”Min mor er for flink - også over for musikerne,” siger Rasmus Nielsen, mens vi sidder ved bordet med hvid dug i udestuen og drikker kaffe af uens kopper. Kaffen ”koster gratis”, hvis man selv fylder op.
Det er hans mor, Turid ”Guf” Nielsen, der formelt ejer og driver Rockhotellet på Samsø, hvor danske og internationale musikere optræder og spiller koncerter.
Men som i en enhver anden familiedrevet virksomhed er hele familien - inklusive børnebørnene, der på skift står i opvasken - involveret. Rasmus selv indgår på fuld tid i driften, og dét at arbejde med det hotel, han en dag selv skal overtage, er ”som at have indgået en kontrakt, som ingen har skrevet under.”
Det betyder, at Rasmus deler de søvnløse nætter med sin mor, der i mange år har drevet hotellet alene, uden anden hjælp end Rasmus, virksomme naboer og sæsonmedarbejdere. Økonomien er stram, for hotelbranchen er en rutsjebaneøkonomi, hvor kassekreditten står model til lidt af hvert, og bankerne kan være tilbageholdende, hvis du ikke ejer en større hotelkæde og har kapital i ryggen.
”Der var nogle år, hvor mor havde ondt i maven på grund af de hårde lån. Derfor har det også givet plads til nogle nye tanker at få omlagt hotellets lån i banken,” siger han. Men ud over at han nu tør drømme om at udvikle en tom længe til handicap-værelser, har han et meget konkret svar på, hvilken udfordring pengene skal løse.
Men først lidt mere om det Rockhotel, som Guf købte i 1994, da det stadig hed Brundby Badehotel.
Rockhotellets vægge er et cv for den etablerede pladeindustri: Stjernerne på den danske musikhimmel har været her og fået et ikke prangende honorar. Til gengæld fik Guf heller ikke noget honorar fra mange af dem, dengang de for over 20 år siden som fattige kunstnere turnerede landet.
Her fik vækstlaget i dansk musik lov til at sove på Gufs sofa i Skanderborg, hvis de for eksempel skulle spille på Smukfest i Skanderborgs bøgeskove. Rasmus’ mor vil ikke rigtig sige det højt og firkantet, men mangt en dansk kunstner, der nu kigger ned fra væggen, syntes at have fået en hestesko i tilværelsen, et måltid mad og en seng at sove i, inden de nåede helt op på stjernehimlen. I hvert fald ringede de troligt, når turnéen gik forbi Guf.
Sofaen blev sidenhen til rigtige senge, da Guf købte Rockhotellet sammen med Poul Krebs og fiskeskipperen fra Ballen på Samsø, der den dag i dag stadig slår græsset og holder have og urtehave. Det naive håb bestod dengang i at tro, at bare man lavede en musiker-workshop eller to, skulle det nok løbe rundt, fordi man var flere, der gjorde det sammen. Så nemt var det ikke.
Forretningsmodellen for Rockhotellet i dag er meget enkel:
Musikken, men måske i højere grad musikerne, bærer hotellets koncept og ud af en omsætning på ca. 5,2 mio. kr. i 2018, var udgifterne til musik cirka 980.000 kr. Det betyder, at hotellet kan tiltrække musikere, som de lokale på Samsø normalt ikke ser.
Musikerne føler sig hjemme og i trygge rammer og får lyst til at afprøve nyt materiale eller et nyt take på deres optræden, hvilket bidrager til at give publikum en speciel oplevelse. Når musikerne bliver ældre og stifter familie, hænger de ved stedet. Og ved Guf.
Men at drive hotel og koncertsted på sin personlige identitet, langt fra alfarvej og med sæsonudsving er krævende, og Guf, der i øjeblikket gennemgår en kemo-behandling for lymfekræft, er optaget af, hvad det er for en forretning, hun sender videre til sønnen. For et ø-samfund sætter nogle begrænsninger for rekrutteringen.
”Jeg er bange for at give ham (Rasmus, red.) en fodlænke, når han arver hotellet, fordi det er så svært at få godt personale til at drive hotellet.” Hun har selv drevet det sammen med Rasmus i mere end ti år, og er vant til at tale med ham om udviklingen i forretningen.
”Det skal være folk, der er hyggelige, og som vil tage ansvar for hotellet – ikke bare gå på arbejde. Nogle, man kan sparre og udvikle forretningen med” siger hun.
I dag er det for eksempel naboer fra øen, der ”mander op”, når medarbejderantallet under koncerter og arrangementer stiger fra fire til ni. Men de gør det ved siden af deres eget job.
Udover behovet for ekstra hænder på koncertaftener, har hotellets økonomi ikke kunnet rumme endnu en nær-fuldtidsansat, selvom Guf altid har holdt omkostningerne så lave som muligt.
”Jeg har drevet stedet som en husmoderøkonomi, hvor vi har købt alt på loppemarked eller fået det gratis. Hvis man er alenepige skal man være dobbelt så dygtig, hvis man har en lav værdisætning og skal have kredit,” siger hun.
Varmeapparatet under scenen er over 25 år gammelt og stammer fra Magasin i Aarhus. Komfuret i køkkenet er 15 år gammelt og har kostet en kasse øl. Det er installeret af naboen, som er elektriker.
Men loppemarkedsbesøgene har omsider båret frugt: Hotellet har haft stabilt overskud de seneste tre år, og er blevet bejlet til af bankerne, hvilket omsider har ført til en låneomlægning: Fire lån er blevet til et, fire pct. er blevet til 0,5 pct. i rente. Det har sparet 150.000 kr. i årlige renteomkostninger. Penge, der nu kan puttes i driften.
Ironisk nok har familien selv tøvet en del med at opsøge banken. Efter et afslag for fem år siden, havde Rasmus og Guf egentlig resigneret en smule. For det er en udfordring at komme i betragtning til et lån til at udvide eller optimere forretningen, når man er i hotelbranchen, siger Rasmus.
”Når man skal låne, skal man opbygge tillid, for hotelbranchen er en svær branche. Du kan ikke bare stille et skilt op foran døren og så forvente, at folk kommer ind. Når nyhedens interesse har fortaget sig efter et par år, skal du selv udvikle videre på konceptet, og vise at dit hotel kan blive en forretning,” siger han og fortsætter:
”Det er driften, der er det svære, hvor det kommer an på, hvilke personer du har ansat. Der er mange forskellige opgaver, og det er ofte noget med rutsjebaneture i kassekreditten. 2-3 ekstra selskaber eller koncerter, der går godt, kan være det, der gør forskellen på, om det er et godt eller dårligt år,” siger han.
Og fordi Rockhotellet er så lille en forretning, rækker de ekstra 150.000 kr. om året lige præcis til at kunne ansætte en helårlig ansat. Uden de penge ville hotellet ikke kunne tilbyde ansættelse mere end nogle måneder om året, og det gør det svært at tiltrække folk udefra.
Med et helårsstillingsopslag er det håbet, at der melder sig kvalificerede kandidater – muligvis fra fastlandet - der vil arbejde i 10 af årets 12 måneder.
”Vi vil gerne tiltrække en person, som vil det her lige så meget som os, og som har høj arbejdsmoral. Vi er ikke ligeglade med, om folk bare lægger pengene og går. Vi laver skøre ting, og vi synes ikke, at vi vil være som alle andre. Og det skal den person kunne være en del af,” siger Rasmus.
Bliver du inspireret? Så læs om Flemming Rod Madsen, der overvejer at købe mere jord til sin hjemstavnsgård, men ikke for enhver pris.
