Det er efterhånden 25 år siden, at Øresundsbroen lod de første bilister krydse grænsen mellem Sverige og Danmark. Øresundsbroen var en bro, der skulle bygge bro mellem de skandinaviske naboer – ikke kun geografisk, men også mellem mennesker, kulturer og økonomiske interesser.
I dag synes den vision på mange måder at nærme sig en virkelighed. Broen har i alt fald uden tvivl forandret hele Øresundsregionen og skabt grundlaget for et stærkere og mere sammenhængende arbejdsmarked, et rigere kulturliv og nye bydele med internationale ambitioner.
Et af de tydeligste eksempler ligger få minutters togtur fra broens danske landfæste: Ørestad. Her rejste der sig på få år en ny bydel på kanten af Københavns centrum – med metro, offentlige videns- og kulturinstitutioner samt multinationale virksomheder.
I dag blomstrer bydelen, fortæller Sophie Bruun, direktør i Ørestad Innovation City Copenhagen (ØICC), der forbinder erhverv, viden og kultur.
“Der er virkelig sket en fantastisk udvikling. Når jeg har gæster med i Ørestad, er de næsten altid overraskede over, hvor meget positivt der egentlig er sket. Vi er blevet et levende innovationsdistrikt og erhvervsknudepunkt for hele den dansk-skånske region,” siger hun.
En bydel i bevægelse – og et forbillede for fremtiden
Camilla van Deurs er partner i Nordic Office of Architecture, tidligere stadsarkitekt i København og en af landets mest centrale stemmer, når det handler om bæredygtig byudvikling. Ifølge hende er Ørestad langt mere, end mange tror. Det er et sted, der fortjener at blive set med nye øjne.
“Tag derud en sommerdag og bliv overrasket – for Ørestad er slet ikke det, som mange af os gik rundt og troede. Ørestad er faktisk blevet en moderne 15-minutters by,” siger hun med henvisning til det internationale planlægningsprincip af den franske urbanist og professor, Carlos Moreno, der er kendt for at have udviklet idéen om ´15-minutters byen’, hvor alle dagligdagsfunktioner skal kunne nås til fods eller med cykel og kollektiv trafik indenfor 15 minutter.
Det interessante for mig som byplanlægger er, at man ikke bare har ladet stå til. Der er arbejdet aktivt med at lægge nye lag på – i bylivet, i byrummene og i naturen
Camilla van Deurs, partner i Nordic Office of Architecture
“Uanset hvor du står i Ørestad, har du jo adgang til arbejdspladser, natur, kultur og rekreation – det hele er her indenfor ganske kort afstand.”
Samtidig peger Camilla van Deurs på, hvordan bydelen har tilpasset sig nye krav om bæredygtighed, biodiversitet og et socialt mix af beboere. En transformation, som blandt andet er påvirket af det faciliterende arbejde, som ØICC har gjort gennem årene.
“Det interessante for mig som byplanlægger er, at man ikke bare har ladet stå til. Der er arbejdet aktivt med at lægge nye lag på – i bylivet, i byrummene og i naturen. Og det er netop her, facilitatorer som ØICC kan spille en vigtig rolle,” fortæller Camilla van Deurs.
Testområde for grøn og datadrevet byudvikling
Siden 2017 har ØICC samlet flere af bydelens både nationale og internationale virksomheder, offentlige aktører og forskningsmiljøer i fælles netværk, der skaber konkrete projekter og udvikler nye løsninger til fremtidens byliv.
Det netværksarbejde har affødt flere banebrydende samarbejder. Et af de mest ambitiøse er Urban Insight Data Lab, som bruger Ørestad som pilot for datadrevet og bæredygtig byudvikling. Her sammenkobles private og offentlige data for at skabe bedre beslutningsgrundlag for blandt andet byplanlæggere og virksomheder.
Målet med Urban Insight Data Lab er, at aktører på tværs af sektorer kan skabe levende, attraktive, sunde og bæredygtige byer – erfaringer, som ikke kun kommer Ørestads beboere og aktører til gode, men også andre kommuner og bydele, som kan kigge med fra sidelinjen.
“Som innovationsdistrikt afprøver Ørestad metoder for ny datadrevet byudvikling. Her har vi også en forpligtelse som innovationsdistrikt,– derfor er det vigtigt, at den innovation kommer ud og lever andre steder også,” siger ØICCs direktør, Sophie Bruun.
“Vi har fokus på, at de projekter, vi arbejder med kan skaleres, så de passer til andre byer og bydele. Vi arbejder med lokale projekter, der kommer Ørestad til gode, men formålet er, at bruge Ørestad som et laboratorium og inspiration for fremtidens byudvikling i Danmark.”
FAKTA
Urban Insight Data Lab
Igennem Urban Insight Lab arbejdes der lige nu med seks specifikke projekter:
1. Sundere byer (Novo Nordisk)
Udvikling af data-værktøjer til at måle og fremme sundhed i byen.
2. Demografi & fællesskaber (Balder Danmark)
Analyse af beboersammensætning og sociale mønstre i boligområder.
3. Forbrugsmønstre (Københavns Kommune)
Indsigt i borgernes adfærd og forbrug som bruges som input til byplanlægning.
4. Oplandsanalyse (Field’s)
Kortlægning af besøgendes rejsemønstre og relation til nærområdet.
5. Urban biodiversitet (Fælledby)
Udvikling af metoder og data til at styrke biodiversitet i byrummene.
6. Bæredygtig turisme (Wonderful Copenhagen)
Data om konferencegæster, turisters bevægelser og byoplevelser.
Det handler om at tænke strategisk
Partnerskaber og samarbejder i ØICC tager ofte afsæt i ØICC-medlemmernes egne ønsker og ambitioner. Det er netværksgrupperne, der beslutter sig for, hvad de vil arbejde med. Et konkret eksempel er bæredygtighedsnetværket, hvor op mod 18 virksomheder og institutioner arbejder strategisk med biodiversitet på tværs af matrikler, som kan indgå som led i ESG-afrapportering.
Ved at integrere kunst og arkitektur ønsker partnerskabet at forbinde metrostationerne med de nærliggende spillesteder og dermed gøre byrummene til destinationer i sig selv
Sophie Bruun, direktør i ØICC
Blandt andet har urbane biologer fra Københavns Kommune bidraget til at danne et samlet overblik over området og kommet med konkrete forslag til tiltag.
“Medlemmerne tænker ikke kun på deres egen matrikel, men på hele Ørestad og deler erfaringer og tiltag på tværs. Det er det, der gør det muligt,” siger Sophie Bruun.
Musikalske perler på en snor
Hvad mange formentlig ikke tænker over, er, at Ørestad rummer Nordens største koncertområde i form af DR Koncerthuset, Royal Arena og Bella Arena – tre musikalske perler på en snor. Men som oftest kører koncertgæsterne direkte til døren med metroen og forlader så området efter koncerten.
Det skal der laves om på. Derfor har ØICC sammen med DR og By & Havn taget initiativ til at samle kultur- og nøgleaktører i Ørestad i et partnerskab om projektet Byens Scene.
“Formålet med Byens Scene er at skabe en sammenhængende og inspirerende oplevelse for både hverdagsbrugere og koncertgæster. Ved at integrere kunst og arkitektur ønsker partnerskabet at forbinde metrostationerne med de nærliggende spillesteder og dermed gøre byrummene til destinationer i sig selv,” siger Sophie Bruun.
Hun understreger, at projektet både skal fungere til hverdag for beboere og medarbejdere i området samt til fest og arrangementer, når der er koncerter hos de forskellige venues.
Konkurrencen har deltagelse af tværfaglige, internationale teams, herunder tegnestuen BIG i samarbejde med den amerikanske kunstner Doug Aitken og COBE sammen med den tyske kunstner Katharina Grosse. Disse kunstneriske teams arbejder på at udvikle byrum, der i sig selv bliver helhedsoplevelser for brugerne
FAKTA
Ørestad
- Antal virksomheder (arbejdssteder) med min. 1 ansat: 867
- Antal arbejdspladser opgjort i årsværk: 26.197
- Antal studiepladser: 19.700
- Antal beboere: 28.900
De første beboere flyttede ind i Ørestad Nord i 2004. I 2024 bliver antallet af beboere i hele Ørestad opgjort til 28.900. Det forventes at der i 2034 vil bo over 42.000 mennesker i Ørestad (Tilvæksten af nye beboere vil ske i Fælledby, Bellakvarter og Ørestad Syd).
Rejsetid fra Ørestad City
- 6 min. til Københavns Lufthavn
- 7 min. til Københavns Hovedbanegård
- 10 min. til Kongens Nytorv
- 29 min. til Malmös Centralstation
Kollektiv infrastruktur
- 6 metrostationer (Islands Brygge, DR Byen, Sundby, Bella Center, Ørestad, Vestamager)
- 1 togstation (Ørestad)
- 7 buslinjer (18, 33, 34, 68, 77, 78, 500S)
Areal
- Ørestad er ca. 3,4 km2 stort: omtrent 600 m. i bredden og 5 km. i længden
Læs mere om de bymæssige kvantespring Ørestad har taget siden sin begyndelse i 2004 her
By&Havn og ØICC
Tidsplanen for Byens Scene strækker sig over flere faser, hvor de første byrum forventes at stå færdige inden for de næste par år. Det vil markere en milepæl i udviklingen af Ørestad som et moderne og innovativt byområde.
Kunsten viser, hvem vi er
Byplanlægningseksperten Camilla van Deurs ser Byens Scene som et konkret og ambitiøst eksempel på, hvordan kunsten kan tilføre dybde og identitet til et område:
Det er et fantastisk initiativ. Det fortæller, at Ørestad ikke bare er et sted, man bor og arbejder. Det er også et sted med kulturel dybde, hvor vi tør vise, hvem vi er og gennem kunsten stille spørgsmål til vores samtid
Camilla van Deurs, partner i Nordic Office of Architecture
“Det er et fantastisk initiativ. Det fortæller, at Ørestad ikke bare er et sted, man bor og arbejder. Det er også et sted med kulturel dybde, hvor vi tør vise, hvem vi er og gennem kunsten stille spørgsmål til vores samtid. Og samtidig så efterlader vi noget historie og en værdifuld historiefortælling til vores efterkommere.”
Men god og vellykket byudvikling handler ikke kun om kunst og arkitektur. Det handler om den kontinuerlige udvikling – at blive ved med at spørge: Hvad fungerer? Hvad fungerer ikke? Og hvad kan vi lægge ovenpå? Og det er lykkes rigtig godt i Ørestad, mener Camilla van Deurs.
“En by, der ikke er i udvikling, er i afvikling. Det er her, ØICC er så vigtig – som den instans, der samler aktører og holder processen i gang. Det er noget af det, som andre byer og bydele kan lade sig inspirere af ved Ørestad og den kontinuerlige udvikling, som løber gennem den forandrede bydel.”
Se, hvorfor flere virksomheder, investorer og internationale aktører vender blikket mod Ørestad – læs mere her
Annoncen er produceret af Børsen Brands i samarbejde med By&Havn