Hvilke værdier er styrende i nogle af Danmarks mest kendte virksomheder? Og hvordan sikrer man som administrerende direktør, at idealerne bliver til mere end tomme floskler på et whiteboard?
Svarene finder man i transparens, ærlighed og modet til at begå fejl. Sådan lyder det fra adm. direktør i DSB, Flemming Jensen, og adm. direktør i Carlsberg, Jacob Aarup-Andersen, der begge medvirker i den seneste udgave af Børsens podcast ‘Bag beslutningen’.
Balancen mellem værdier og forretning kan være hårfin, men i sidste ende vil idealer og profit ofte følges ad, lyder det desuden.
Jacob Aarup-Andersen har tidligere gjort det klart, at man ikke skal sidde i hans stol, hvis man ikke kan stå i modvind. En filosofi, der stadig præger hans syn på ledelse under pres: “Du skal have teflonhud og stå fast, når modvinden rammer. Ellers skal du ikke have det her job.”
Han fortsætter: “Hvis vi begynder fundamentalt at gå imod det fælles værdisæt, så mister vi forbrugerne. At gøre det, der er etisk rigtigt og værdimæssigt korrekt, skaber mere værdi for Carlsberg på den lange bane,” siger Jacob Aarup-Andersen.
Nødvendige beslutninger
For Carlsberg var det en “10 ud af 10”-værdibeslutning, da man med et markant finansielt tab til følge valgte at trække sig ud af Rusland.Og presset har ikke været mindre, når beslutningerne har været drevet af ambition snarere end nødvendighed. Som da Carlsbergs topchef satte sig for at opkøbe den britiske læskedriksproducent Britvic.
“Vi brugte 35 mia. kroner og vidste godt, at det ville få en blandet modtagelse. Men jeg gik ind i det med åben pande – selvom presset var enormt,” siger han.
Hos DSB ligger dilemmaerne mere i det nære og lokale, men presset og forventningerne – og betydningen af et stærkt, personligt værdikompas til at navigere i disse – kan være lige så stort. Det gælder både, når der skal træffes svære interne beslutninger om medarbejderindflydelse, og når en nødvendig ændring af en køreplan møder stor offentlig modstand.
Ordentlighed og transparens er vejen frem, mener Flemming Jensen. Og så må man være modtagelig overfor kritiske spørgsmål.
“Jeg elsker, når jeg har en medarbejder længst ude i vores virksomhed, der skriver til mig: “Er du klar over det her?”, eller “Hvorfor gør du det her?”. Det er for mig et signal om, at der er en åbenhed, når folk tør skrive til den administrerende direktør eller kommer ind på mit kontor for at snakke med mig. Så er jeg lykkes med et eller andet,” siger Flemming Jensen.
Fra Langeskov til Rusland
Vil man lykkes som virksomhed, må man turde at begå fejl, mener begge de to administrerende direktører. Og hvis den indstilling skal blive en integreret del af virksomhedens kultur, så må ledelsen gå forrest med det gode eksempel og stå ved sine egne fejltagelser.
Og så må man udvise mod, når de svære beslutninger skal træffes.
“Det her job handler om at træffe de rigtige beslutninger, det handler ikke kun om at please morgendagens aviser eller morgendagens investor eller aktiekurs. Det handler om at skabe langsigtet værdi, og en gang imellem skal du også være villig til at tage den svære samtale med alle stakeholders,” siger Jacob Aarup-Andersen.
Flemming Jensen formulerer det i podcasten således: “Den måde, vi sætter vores beslutninger op på, og den måde vi eksekverer på, er meget meget ens. Så skal man selvfølgelig have en specialviden på lige netop de produkter, man har, men vores opgave er meget den samme,“.
Lyt med, når Flemming Jensen og Jacob Aarup-Andersen i det nye afsnit åbner op for en ærlig samtale om fejl og svære beslutninger. En samtale, der når fra Langeskov til Rusland, og som tydeliggør de mange fællesnævnere i jobbet som administrerende direktør – uanset branchen.
FAKTABOKS:
Bag beslutningen
‘Bag beslutningen’ er en annoncørbetalt podcast for DSB, hvor du kommer tæt på lederne i nogle af Danmarks store virksomheder og organisationer. Gennem åbne og ærlige samtaler deler de, hvordan de træffer deres vigtigste beslutninger, hvilken tvivl, de kæmper med undervejs, og hvordan de håndterer presset fra ansvar og forretning. Podcasten tager afsæt i DSB’s fem kundeløfter, og i dette afsnit taler de adm. direktører Flemming Jensen og Jacob Aarup-Andersen om værdier, fejltagelser og det at være leder for en virksomhed, som de fleste har en holdning til. ‘Bag beslutningen’ er for alle, der leder i dag – eller drømmer om at gøre det i morgen.