De hænger på væggen, sekskantede og som et mønster af bikuber. Sirligt defilerer bloggere, skribenter og journalister forbi væggen med de mange højttalere for at høre den lydgengivelse, som Bang & Olufsen har bygget ind i deres højttalere.
Lyden er ikke det vigtige i dette tilfælde. Eller, det er den jo hos Bang & Olufsen, men fraværet af lyd – stilheden, pausen, opholdet i toner og melodier - har fået en ny betydning i designet af højttaleren BeoSound Shape – en serie af moduler, der tilsammen danner det, vi traditionelt ville kalde ”et anlæg”.
Enkelte af modulerne fungerer som lyddæmpere. Behovet for kontrolleret akustik øges i de mange moderne og åbne køkken-alrum, hvor bare vægge og flader gør deres til, at man bliver træt i hovedet af hård lyd.
I Bang & Olufsen-butikken, hvor præsentationen foregår, bliver ørerne således ikke straffet for butikkens parketgulve og mange udstillingsfjernsyn.
Design er ikke min idé
Det er Øivind Alexander Slaatto, der er manden bag designet på BeoSound Shape-systemet. Han er oprindelig uddannet fra det Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og sad en dag i sin tegnestue og måtte endnu en gang konstatere, at akustikken var elendig.
”Man kunne ikke føre to samtaler i rummet på en gang, fordi akustikken var så dårlig, at man ikke kunne forstå noget af det, der blev sagt,” siger Øivind om den hovedpine, der fik ham startet på højttaleren – og dæmperen – BeoSound Shape.
Støjen måtte dæmpes. Han ville hænge noget på væggen, som både kunne spille og dæmpe. Og designet kunne han hente fra naturen.
”Designet er faktisk ikke min idé. Det kom bare til mig, som når man skal improvisere musik på en scene foran publikum og beder en bøn til Gud om, at man får en tone, og efter den næste tone, en melodi,” siger han indledningsvis om sekskanten.
Tonerne er heller ikke mine
Designeren fortsætter.
”Men tonerne er ikke mine, jeg sætter dem bare sammen, selvom jeg aldrig har spillet dem før. Jeg kombinerer det kendte, som når man plukker blomster i skoven: Blomsterne har jeg ikke opfundet, men jeg har lavet buketten, fordi jeg betrådte den sti på det tidspunkt,” siger han.
”Jeg har bare taget naturens simple geometriske former og sat sammen. Det viser sig, at naturen oftest stabler i sekskanter, lige som vi ser det med bikuber,” siger han.
Ifølge ham skal det bidrage til, at højttaleren, eller realistisk set anlægget, bliver noget, vi giver videre til vores børn. Det er nemlig ikke meningen, at Shape skal jage et øjebliks visuel relevans, og derfor er designet rodfæstet i naturen, som gennem nidkær og langvarig selektion har udvalgt det mest levedygtige design for os.
Lyd og stilhed side om side
Kort fortalt er højttaleren blot et modul. I nogle af vægmodulerne gemmer sig forstærkere, bag andre højttalere. Bag endnu andre sidder puder af støjdæmpende materiale og et enkelt modul huser en grim strømforsyning, der skjult under stoffet fra danske KVADRAT er tæt bundtet op med en velkrostrimmel. Den behøver man således ikke se på.
Hvordan din udgave af sekskantede moduler ender med at se ud, handler om, hvor mange du køber af hvert modul, hvilke farver du giver dem, og hvordan du kombinerer dem på væggen. Systemet kan koordinere 44 højttalerenheder, så du kan beklæde de hårde flader i et køkken-alrum. Et stort køkken-alrum forstås.
Nogle af modulerne, hvor en hvid pude af et vatlignende materiale absorberer lyd, absorberer kun. For at blive en glad ejer af modulerne (og rumklangen i køkken-alrummet), skal man bruge mindst seks moduler: To højttalermoduler, et forstærkermodul, et akustisk dæmpermodul og en trådløs enhed, der forbinder anlægget til eksempel din telefon eller dit fjernsyn.
Core-enheden, som det trådløse styre-modul også kaldes, strikker systemet sammen med din lejlighed eller dit hus, så du kan styre musikvalg og hvilke rum, det spiller i, direkte på telefonen. Core er dermed som et hjerte, der forvandler telefonen eller tablettens frekvenser til varme lydbølger. Og ja, den er ligeglad med, om du spiller fra Bluetooth, Airplay eller Chromecast - den æder det hele.
Stof tilgiver gør-det-selv-modus
Ti forskellige stofvarianter i både tykt og tyndt klæder ensemblet af moduler sammen, så det får et blødere udtryk end de hårde, firkantede stereohøjttalere, der engang var hifi-fantastens husalter.
”Oprindeligt var der aluminiumskanter på de første udgaver, men de blev valgt fra, og stoffet trækkes nu helt fra kant til kant,” siger Øivind Alexander Slaatto og viser nogle af de indledende skitser frem på sin telefon.
”Faktisk fungerer stoffet også bedre i praksis,” bemærker han, og udpeger med hænderne på væggen, hvordan stoffet visuelt tilgiver, hvis modulerne ikke hænger snorlige og afstanden mellem de enkelte moduler varierer lidt. Som havde man selv været i gang med boremaskinen, da anlægget blev sat op.
Man kan hurtigt flytte stoffacaderne rundt og købe ekstra, mens man, når man sætter dem op, skal beslutte sig for det endelig mønster. Man kan supplere hen ad vejen, hvis man beslutter sig for, at anlægget skal bære indretningen på en hel væg eller har behov for et hamskifte i farverne.
Øivinds rolle var hofnarrens
Øivind ser selv sit arbejde med Bang & Olufsen som en klassisk form for disruption. Han er det kreative element, der kontrært tænkende smides ind i en velsmurt maskine af konventioner og tanker. Lidt som hofnarrens rolle i middelalderen.
”Seje konger var dem, der turde ansætte en hofnar, der turde sige dem imod og kommentere de indlysende forkerte ting, som alle tænkte, men ingen sagde af frygt for at blive straffet,” siger han, da han skal forklare sin rolle i designprocessen.
Lige som narren, har han prøvet at finde frem til det indlysende, frem for det innovative i højttaleren fra ”kongerne af aluminium,” som han siger.
”Det er Bang & Olufsen, der er ude i folks hjem og høre, hvad kunderne elsker, og hvad der frustrerer dem. De skal se efter, om der er et marked for deres investering. Men de kunne også læne sig tilbage og lave noget kendt og sikkert,” siger han og fortsætter.
”I stedet viser de modet til at entrere med en ekstern designer som mig, der kommer med disruptive indslag, som ikke passer ind i det vante,” siger han om designprocessen. Et arbejde, der, trods hans egen reference til en trodsig hofnar, allerede har givet os den runde A9 højttaler for nogle år tilbage.
Processen var heller ikke helt uskramlet: Der måtte en ny designchef til, før Bang & Olufsen rigtig turde satse på idéen med indbygget stilhed. Og hvor nogle designere måske slipper og kaster sig over noget nyt, når produktet og tanken er solgt ind, holdt Øivind fast, til der kom en ny designchef.
Akustisk dæmpning fra Bang & Olufsen
Den nye designchef kunne se idéen med stilhed med det samme, da Øivind klappede i hænderne, som stod han i en koncertsal inden en koncert. Det er ikke tilfældigt.
”Det første musikere gør, når de går ind i et lokale, er at klappe for at høre rumklangen. Lyd skal helst blive suget væk så hurtigt som muligt,” siger han.
Havde vi været i hans tegnestue, havde vi nok stadig lyttet til hans klap. I stedet fandt Bang & Olufsen på at pakke den gode akustik ind i god lyd og lancere deres første trådløse væghøjttaler, Shape, som du kan styre fra telefonen.
Læs mere om Beosound Shape og design din egen højttaler her
Artiklen er produceret af Børsens kommercielle afdeling 09.10.17 i samarbejde med Bang & Olufsen