Flyrejser og bæredygtighed er to begreber, der sjældent går hånd i hånd. Flyrejsen er – målt pr. passagerkilometer – den mest CO2-udledende rejseform, som virksomheder kan benytte sig af. Men for mange virksomheder er det stadigt bydende nødvendigt at sende personale gennem check-in-skranken og ud i det ventende udenrigsfly.
Det gælder blandt andet for den danske familievirksomhed, Aasted, der producerer avancerede produktionsanlæg til globale chokolade- og proteinbarsproducenter.
“Opsætningen og service af vores store maskiner er ikke noget, vi blot kan udlicitere til lokale montører,” fortæller Christian Ingemann Hansen om de Aasted-produktionsanlæg, som kan være helt op til 80 meter lange og syv meter høje.
Han er Head of Aftersales and Customer Service hos Aasted og har blandt andet ansvaret for de montører og teknikere, som bliver sendt ud til kunderne for at installere og servicere de store industrimaskiner. Maskiner, der i nogle tilfælde fylder op til 30 containere, inden anlæggene bliver samlet.
Vi har sat et ambitiøst mål, fordi det vil tvinge os til at tage nogle svære, men vigtige valg undervejs
Jesper Jerlang, der er Head of Sustainability i Aasted
“Der er rigtig meget viden i at samle de her enorme industrimaskiner. Så vi er nødt til at sikre os, at anlæggene bliver samlet rigtig, hvis de skal holde 30-40 år. Det kan vi kun gøre, hvis vi sender et hold montører ud til vores kunder. Så vi kan ikke komme udenom forretningsrejserne, selvom vi forsøger aktivt at ændre vores forbrug, så vi udleder mindre CO2.”
Vil halvere sine rejseudledninger på 10 år
Den hedengangne Covid-pandemi gjorde et enormt indhug i de globale CO2-udledninger. Det viste sig hurtigt, at mange fysiske forretningsmøder faktisk kunne afholdes i det virtuelle univers i stedet.
Men selvom pandemien ændrede vores mødevaner, er antallet af forretningsrejser støt stigende igen. I Europa nærmer vi os det præ-pandemiske niveau for antallet af forretningsrejser, mens store dele af verden allerede har overgået niveauet før pandemien, viser 2023-tal fra organisationen Global Business Travel Association.
Aasted
Aasted er en dansk virksomhed, der blev grundlagt i 1917. Virksomheden har hovedkontor i Farum og er stadig ejet af Aasted-familien og familien Hedstrøm.
Aasted udvikler og producerer avancerede produktionsanlæg til fremstilling af chokoladeprodukter, bagværk og konfekture.
Aasted er B Corp-certificeret – en international certificering, der gives til virksomheder, der opfylder høje standarder for social og miljømæssig ansvarlighed, og som forpligter til vedvarende forbedringer.
For at kunne levere den bedste service rejser Aasteds medarbejdere ofte til kunder over hele verden. De står for installation af maskiner, vedligeholdelse og support af produktionsanlæggene.
Hos Aasted er de blevet meget mere bevidste om deres rejsemønstre de senere år. Fra bestyrelsens og direktionens side har der været et ambitiøst mål om at udlede væsentligt mindre CO2 det kommende årti. Faktisk vil Farum-virksomheden – baseret på sine 2023-tal – halvere sit CO2-forbrug fra rejser i løbet af 10 år.
Det fortæller Jesper Jerlang, der er Head of Sustainability i Aasted.
“Vi har sat et ambitiøst mål, fordi det vil tvinge os til at tage nogle svære, men vigtige valg undervejs. Pointen med denne 10-års plan er jo, at vi tør udfordre os selv og tager ansvar for at finde på nye og bedre løsninger, som reducerer vores udledninger.”
Kortlægger forandringsmulighederne
De reducerende tiltag kommer blandt andet på baggrund af nye, detaljerede data omkring Aasteds rejseaktiviteter – både transport og overnatninger. Data, som de fra starten af 2025 nu får leveret af den danske Travel Management-virksomhed Goodwings.
Via Goodwings-platformen kan Aasted booke sine nødvendige forretningsrejser 24 timer i døgnet - det gælder både fly, hotel, tog og bil. Men vigtigere endnu er de detaljerede data omkring udledninger, benchmarks og andre markører, som tilsammen giver et klarere billede over rejseudledningerne.
“Vi har mange flere datapunkter nu – langt flere end tidligere. Så nu kan vi efterhånden begynde at lægge konkrete målsætninger ind i Goodwings-platformen, som bliver styrende for, hvordan vi rejser med mindre udledninger. Med platformen kan vi nemt og effektivt tracke, om vi er på rigtige spor eller om vi skal ændre mere i vores rejsepolitik,” siger Aasteds Head of Sustainability, Jesper Jerlang.
Goodwings-platformen baserer sin avancerede software på anbefalingerne fra det globale Science Based Targets initiative (SBTi), der sætter en global standard for måling af bæredygtighedsdata. Goodwings-platformen gør det muligt at sætte et CO2-budget og fordele budgettet til afdelinger, så medarbejderne bliver gjort ansvarlige for at holde sig indenfor budgettet. Via dashboards, notifikationer og AI-baserede funktioner er virksomheden i stand til at tage styring og opnå de erklærede målsætninger år for år.
Bæredygtighedsdata bliver en konkurrencefordel
Medarbejderes arbejdsglæde og miljømæssig bæredygtighed er blevet et stort, gennemgribende fokus i Aasted-koncernen. Men bæredygtighed er ikke kun et spørgsmål om samfundsansvar, det er også ved at blive et konkurrenceparameter på markedet.
Med de nye, europæiske ESG-krav, som bliver udrullet i disse år, bliver der sat store krav til virksomhederne og deres underleverandører, der skal dokumentere deres udledninger. Det er data, som er nemt at indsamle med Goodwings-platformen, hvor virksomheder nemt kan få adgang til valideret data fra flyvninger, togture, billeje og hotelovernatninger.
Synligheden gør det nemmere at ændre vores adfærd og tage det ansvar for klimaet, som vi ønsker
Christian Ingemann Hansen, Aftersales and Customer Service hos Aasted
“Jo mere input vi får via Goodwings-platformen, jo bedre bliver vi til at træffe de rigtige beslutninger og jo mere attraktive bliver vi på det globale marked. Så der er ingen tvivl om, at det er en forretningsmæssig hjælp for os,” siger Jesper Jerlang.
“Vi får nem adgang til vores specifikke udledninger, som vores kunder efterspørger i stigende grad og vi får værktøjer til at reducere udledningerne. Begge dele vil hjælpe os med at stå endnu stærkere på morgendagens marked.”
Goodwings
Goodwings er en dansk, purpose driven virksomhed, der blev grundlagt i 2015 af Christian Møller-Holst. Goodwings er B Corp-certificeret – en international certificering, der gives til virksomheder, der opfylder høje standarder for social og miljømæssig ansvarlighed.
Goodwings tilbyder en avanceret rejseplatform, der hjælper virksomheder med at kontrollere og reducere deres CO2-udledninger fra forretningsrejser. Via platformen kan virksomheder bestille fly, tog, hoteller og lejebiler.
Goodwings prisvindende platform viser detaljerede udledningsdata om sine kunders faktiske rejseaktiviteter. Disse validerede data giver virksomhederne et præcist overblik over deres klimaaftryk fra erhvervsrejser og transport, og gør det muligt for dem at rapportere i overensstemmelse med internationale standarder som f.eks. CSRD-direktivet.
Den danske virksomheds erhvervsrejseløsning, bruges af kunder i mere end 15 lande globalt.
Udover den ændrede adfærd tilbyder Goodwings også billigere adgang til Sustainable Aviation Fuel (SAF). Dette faciliteres gennem Goodwings' co-investering i SAF sammen med deres kunder, hvilket gør alternativet til fossilt flybrændstof billigere i den fortsatte udvikling. Derfor er virksomheder med til at understøtte en fossilfri fremtid, samtidig med at de skærer ned på egne emissioner. Der er betydelige CO2-nedskæringer at hente ved at flyve med SAF – flybrændstoffet udleder igennem hele sin produktionscyklus op til 80 procent mindre CO2 end traditionelt fossilt flybrændstof.
7.000 rejsedage i 2025
Tidligere brugte Aasted en anden Travel Management-udbyder. Her var telefonerne dog kun åbne i hverdagene og det skabte af og til problemer, hvis en af Aasteds kunder fik problemer med maskinerne, der skulle holde gang i produktionen. Gik et af produktionsanlæg ned i weekenden, kunne Aasted først bestille en rejse den efterfølgende arbejdsdag.
Med Goodwings-platformen kan Aasted-personalet selv bestille de nødvendige rejser på en platform, der sigter mod samme brugervenlighed som man kender fra rejse-apps som Momondo.
“Jeg tror sådan set, at vores kunder forventer, at vi kan træde til hurtigst muligt. Og det kan vi nu, hvor vi selv kan bestille rejserne til montører og teknikere. Ved nedbrud i weekenderne kan vores teknikere nu stå klar ude hos kunderne mandag morgen – det betyder selvfølgelig, at vi kan levere bedre service,” fortæller Christian Ingemann Hansen, der er Head of Aftersales and Customer Service.
Med en global tilstedeværelse – med afdelinger i blandt andet USA, Brasilien, Indien, Tyrkiet og Tyskland – og vækst i markedet, er der behov for mange forretningsrejser hos familievirksomheden Aasted. Christian Ingemann Hansen forventer, at det samlet set vil blive til 7.000 rejsedage blandt koncernens sælgere, montører og teknikere i 2025.
“Vi kan simpelthen ikke undgå flyvninger og forretningsrejser. Men med Goodwings-platformen er de gode alternativer blevet synlige for os. Synligheden gør det nemmere at ændre vores adfærd og tage det ansvar for klimaet, som vi ønsker.”
Læs mere om, hvordan jeres virksomhed kan rejse mere ansvarligt, kompatibelt og omkostningseffektivt her
Annoncen er produceret af Børsen Brands i samarbejde med Goodwings