør finder - ligesom Reservatet - sted i den absolutte overklasse, målt i enten økonomisk eller kulturel kapital. Men selvom fortællingerne dermed handler om samfundets 1 pct., har de stadig en meget bredere appel.
Emnerne, de behandler er nemlig universelle, fortæller Gunhild Bagger:
“De fleste af os fødes jo i familier. Det kan godt være, den familie man kommer har en anderledes støbning end de patriarkalske kernefamilier, fortællingerne længe har handlet om, og det kan godt være, at de foregår andre steder i samfundet. Men de her serier handler jo netop om, at nissen flytter med. Vi bliver allesammen påvirket af vores familie, og derfor bliver vi ved med at høre fortællinger om det.”
Se traileren til Reservatet her:
