Finansiel svindel er en global trussel i konstant udvikling. Banker verden over mister milliarder, mens de kæmper hver for sig. For mens svindlere arbejder sammen i netværk, gør bankerne det modsatte - de opererer i siloer. Ikke fordi de ønsker det, men fordi de er begrænset i at måtte dele data mellem hinanden. Men hvad nu hvis de kunne samarbejde, uden at dele deres kunders data?
Danske Partisia vender nu op og ned på virkeligheden og kommer med et bud på svaret.
”Alle ved, at svindel skal bekæmpes på tværs. Problemet er bare, at bankerne ikke har haft en måde at samarbejde på, uden at bryde kundernes tillid eller lovgivningen, siger Kurt Nielsen, CEO hos den danske deep tech-virksomhed Partisia. ”Det er netop dét, vi løser.”
Partisia, grundlagt af førende kryptografer fra bl.a. Aarhus Universitet har udviklet en platform, hvor bl.a banker kan opdage og analysere svindelmønstre sammen - uden at private kundedata deles. Dette muliggøres gennem en banebrydende teknologi kaldet Multi-Party Computation (MPC), som gør det muligt at regne direkte på krypterede data.
FAKTA
Hvad er Multi-Party Computation (MPC)?
MPC er en kryptografisk teknologi, hvor flere parter kan analysere data sammen - uden at hver part deler deres egne rå data synligt med de andre. Tidligere måtte man vælge mellem enten sikkerhed eller indsigter fra dataen. Med MPC kan man opnå begge dele på samme tid.
Kilde: Partisia.com
En ny strategi: Sammen, men adskilt
Med Partisias løsning kan banker i fællesskab analysere risikomønstre og mistænkelige transaktioner uden at få adgang til hinandens rådata. Den avancerede teknologi gør det muligt at lave beregninger på distribuerede data uden at afsløre, kopiere eller centralisere disse data.
”Det er som at arbejde sammen om at lægge puslespil uden at vise sine egne brikker,” forklarer Mark Medum Bundgaard, Chief Product Officer hos Partisia. ”Det har aldrig været teknisk muligt før, men nu kan vi gøre det sikkert, skalerbart og compliant.”
Løsningen giver banker mulighed for at opdage komplekse svindelnetværk, der opererer på tværs af konti, lande og systemer. Det gælder fx kontoovertagelser, identitetssvindel og hvidvask. Alt sammen i realtid og med fuld dataintegritet.
Fra forsvar til samarbejde og fra silo til netværk
Partisias ambition rækker længere end blot svindelbekæmpelse. Virksomheden arbejder også på at integrere decentraliseret digital identitet (DID) i risikostyring og kundekendskab. Det kan gøre KYC-processer mere præcise, effektive og samtidigt sikre kunders privatliv.
”Vi giver banker muligheden for at bruge deres data på en helt ny måde - ikke mod hinanden, men i fællesskab med hinanden,” siger Kurt Nielsen. ”Det handler ikke kun om teknologi, men om ansvar, samarbejde og fremtidssikring af den finansielle infrastruktur.”