ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement
Annoncørbetalt indhold af Børsen Uddannelse

Generationsskifte: Optimer skattefordelene med rettidig planlægning

Morten Ovesen er uddannet revisor og nu selvstændig, bestyrelsesformand og rådgiver med ekspertise i familieejede virksomheder, generationsskifter og strategi. Han har en baggrund som partner og statsautoriteret revisor i BDO.
Morten Ovesen er uddannet revisor og nu selvstændig, bestyrelsesformand og rådgiver med ekspertise i familieejede virksomheder, generationsskifter og strategi. Han har en baggrund som partner og statsautoriteret revisor i BDO. Foto: Jakob Lerche

Et vellykket generationsskifte kræver mindst 8 års planlægning hævder Christina Heiselberg Højfeldt i overskriften til en artikel, udgivet den 21. november 2025. Og her tænker hun ikke på en optimal strukturering af virksomheden med deraf en optimal udnyttelse af skatte- og afgiftssystemet, men om en proces med uddannelse og klargøring af næste generation, etablering af governance-struktur, afklaring af ejerroller og at finde en ny meningsfuld identitet for sig selv. Og det er helt rigtigt.

En anden del af forberedelserne til et vellykket generationsskifte er en tidlig og løbende overvejelse om, hvordan virksomheden skal struktureres. En strukturering, som har det sigte, at dels sikre at virksomheden altid er ”salgsklar”, og dels at virksomheden med det lange lys bliver struktureret, således at skatter og afgifter minimeres mest muligt, når virksomheden overdrages til næste generation.

To mulige modeller for overdragelse

En overdragelse af en virksomhed til næste generation er et salg. Hovedreglen i dansk skatteret er, at ved salget skal de skattemæssige avancer opgøres, og skatten heraf skal betales. Denne model kan altid vælges, den er let og hurtig at gennemføre, men ofte også meget likviditetsmæssig tung, idet skatten som nævnt skal betales.

Som alternativ til hovedreglen kan generationsskiftet gennemføres meget mere likviditetsmæssigt lempeligt ved anvendelse af en række særlige regler.

”Skattemæssig Succession” er nøglen

Skattemæssig succession betyder, at en ny ejer af en virksomhed overtager den tidligere ejers skattemæssige position. Eller sagt på en anden måde: Skattemæssig succession betyder, at avancen – gevinsten – ved salget udsættes eller udskydes til et senere tidspunkt.

Skattemæssig succession medfører altså, at generationsskiftet kan gennemføres med en samlet set væsentlig mindre likviditetsbelastning for både virksomhed, ejer og ny ejer.

Men det kræver god tid – og tidlig planlægning.

Successionsreglerne skal sikre, at virksomheden bliver i familien

Et af de vigtigste politiske motiver er at sikre, at levedygtige virksomheder kan overgå til næste generation uden at blive likviditetsmæssigt belastet af store skattebetalinger i selve overdragelsesøjeblikket. Betaling af skat ved salg af virksomhed og ved dødsfald er ofte ganske betragteligt. Målet med successionsreglerne er således at hjælpe med at sikre, at det er muligt at bevare virksomheden på familiens hænder, netop ved at give mulighed for at undgå skattebetalinger her og nu og i stedet sikre virksomheden den bedst tænkelige likviditetsmæssige overgang til næste generation.

Den indledende strukturering af virksomheden:

At gennemføre et optimalt generationsskifte med anvendelse af ordningen om skattemæssig succession kræver som nævnt god tid.Vigtigst er det, at virksomhedsejeren på et tidligt stadie sikrer, at virksomheden er struktureret korrekt.

Det betyder spørgsmål som:

  • Skal min personligt drevne virksomhed omdannes til selskab?
  • Skal mit driftsselskab have et holdingselskab på toppen?
  • Er der fornuft i at opdele mit driftsselskab i flere forskellige selskaber – fx i forskellige typer af aktiviteter?

I denne indledende strukturering kan der ofte med fordel anvendes forskellige skattefri omstruktureringsmodeller, der ligesom ovenfor beskrevet enten gennemføres skattefrit, eller hvor skatten udskydes til betaling på et senere tidspunkt. I disse regler kan der forekomme et 3-års ejertidskrav, hvilket betyder, at ”næste step” i den samlede plan nu skal vente på, at denne 3-års periode udløber. Og alene af den grund er en tidlig og løbende stillingtagen til selskabsstrukturen vigtig.

Morten ovesen
Morten Ovesen er underviser på Børsens masterclass for ejerledere og rådgiver her om de økonomiske perspektiver, når virksomheden skal klargøres til generationsskifte Foto: Jakob Lerche

Med fokus på generationsskiftet

Når nu virksomheden/koncernen er velstruktureret, kan virksomhedsejeren begynde at ”tegne” skitserne til det ønskede generationsskifte. Og her skelner man typisk mellem:

  • Det økonomiske generationsskifte
  • Det juridiske generationsskifte
  • Det ledelsesmæssige generationsskifte

Hvor der i det økonomiske generationsskifte sker en overdragelse af formue og/eller fremtidig indtjening til næste generation, men hvor nuværende ejer fortsat besidder den bestemmende indflydelse, både som aktionær og som direktør.

I det juridiske generationsskifte afgiver nuværende ejer sin bestemmende indflydelse til næste generation, som herefter ejer hele eller størstedelen af virksomhedens bestemmende ejerandele.

Det ledelsesmæssige generationsskifte er et skifte på direktørposten, hvor nuværende ejer træder til side og lader den yngre generation komme til.

Tid og rækkefølge vil være forskellig i stort set alle generationsskifter. Et svar på nedenstående spørgsmål – og sikkert mange flere – vil kunne give en egen indledende indikation på retningen:

  • Skal generationsskiftet gennemføres løbende eller ”på én gang”?
  • Og skal generationsskiftet “på én gang” ske i levende live eller først ved min død?
  • Hvor store ejerandele er jeg klar til at give videre?
  • Vil jeg afgive ”magt” (bestemmende indflydelse) eller kun formue til næste generation?
  • Skal næste generation betale for ejerandelene – eller skal ejerandelene overdrages ved gave – helt eller delvist?
  • Til hvilken værdi skal overdragelsen ske?
  • Hvis der er flere arvinger, og ikke alle skal arve virksomheden – skal der så samtidig gives gave til de øvrige arvinger – eller skal der tages hensyn hertil i testamentet?
  • Kan min samlede virksomhed opdeles hensigtsmæssigt, således at forskellige grene af virksomheden kan generationsskiftes til forskellige arvinger?

Hvad forhindrer et tidligt velgennemtænkt og samlet forløb?

Svaret er: I princippet ingenting – men alt for få danske ejerledere har en samlet plan for gennemførelse af generationsskiftet. Mange ejerledere synes formentlig, at området er både svært, uoverskueligt, svært at afklare – at det indbefatter svære samtaler i familien og i øvrigt ikke haster – for der er jo længe til. Og sammen med alt dette ”rammer” hverdagen med drift af virksomheden, og de svære beslutninger skubbes i baggrunden.

Stil de tekniske spørgsmål til din rådgiver

Det er svært for den enkelte ejerleder selv at fastslå, om virksomheden samlet set er struktureret rigtigt. De fleste virksomheder gennemgår forskellige faser gennem livsforløbet, og det, der var mest optimalt i går, kan være anderledes i morgen.

En veltilrettelagt virksomhedsorganisering er altid klar til både virksomhedsopkøb, virksomhedssalg og generationsskifte – alt afhængig af, hvor virksomheden er i dens livscyklus.

Sådan tager du første skridt til den velstrukturerede virksomhed og senere generationsskiftet

Salget eller generationsskiftet bliver lettere, når det bliver en fælles proces og ikke et tabu. Her er nogle greb, der kan sætte gang i processen:

  • Begynd med en samtale – ikke en færdig plan
  • Inddrag familien tidligt og tal åbent om værdier, drømme og bekymringer
  • Stil spørgsmål i stedet for at give svar: ”Hvad drømmer du om?”, ”Hvad vil du bevare – og hvad kan ændres?”
  • Brug din rådgiver – og stil vedkommende spørgsmålet om, hvorvidt den samlede virksomhed er rigtig struktureret – og stil det mindst én gang om året
  • Skab en tidslinje og regn baglæns – ti år går hurtigt

Ved at sikre, at virksomheden er rigtigt struktureret – og i god tid før et salg eller før gennemførelse af generationsskiftet – sikrer du dig det bedste udgangspunkt for at gennemføre det ønskede scenarie med den lavest mulige her-og-nu skattebetaling.

Mangler du viden og værtøjer til at planlægge et generationsskifte, har Børsen udviklet Danmarks første masterclass, som klæder dig på til at lave en vellykket strategi for overdragelsen af virksomheden. Du kan læse mere om forløbet her.

Forsiden lige nu